Opgrader din riffel

De fleste jagtrifler er målrettet til allroundbrug fra producenternes side. Men standardjagtrifler kan nemt forbedres og specialiseres til særlige jagtformer. Dertil kommer, at mange jægere gerne vil give deres riffel et lidt personligt touch.

Som ”arkitekt” på et riffelprojekt (stort eller lille) skal man have formålet for øje. Ellers risikerer man, at det hele stikker af i alle mulige retninger. Sigtet med riffelopgraderingen omtalt i denne artikel var at lave en stabil tack driver (slang for en særdeles præcis riffel) til regulering af skadevoldende vildt. Riflen, en standard Tikka T3x CTR i kaliber 6.5 Creedmoor, skulle derfor meget gerne ende som særligt egnet til netop det.

Et godt fundament

Lad os starte med basis. Faktum er, at mange rifler faktisk skyder ganske godt lige ned fra hylden. Og det behøver ikke engang være fra den allerøverste hylde. For en riffel til 100.000 kr. er ikke nødvendigvis mere præcis end en riffel til 10.000 kr. Moderne fremstillingsmetoder giver nemlig mulighed for at producere godt og samtidig hurtigt og billigt. Men faktum er også, at rigtig mange skæfter er noget skrammel. For også der er trenden gået i retning af hurtigt og billigt. Men man har glemt godt. Ergo er mange skæfter i dag ikke meget andet end en plasticskal med lidt interne ribber som afstivning. Og det er faktisk lidt ærgerligt, for selv det flotteste hus er ikke meget værd, hvis det står på et dårligt fundament. Det gælder også for rifler.

Tikka-riflen blev derfor hevet ud af det kedelige plasticskæfte, som blev udskiftet med et Modular Driven Technologies (MDT) XRS skæfte. MDT kalder det et crossover-skæfte; altså en hybrid mellem et riffelchassis og et mere konventionelt skæfte. Men også hybrid i den forstand, at det kan bruges til såvel jagt som sportsskydning. Selve skæftet består af polymer (plastic), men internt hviler riflen i et solidt aluminiumschassis med en alu-profil, som løber gennem pistolgrebet om til kolben.

Riflen funderes perfekt i alu-blokken uden behov for yderligere bedding. Tolerancerne er meget små, og når riflen er spændt til rette moment med de integrerede skruer, har man et godt grundlag for præcis skydning. Skæftet øger CTR-riflens vægt. Primært som følge af mere end et kilo aluminium.

En blid hånd

Man kan ikke skyde nøjagtigt med en riffel, hvis aftrækket er dårligt! Riflens originale aftræk er ikke dårligt. Nærmere tværtimod. Tikka (og Sako) bryster sig af, at deres rifler har en meget hurtig lock time (tiden der går, fra aftrækket ”knækker”, til skuddet går). Et andet aftræk vil derfor ikke som sådan gøre CTR-riflen mere præcis. Til nøjagtige skud har jeg dog en forkærlighed for let stillede trykpunktsaftræk (to trin). Tikka-riflen har et direkte aftræk (et trin). Altså et uden et fortræk. Mange jagtriflers aftræk står derudover temmelig højt i aftræksvægten fra fabrikken (også Tikkas). Nogle kan relativt let justeres (herunder Tikkas), men som regel ikke til mindre end ca. 1.000 gram (gælder også Tikka). Og det er lidt i den høje ende til en riffel, der primært skal bruges til regulering, hvilket fordrer meget nøjagtige skud. Et aftræk, der står let, er dog ikke nødvendigvis fordelagtigt til andre former for jagt. Men det er det til det påtænkte formål.

En billig løsning kunne være at skifte fjederen i originalaftrækket, hvorved vægten kan justeres ned til omtrent 600 gram. Men det vil fortsat være et direkte aftræk (et trin). Jeg foretrækker som sagt et trykpunktsaftræk (to trin) til den påtænkte jagtform. Derfor nøjedes jeg ikke med en ny fjeder, men udskiftede riflens originale aftræk med et totrins-aftræk, som kan justeres ned til ca. 250 gram i fortrækket (første trin) og Det ellers udmærkede direkte Tikka-aftræk skiftede jeg ud med et trykpunkts-matchaftræk med sikring. Det tager blot fem minutter. En anden mulighed er at skifte aftræksfjederen, for derved kan det originale aftræk justeres længere ned i vægt. ca. 450 gram i trykpunktet (andet trin).

(Artiklen fortsætter under billedet)

Støtteben

En ”varminter” (riffel særligt til skadedyrskontrol, red.) skal naturligvis kunne skyde stabilt fra en bipod. Jeg monterede derfor en bipod-montage (spigot) under skæftet. Det gøres meget nemt, da det rigide alu-chassis har et M-LOK interfacesystem med såkaldte slots” i bunden til montering af diverse.

Riflen er dermed forberedt til en bipod med et lavt tyngdepunkt, hvilket giver den høje stabilitet, som er nødvendig ved afgivelse af halvlange skud til små mål.

Rekyldæmpning og flimmerkontrol

Riflen totalvægt samt den gode ergonomi og balance er med til at begrænse rekylen. Men det er ikke nok med passive foranstaltninger. En del af den bagudrettede kraft skulle også elimineres. Til det formål kunne jeg have valgt en ekstrem mundingsbremse. Sådanne er virkelig effektive rekyldræbere. Men de larmer også noget så frygteligt.

