Offentliggjort den: 24. juni 2024

Naturens egen medicin: I skovens dybe, stille ro

Efter fire år har projekt Naturlig Ressource haft 176 stress- og depressionsramte danskere igennem et forløb med fokus på naturen som værktøj til mental sundhed. Over 75 pct. af deltagerne kom styrkede ud på den anden side. Danmarks Jægerforbunds naturvejlederteam har - sammen med Syddjurs kommune - drevet projektet, og i torsdags udmundede det hele i en konference med et ønske om at dele de gode erfaringer.

Tekst og Foto: Jacob Munkholm Jensen

"Jeg har det væsentligt bedre end da jeg tilmeldte mig. Efter forløbet stoppede, er vi nogle stykker, der har mødtes en gang om måneden, hvor natur og bål har været samlingspunktet. Det er rigtigt godt, og jeg har stor glæde af det."

Sådan lyder et udsagn fra en tidligere deltager i projekt Naturlig Ressource, som via naturens virkemidler skal bekæmpe stress og depression. Der er noget i naturen, som det moderne (by)menneske har glemt, og som det mangler for at trives i en travl hverdag med tusind problemer, pligter, masser af larm og distraheringer. De, der jævnligt kommer derud - ud til skovens ro og stilheden i mosen - ved det jo godt, men det er, som om alle de andre, flertallet, har brug for at genopdage naturens enorme ressource.

Snart afslutter ellevte og foreløbigt sidste hold sit forløb i projekt Naturlig Ressource - et projekt med rod i Ringelmose Skov ved Kalø Vig, der siden 2021 har arbejdet med naturbasseret mental sundhedsfremme for stressramte voksne. Projektet er blevet til i et tæt samarbejde mellem sundhedsteamet i Syddjurs Kommune og Danmarks Jægerforbunds naturvejlederteam, og med jægerforbundets naturvejleder Rikke Laustsen som projektleder.

- I jægerforbundet har vi et naturvejlederteam, der hver dag arbejder med mange af de ting, som er fast DNA hos jægerne. I projekt Naturlig Ressource har vi taget flere af de her ting med os ud i skoven. Vi har selvfølgelig ladet geværet blive i skabet, men sammen med deltagerne har vi f.eks. gået stillegang - der er som pürchjagten - og vi har siddet helt stille, som når jægeren sidder i sin hochsitz og bare observerer naturen, forklarer Rikke Laustsen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

I løbet af perioden har i alt 176 borgere med stress eller depression været igennem forløbet, som har strakt sig over tolv aftener á tre timer i skoven. Gennem det tolv ugers gruppeforløb er deltagerne blevet præsenteret for forskellige aktiviteter og øvelser i naturen, som skulle skabe grobund for en øget oplevelse af, hvilken positiv påvirkning naturen kan have på den mentale tilstand.

Og det, der for en jæger og andre naturmennesker kan forekomme som en indlysende sandhed, men som for andre kan være grænseoverskridende og fremmed, har virket efter al forventning. Hele 75,3 procent af deltagerne oplevede en positiv mental udvikling under forløbet, med større overskud i hverdagen, bedre søvnrytmer og mere ro i krop og sind.

De positive resultater blev fremlagt på en konference om naturbaseret mental sundhed, som Syddjurs Kommune og Danmarks Jægerforbund var værter for i torsdags, den 20. juni. Rammerne var Jagtens Hus, og vejret viste sig fra sin allerbedste side, da de cirka firs indbudte gæster fra kommuner, regioner, patientforeninger, mv. rundt omkring i landet mødte op for at høre mere om projektet og de store muligheder, som naturens helt oplagte ressourcer tilbyder.

- Vi vil så gerne hjælpe folk, der står på grænsen til en sygemelding med stress eller depression, eller som skal skubbes i gang igen, og projektets resultater har vist, at det virker over al forventning. Vi vil ikke holde på den viden og erfaring, vi har høstet i Naturlig Ressource. Vi vil tvært imod gerne dele, så det måske kan komme til gavn for andre, i andre dele af landet også, forklarer Rikke Laustsen om meningen bag konferencen, som bød på både oplæg fra de involverede og eksterne eksperter.

Og så var der ikke mindst frokost ved bålhytten omme i skoven bagved Jagtens Hus. De helt perfekte rammer i et smukt solskinsvejr.