Regering pro ændret beskyttelsesstatus for ulv
EU-kommissionen har fremsat et forslag om en ændring af ulvens beskyttelsesstatus fra "Strengt beskyttet" til "Beskyttet." Den danske regering har tilkendegivet, at den agter at stemme for. DJ bakker op.
Et forslag, fremsat af EU-kommissionen om ændring i ulvens beskyttelsesstatus under Bern-konventionen i Europa, ventes bragt til afstemning i EU, sandsynligvis i løbet af de kommende måneder. Hvis forslaget vedtages i ministerrådetrådet, kan det behandles i Den Stående Komité under Bern-konventionen.
Helt konkret skal der stemmes om Ministerrådet bakker op om en ændring fra konventionens bilag II til bilag III, hvilket betyder en sænkning af beskyttelsesniveauet for den centraleuropæiske ulvebestand fra "Strengt beskyttet" til "Beskyttet." I den forbindelse har den danske regering på forhånd meldt ud, at man på baggrund af ulvens bestandsudvikling i EU agter at støtte kommissionens forslag.
I et høringssvar tilkendegiver Danmarks Jægerforbund sin støtte til regeringen i denne beslutning.
- Siden eksemplarer af den centraleuropæiske ulvebestand genindvandrede til Danmark efter et par hundrede års fravær, har vi i jægerforbundet arbejdet for, at der - så snart bestanden i Europa når et niveau, hvor den er i gunstig bevaringsstatus - skal kunne drives bæredygtig jagt på ulv, siger Torben Schulz Jensen, formand for Danmarks Jægerforbunds hjortevildtudvalg og slår fast:
- Det er derfor klart, at jægerforbundet bakker op om regeringens hensigt om at støtte EU-kommissionens forslag, som jo fremsættes på baggrund af oplysninger om ulvens gunstige bestandsudvikling i EU. Med andre ord. Det er kommissionen der har stillet et forslag til ændringen af beskyttelsesniveauet, nu er det op til nationalstaterne via ministerrådet om at træffe beslutningen, lyder det fra Torben Schulz Jensen.
Det betyder dog langt fra, at der - i fald forslaget vedtages - bliver jagt på ulv i morgen.