Røven i klaskehøjde

Det er vigtigt at give plads til forskellige synspunkter. Og det er uanset om det er store beslutninger, der skal træffes, eller om vi bare drøfter emner af en mere diminutiv karakter.

Men særligt når vi er uenige, skal vi tale pænt til hinanden. Ellers ender det med polarisering, hvor man i ekkokamre kun bekræfter hinandens indbyrdes enighed.

Det er ikke altid, at tonen har været ordentlig, når jeg har tjekket min indbakke. En af de artikler, der affødte flest ukvemsord, var én om ret-trækkere, som i sagens natur også måtte omhandle Blasers modeller.

Brændte nallerne

Jeg havde godt på fornemmelsen, at jeg stak hånden lidt ind i et hvepsebo. For er der noget, der kan dele riffeljægere i to skarpt adskilte lejre, så er det Blaser. Der er dem, som hader Blaser, og agerer som var det de retfærdiges kamp mod ondskaben selv. Harry Potter mod Voldemort eller Luke Skywalker mod Darth Vader – ja, på det niveau. Og så er der dem, der ser Blaser som nærmest saliggørende rifler, der er alle andre (forsøg på) jagtrifler totalt overlegne.

Og ærlig talt er det jo lidt sjovt. Det er jo bare rifler for fanden!

Men slap nu af jeg fik tæsk! Fra både højre og venstre. Altså både fra dem, som lovpriser Blaser rifler, men gud hjælpe mig også fra den modsatte side, altså fra dem der ser Blaser som noget skabt af djævlen selv.

Men med en eller anden form for slet skjult fryd, så betragtede jeg bombardementerne fra begge fronter, som et tegn på, at artiklen nu nok havde været ganske afbalanceret og rimelig. Vel og mærke var det naturligvis ikke alle, der øjeblikkeligt for op i det røde felt. Jeg fik også pæne og ordentlige, men konstruktivt kritiske, mails. Og tak for dem.

Shit happens

Hvor der handles, der spildes, osv. Mange ordsprog understreger, at der ofte fejles. Ja jeg vil gå så langt som til at sige, at vi konstant laver fejl. Selvfølgelig gør vi det. At stræbe efter det perfekte kan man derfor godt stikke skråt op. Det findes ikke, omend det perfekte illusorisk forsøges fremstillet alle vegne.

Men der er tidspunkter, hvor man gerne vil ramme bolden helt rent! Eksempelvis når man skriver om Blaser rifler! Desværre ville skæbnen, at jeg ramte bolden med en perfekt ’Preben Elkjær’ og sendte den ti meter forbi målet. For jeg havde overset en detalje i Blaser magasinerne, og et afsnit i artiklen blev derfor fejlbehæftet.

Det var lidt af et ’oh shit’- øjeblik. For emnets sprængfarlighed taget i betragtning vidste jeg, at nu ville der falde en kæmpe brændestak ned i form af voksenskældud. Og tro mig når jeg siger, at den kom hurtigere, end jeg kunne nå at sige; ”undsky..”

Men når fejl sker, må man være voksen nok til beklage og eventuelt berigtige, i stedet for bare at krybe i et musehul og gemme sig. Så det gjorde jeg.

Hverken fejl eller skældud har fået mig til at stoppe mine skriblerier. For det nytter ingenting. Uden sammenligning i øvrigt, men tænk hvis Elkjær havde droppet fodbolden efter bar-røvs straffesparkfadæsen i 1984. Så havde han aldrig fået sin efterfølgende storhedstid i italienske Verona, hvor han i dag betragtes som en af fodboldlegenderne og officielt er udnævnt som æresborger i byen. Ja, der er endda masser af byens borgere, som stadig stemmer på ham, hver gang der er borgmestervalg - selvom han aldrig har været at finde på valglisten!

(Artiklen fortsætter under billedet)

Den utopiske enighed

Jeg tror på fællesskabet. Det er en slidt floskel, men man løfter ikke meget, hvis ikke man løfter i flok. Men enighed med alle - selv i fællesskaber - er uvirkeligt tankespil. Og det ville også blive småkedeligt i længden.

Eksempelvis er jeg overvejende enig i grundtankerne bag de nye råd om opslag på de sociale medier (som blev bragt i Jæger nr. 5, red.). Men rådet om at skjule vores jagtvåben mener jeg, er en kende for dogmatisk. Nogle jagtbilleder (med eller uden våben) kan rigtigt nok godt være for smagløse. Og det gavner ingenting! Men samtidig skal vi passe på ikke at censurere dele af jagtuniverset. Det er korrekt, at salg af våben ikke tillades på de fleste sociale medieplatforme. Men jeg mener nu godt, at man - helt synligt - kan poste billeder af legitime jagtvåben fremvist i den rette kontekst.

Derimod går det ikke - hverken på de sociale medier eller ude i den mere håndgribelige virkelighed - f.eks. at flashe en gøb ud gennem sideruden på bilen, mens man triller ned ad Nørrebrogade. For så betragtes våbnet som fremstillet i en ikke-legitim sammenhæng. Og det er både ret og rimeligt!

(Artiklen fortsætter under billedet)

Legitim våbenbrug

Sondringen er væsentlig. Jagt er legitimt, og det samme er de jagtvåben, der bruges dertil. At begrænse billedfremstillinger af begge dele ville være usaglig censur. Og censur af jagt - i enhver henseende - er skidt for jægerne.

Vi skal passe på ikke at bøje os for usaglig kritik. Så tages der bare en ny bid af censurkagen næstefter. Eksempelvis at vi ikke må vise billeder af nedlagt vildt. Hvis vi til sidst hverken kan vise jagtredskaber eller jagtresultater på de sociale medier, hvad er der så tilbage? Billeder af naturen. Ja, det er rigtigt. Men så er der jo ikke langt til at spørge; er det så nødvendigt med jagt og våben?

Nej, intet skal censureres. Hverken naturen, vildtet, ombringelserne, våbnene eller noget som helst andet fra vores vidunderlige jagtunivers. Forringede muligheder for eksponering er de første spæde skridt til afvikling.

Der findes masser af såvel jagt- som våbenmodstandere uden for jagtkredse, og vi skal altid tale ordentligt - også til dem der ikke er ubetinget enige med os. Men vi skal selvfølgelig ikke leve skjult og i selvcensur for at undgå kritiske røster. Derimod skal vi fuldt ud kunne berette om jagten i såvel ord og som billeder. Smagfuldt, ordentligt og sagligt!

Hør også afsnittet i vores podcastserie om jægernes våben, hvor Thomas Ustrup bl.a. fortæller om, hvorfor han ikke bryder sig om begrebet "taktisk riffel":