Offentliggjort den: 02. december 2024

Sejr til hjemmeladerne på vej

DJ har længe arbejdet for at gøre betingelserne for de mange hjemmeladere mere tålelige. Og nu ser det endelig ud til at lykkes, hvis ønsket om opbevaring af mere krudt, flere fænghætter og lov til brug af nye patronhylstre går igennem.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen
Foto: Nicholai Vigger Knudsen

Mulighed for opbevaring af op til fem kilo røgsvagt krudt, op til 10.000 fænghætter og mulighed for at oplade patroner i nye hylstre. Sådan lyder ønskerne. Efter et møde i Justitsministeriet i sidste måned, hvor medarbejdere fra Danmarks Jægerforbunds sekretariat hjalp med afklaring af de sidste detaljer, er det omsider lykkedes at indskrive de vigtige ændringer i både Bekendtgørelse om eksplosivstoffer og Cirkulære om våben og ammunition, mv.

Det er ændringer, som kommer til at betyde meget for de mange jægere, som hjemmelader deres egne riffelpatroner, og som længe har ønsket mulighed for at opbevare mere røgsvagt krudt og fænghætter og lov til at oplade patroner i nye hylstre. Hidtil har lovens bogstav krævet, at opladning i nye hylstre ikke har været muligt. For, som det hed sig, så var der jo ikke tale om genladning. Derudover har det kun været muligt for skytter med genladningstilladelse at opbevare op til to kilo røgsvagt krudt, mens grænsen for fænghætter ligger på 5.000.

Helt konkret beskriver Våbencirkulæret, at ”Ved ansøgning om genopladningstilladelse til eget eller privat brug kan der maksimalt gives tilladelse til opbevaring af i alt 2 kg røgsvagt krudt og sortkrudtserstatning. Der kan endvidere maksimalt gives tilladelse til opbevaring af 5.000 fænghætter.”

Selvom ændringerne i bekendtgørelse og cirkulære stadig er i præhøring, er der dog rigtig gode chancer for at de bliver til noget, mener Jonas Harboe Jensen, våbenkonsulent ved Danmarks Jægerforbund.

- Der er forhåbentlig kun tale om en formalitet. Det er et emne, vi fra jægerforbundets side har arbejdet målrettet på. I forhold til opbevaring af røgsvagt krudt sidestilles farligheden af det røgsvage krudt i den nuværende bekendtgørelse med sortkrudt, som er væsentligt farligere. Mens sortkrudt klassificeres som et sprængstof, er det røgsvage et drivmiddel. Altså ligesom diesel og benzin, men faktisk med en langt mindre brændværdi og antændelighed end diesel og benzin. Alene på den baggrund giver det rent sikkerhedsmæssigt god mening at opjustere den tilladte mængde, siger Jonas Harboe Jensen.

Faktisk er røgsvagt krudt, som er opbevaret i original emballage, hverken eksplosiv eller meget brandfarlig. I for eksempel Sverige er det allerede tilladt private genopladere at opbevare op til fem kilo røgsvagt krudt, hvilket altså nu også synes inden for rækkevidde i Danmark.