Skærpet straf for ulovlig besiddelse af kniv
I forb.m. regeringens nye bandepakke skærpes nu straffen for ulovlig besiddelse af kniv, uanset om besiddelsen er banderelateret eller ej. Straffen i førstegangstilfælde takseres som udgangspunkt til en bøde på 10.000 kr. Herefter ubetinget fængsel i 14 dage.
Et bredt flertal i Folketinget vedtog tirsdag et lovforslag, der skal gennemføre store dele af regeringens bandepakke IV. Det betyder blandt andet, at straffen for ulovlig besiddelse af kniv på offentligt sted skærpes fra den 1. juli i år.
I en pressemeddelelse, udsendt af Justitsministeriet, hedder det bl.a., at:
"For så vidt angår besiddelse af knive og blankvåben mv. på offentligt tilgængelige steder uden anerkendelsesværdigt formål fastsættes straffen i førstegangstilfælde som udgangspunkt til en bøde på 10.000 kr., når der ikke foreligger skærpende omstændigheder uanset typen af kniv eller blankvåben mv. I andengangstilfælde, hvor gerningspersonen tidligere er idømt bødestraf for et førstegangstilfælde, fastsættes straffen som udgangspunkt til ubetinget fængsel i 14 dage, når der ikke foreligger skærpende omstændigheder uanset typen af kniv eller blankvåben mv. Ved tredjegangstilfælde forudsættes straffen – ligesom i dag – fastsat til ubetinget fængsel i 40 dage."
Desuden anses ulovlig besiddelse af knive eller blankvåben mv. på ungdomsskoler, uddannelsesinstitutioner, i ungdomsklubber og i den offentlige transport altid for at være besiddelse under skærpende omstændigheder. Ifølge Justitsministeriets tal er antallet af sigtelser rejst over for 15-18-årige for overtrædelse af knivlovens § 1 (besiddelse af kniv på offentligt sted) steget fra 306 i 2018 og til 558 sidste år. I første kvartal af 2024 lå antallet så vidt på 133 sigtelser.
Jæger, pas på!
Som f.eks. jæger er det vigtigt at være OBS på, at den skærpede straf vil gælde uanset om besiddelsen er relateret til bandekriminalitet eller ej.
Jægere, der f.eks. måtte glemme at aflægge kniven efter jagt, og som antastes af politiet, risikerer dermed både at blive idømt den skærpede straf, samt - som det også var tilfældet før stramningerne - at miste samtykke til jagttegnet.
- Læs også: Ny bandepakke kan ramme jægere hårdt
Det er et bredt flertal i Folketinget, der har vedtaget det lovforslag, der skal gennemføre store dele af regeringens bandepakke IV. Den 8. november sidste år blev regeringen enig med SF, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige enige om elementerne i det lovforslag, som nu er vedtaget.