Sikkerhedstilbagekaldelse af patroner
Guntex A/S tilbagekalder et lotnummer af BioAmmo-patroner. Det sker efter to tilfælde, hvor patronerne ikke er antændt rigtigt - i det ene tilfælde med løbsspringning ved geværets munding.
Der er fundet uregelmæssigheder i patroner af mærket BioAmmo, der tilbagekaldes af sikkerhedshensyn. Det meddeler Guntex A/S i en pressemeddelelse. Det drejer sig om kaliberv12/70 BioAmmo T4 Lux Steel 32grams, størrelse 5 med Lot 230810 (Guntex varenr. 0803525).
Så har du købt patroner med lot nummer 230810, skal du undlade at anvende patronerne og henvende dig til din forhandler. Danmarks Jægerforbund har været i kontakt med Kenneth Petersen fra Østjysk Hunting & Outdoor, som siger følgende:
- Vi har en kunde, som har haft en løbssprængning med BioAmmo patroner hvor forladningen af endnu uklare omstændigheder har sat sig fast i mundingen på geværet, og hvor det efterfølgende skud har forårsaget en løbssprængning ved mundingen. Vi ved endnu ikke hvad årsagen er og er i kontakt med producenten for at få dette afklaret. Vi har kendskab til to tilfælde, hvor patronerne ikke er antændt rigtigt og hvor patronen ”lyder forkert” under affyring. I det ene tilfælde har dette desværre ført til en løbssprængning. I det andet tilfælde tjekkede skytten løbet og kunne konstatere, at forladningen sad fast i trangboringen. Vi er taknemlige for at der ikke er sket personskade og har valgt at tilbagekalde patroner fra det lotnummer.