Naturen dømmer ikke

- Godmorgen! Frisk?

Klokken er 7.04 den 28. oktober 2023, og jeg møder Jan Erik Pedersen, som er i gang med at gøre de sidste ting klar ved båden inden afgang. Temperaturen ligger under frysepunktet, og isen skal brydes, når man skal ud af den lille havn i Nuuk-bydelen Qinngorput. Eqaluit Parliit (Præstefjorden), tre kvarters sejlads fra Nuuk, er målet for dagens jagttur, og det er vigtigt at komme afsted tidligt, så vi er de første i fjorden. Derfor sejler vi afsted i mørket. Et mørke, som betyder, at vi skal være særligt opmærksomme på små isskosser, som i værste tilfælde kan sænke båden, hvis vi kolliderer med dem. Jan Erik ser frem til dagens jagt:

- Jeg er altid lidt spændt, når jeg skal på jagt. Selvom jeg har været på tusindvis af jagtture, glæder jeg mig lige meget hver gang, fortæller han siddende med morgenkaffen i båden.

Den sidste jagt

Dagens jagt er dog også lidt ekstra speciel på papiret. Det er årets sidste tur, da rensdyrjagten slutter et par dage senere, og den lange ventetid, til det bliver 1. august, begynder igen. Jan Erik har ikke skudt lige så mange dyr i år, som han plejer, fortæller han. “Plejer” betyder i hans tilfælde de seneste 45 år. Han har nemlig gået på jagt i det enorme bagland omkring verdens næststørste fjordsystem ved Nuuk, siden han var otte år gammel. Først med sin far som læremester og siden som læremester selv for sin egen søn.

Han kender dette land som sin egen bukselomme og har skudt hundred-, måske tusindvis af dyr.

Eqaluit Parliit (Præstefjorden) er et af de steder, Jan Erik husker tydeligst fra sin barn-dom. Han mindes, hvordan hans far lærte ham at fange ørred med hænderne i elven. Hvordan de slog telt op i flere dage og levede af naturen. Hvordan de tunge skridt, første gang han bar bagpartiet på et dyr, fik gråden til at trænge sig på. Følelser, som kroppen stadig besidder, og som er en af de helt vigtige årsager til, at jagten er så særlig for ham:

- Det udfordrer kroppen og sanserne. Det udfordrer alt ved en, som er givende på mange måder. Du bliver nødt til at forholde dig til dig selv herude.

(Artiklen fortsætter under billedet)

13 til 14 minutter pr. kilometer

Den dybblå farve maler himlen over fjeldtop-pene omkring os, da vi ankommer til fjordens munding. Jan Erik fastgør båden. Man skal være særligt opmærksom på tidevandet her, da det hæver og sænker sig op til fem meter. Jan Erik er utålmodig. Det stråler ud af ham. Som varmt vand, lige inden det koger. Han vil afsted. Dagene er blevet kortere her i slutningen af oktober.

Vi starter vores gåtur ind i den sneklædte dal omringet af fjelde. Sneen knaser under vores fødder. Her er stille. Så stille, at det runger for ørerne. Jan Erik ser hurtigt friske fodspor i sneen fra andre mennesker:

- Satans. De må have sovet herinde og gået tidligt afsted.

Han sætter sine fødder i de optegnede fodspor i sneen. Ser koncentreret ud. Følger dem nøje i 30 sekunder, før han udbryder:

- Jeg kan se på længden mellem fodsporene, at de går ca. 13-14 minutter pr. kilometer. Hvis vi bruger otte-ni minutter pr. kilometer, tror jeg, vi over-haler dem ca. tre-fire kilometer inde.

Vi små-jogger afsted for at fange dem foran. Den dybblå farve er blevet lysere med en snert af grøn over fjeldtoppene. To ryper i deres hvide vinterdragt flyver forbi os. Tre-fire kilometer senere møder vi ganske rigtigt, som Jan Erik har forudsagt, to andre jægere, som også er på årets sidste rensdyrjagt. Jeg smiler lidt forundret for mig selv. Overrasket over den præcise forudsigelse. Efter en kort snak bevæger vi os videre. Solen er på vej op over fjeldet. Jeg lægger mærke til, at Jan Eriks blik konstant er løftet mod fjeldet. Han spejder rundt i landskabet efter dyr, og kun sjældent ser han, hvor han træder.

