Ny verdensrekord i råbuk
Siden 1982 har den berømte Widtsköfle buk fra Sverige været den største kendte opsats fra råbuk. Den er nu blevet overhalet – to gange!
Som tidligere beskrevet i Jæger, så har en engelsk buk trængt sig på som ”trussel” mod Widtsköfle bukken, idet danske Mikkel Vendelin Olesen i juli 2022 skød en kæmpestor råbuk i Hampshire i det sydlige England.
Lige siden har om ikke verden, så i al fald mange jægere med passion for bukkejagt ventet i spænding på, om rygterne om trofæets rekord-størrelse nu også talte sandt. Eller sagt mere præcist: om CIC ville godkende den (altså ikke abnorm) og om den også ville overgå den berømte svensker.
CIC holdt møde i Rumænien i begyndelsen af juni, hvor bl.a. CIC senior dommer Fritz Heje Hansen var med. Her blev Olesens buk bedømt til 251,03 point – og altså ny verdensrekord!
(Artiklen fortsætter under billedet)
Men – men!
Træk nu vejret dybt ind - for den er faktisk blevet overhalet indenom at en mærkbart større buk, også fra England. En buk, som besynderligt nok er gået helt under radaren, både i Danmark og i store dele af resten af Europa, for den blev nedlagt så langt tilbage som den 11. maj 2006 i Dorset af en Thomas Troubridge.
Trofæet blev bedømt på et CIC møde i Levice i Slovakiet den 10. april 2008 af ikke færre end seks dommere fra CIC, og blev tildelt ufattelige 273,73 CIC point. Volumen var 428 kubikcentimeter og vægten var 1.274 gram. Middelstanglængden er 29,85 cm.
Jæger har været i kontakt med CIC dommer Iain Watson fra England, som har leveret overstående data. Iain Watson var i øvrigt mellem de tre dommere, som opmålte Mikkel Olesens buk. Danske Fritz Heje Hansen var en af de to andre.
– Fritz, hvordan kan det være, at vi ikke har hørt om den 273 points buk før nu?
– Ja, jeg kan godt se, at det kan undre, for jeg var heller ikke opmærksom på, at den var indehaver af rekorden. Jeg hørte kun rygter om den for år tilbage. Inden CIC-mødet i juni spurgte jeg en kollega, om Mikkel Olesens buk nu var ny verdensrekord, og svaret var nej – for det var Troubridges buk.
– Jeg var syg i en periode, og var derfor ude af billedet også hvad angår CIC.
(Artiklen fortsætter under billedet)
England er berømt
Det er velkendt blandt danske bukkejægere, at det sydlige England lægger jord til nogle meget store bukke med jævne mellemrum. Flere andre bukke har været oppe i høj vægtklasse – også højere end Widtsköfle bukken – men alle er blevet erklæret abnorme, nogle på grund af ”roeagtig” udseende.
Både Mikkel Olesens og Thomas Troubridges trofæer er ganske smukke og harmoniske.
Med til historien om, hvordan i al jagtens verden, at Troubridge bukken har haft rekorden i 16 år, ukendt af alle bortset fra de indviede, er nok, at hovedparten af englændere bestemt ikke kan kaldes trofæjægere. Det er der ganske simpelt ikke tradition for i England, og dermed heller ingen opmærksomhed.
Jeg har et par gange haft fornøjelsen af at jage eller medvirke i jagten på råbukke i Dorset, og det er en fantastisk biotop for råvildt. Jeg har overværet hvordan Palle fra Assens nedlagde en guldmedaljebuk hos en outfitter, som blev betalt af det pågældende gods for at skyde råvildt – fordi de var hårde ved slottets roser!
Hvis man googler på ordet ”pest control”, vil man få mange hits fra England, og med lidt research kan man finde firmaer, som tilbyder afskydning af råvildt – altså mod betaling. Så forskelligt er synet på råvildt, blot adskilt af Nordsøen.