I stedet valgte jeg en anden løsning: en lyddæmper og rekylbremse i ét. Indrømmet, trods lidt indledningsvis skepsis så fungerer konstruktionen faktisk ganske godt. Hybriden er hverken verdens bedste lyddæmper eller verdens bedste bremse, men den er et rigtig godt kompromis. Sammenlignet med en konventionel lyddæmper er rekyldæmpningen bedre, og lyddæmpningen er sammenlignet med en konventionel mundingsbremse naturligvis fremragende. A-TEC hybriddæmperen gør det muligt at se, hvad der sker, når skuddet tages. Med det kalibermoderate, tunge og aktivt rekyldæmpede riffelsetup er det således meget nemt at holde fokus på målet i skuddet.

Bag duggede linser

Regnvåde og duggede kikkertlinser er bare irriterende. For når endelig chancen viser sig, står man der og fedter med ærmet af sin fleecetrøje og forsøger at tørre kikkertlinserne fri for vand. Og oftest gør det bare det hele meget værre. Men det er nemt altid at have tørre linser klar til øjeblikkelig brug. Bare sæt et par flipcovers på sigtekikkerten.

Det er en lille billig opgradering, der faktisk kan afgøre, om jagten bliver en succes eller en fiasko.

Camoufler din riffel

Endelig skal riflen naturligvis have sit helt eget særpræg. Man kan lade en professionel custom-coate riflen, eller også kan man selv kaste sig over det. Jeg valgte det sidste og gav riflen en omgang såkaldt rattle-can-camo (”rattle can” er slang for maling på spraydåse). Det er ikke så svært, og er man ikke tilfreds med resultatet, kan man altid starte forfra. Der er masser af muligheder for at udfolde sig kreativt. Jeg gik blot frem efter ”svampe-duppe-metoden”. Alle polymer- moduler blev afmonteret og fuldmalet med lyst sand (bortset fra pistolgreb, bagkappe, kindstøtte og fingerskruer).

Da jeg var tilfreds med sløringen, lod jeg det hele tørre og sluttede af med en omgang mat klarlak for at beskytte ”kunstværket” og samlede så skæftet igen. Sigtekikkerten nænnede jeg ikke at spraymale, i stedet fandt jeg noget camo-wrap i nogenlunde samme farver og lidt sløringsnet, som jeg satte på kikkerten.

Med nogle totter fra en badesvamp duppede jeg derefter først med en olivengrøn, dernæst en mørkere armygrøn og slutteligt med en efterårsbrun farve. Jeg gav også skæftet lidt staffage hist og pist ved at lægge et sløringsnet hen over modulerne og spraye med maling. Kikkertens flipcaps samt fronten på dæmperen fik også en omgang.

Jeg synes faktisk, at riflen ser godt ud i sit camo-outfit. Men sløringen er ikke bare pynt. Det gør en forskel. Skadevoldende vildt (ræve, krager mv.) er meget observante vildtarter, og alle konturer bør derfor sløres. Det gælder ikke bare jægeren, men også riflen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Væsentlig substans

Af den originale Tikka T3x CTR tilbagestår bundstykket, låsestolen og løbet. Men det er også meget væsentlige hoveddele, og derfor er det vigtigt, at disse er af god kvalitet. Og det er de. Låsen er kort og rigid, og løbet har både præcisions- og fartpotentiale med den semisvære profil og en længde på 61 cm. Tikka’en er købt i kaliber 6.5 Creedmoor, hvilket er alt rigelig til brugen. Set i lyset af en ganske mild rekyl i det tunge setup sammenholdt med, at 6.5 Creedmoor med strømlinede projektiler er ganske fladtskydende og vindtolerant, er der ingen grund til at ændre på ”motoren” i riffelsetuppet. Tikka’en har med alle modifikationerne fået et markant andet udtryk end i sin originalitet. Alt udstyr, der er monteret på riflen, samt øvrige ændringer, der er foretaget, er møntet på at optimere brugen af riflen.

Tilbage står blot spørgsmålet, om alle modifikationerne så har givet maskineriet bedre betingelser for at komme til sin ret. Altså; kan den skyde? Og det kan du saftsuseme tro, at den kan! Med nogle velovervejede hjemmeladede patroner skyder riflen ganske stabilt skudgrupper på mindre end 30 mm på 200 meters afstand. Det er fremragende.

Målet for en riffeltilpasning kan være hvad som helst: en hurtig drivjagtsriffel, en let pyrschriffel eller noget helt andet. Man skal tænke over, hvad der kan gavne den specifikke brug, og modificere riflen derefter. For det giver en ”tryg” fornemmelse at gå på jagt med et optimeret våben. Ryger man ud i et egentlig fuldblods riffelprojekt, inkluderer det typisk en våbensmed. Men har man lidt fingersnilde, kan man sagtens selv opgradere sin riffel med lette modifikationer, der alene har karakter af montage og lette justeringer mv.

Tikka-opgraderingen har til fulde indfriet forventningerne. Riflen er gået fra halvkedelig og anonym til nu at være en unik ”tack driver”, som er aldeles optimal til efterstræbelse af ræve og krager på markerne.