Skuddet

- Shh! siger Jan Erik pludselig og kontant og sætter fingeren foran sin mund. Han spejder koncentreret med kikkerten foran sine øjne.

- Jeg kan se en lille flok et par kilometer lige fremme. Tyren er meget opmærksom, så vi bevæger os kun, når den gør.

Vi sænker skuldrene og lister afsted. Jan Erik siger, vi skal følge elven, da den tager noget af larmen fra den knasende sne under vores fødder. Med omkring en kilometers afstand til flokken får tyren færten af os, og flokken bevæger sig væk. Vi fortsætter vores gang. Med tungere skridt end før. Over de glatte sten i elven og videre op på en lille top. Jan Erik ser nogle små prikker i bevægelse på den anden side af en stor, frossen sø. Det er den samme flok med retning væk fra os. De er flere kilo- meter væk. Jan Erik står muse- stille. Vurderer situationen med rynkede bryn.

- Jeg tror, de (dyrene, red.) kan finde på at vende 180 grader og komme tilbage denne vej, så lad os gemme os bag den der og vente, siger Jan Erik og peger mod en stor sten.

Jan Erik kender sit landskab. Og det kender ham. Med fornemmelsen som en slags sjette sans, der forudser, hvad øjet ikke kan, skifter dyrene kort efter rute og bevæger sig direkte mod os. Tag dog ikke fejl: Det er ikke Jan Erik, der bestemmer herude, minder han mig om: Det er moder jord.

Jan Erik lægger roligt sin Sako 222-riffel klar på stenen, vi har gemt os bag. En riffel, som Jan Erik fik af sin far som ung. Dyrene fortsætter deres rute direkte mod os. I et øjeblik forsvinder dyrene fra vores syn. Hvor blev de af? Jan Erik holder roligt sin position, og pludselig står flokken 15 meter foran os. Han tager sigte. Ned-lægger første dyr. Lader. Næste dyr. Resten af flokken lunter forvirret i en cirkel omkring os og bevæger sig så videre. Jan Erik går direkte mod de to nedlagte dyr og begynder at brække det et ad gangen. Det er omkring 10 graders frost, så man skal i gang med det samme, så kulden ikke bider sig fast i kroppens indre.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Historiens vingesus

Historisk levede Jan Eriks forfædre af fangstdyrene. Sener blev brugt til sytråd, og skind til tøj som beskyttelse mod kulden. En historie, som Jan Erik bærer med sig ind i nutiden:

- Det at gå på jagt og komme hjem med kød til familien er stort. Det er en del af mig og min opdragelse. En del af, hvem jeg er. Når jeg er herude, sørger jeg for at udnytte så meget af dyret som overho- vedet muligt. Ligesom min far og hans far også gjorde det.

Tre kvarters tid efter det første skud lød, er Jan Erik færdig, og dyrene klar til at blive båret ned til båden. Han binder sirligt dyrene fast til sit bærestativ og tager selen på hovedet. Jeg bærer bagpartiet fra det ene dyr på nakken. Foran os venter en tur, som ikke umiddelbart synes af meget. Ca. seks kilometers vandring. Men med omkring de 50 kilo på ryggen i det sneklædte fjeldlandskab venter en fysisk udfordring af de større. Dét, som Jan Erik kalder “den indre rejse”:

- Det er en form for terapi, jeg har brugt i mange år. Du skal kæmpe. Du kan ikke bare stoppe. Du SKAL komme ned med dyret, og du bliver presset helt derud, hvor dine parader forsvinder.

Naturen heler

På tilbageturen er Jan Eriks blik vendt nedad. Med fokus konstant rettet mod det næste skridt. Sveden pibler fra panden, og et fast og målrettet udtryk lyser fra Jan Eriks ansigt. Vi holder en kort og tiltrængt pause halvvejs nede. Solens varme stråler finder vej mellem to fjeldtoppe. Jan Erik tager en slurk af sin obligatorisk medbragte Faxe Kondi.

Da vi ankommer til båden en time senere, er det blå morgenlys, vi så fra morgenstunden, stille og roligt på vej retur. Jan Erik gør båden klar og finder den klassiske afslutning på jagtturen frem: kaffe og roulade. Med en behagelig fart på 15 knob bevæger vi os tilbage mod Nuuk. Ikke tomhændede. Men tømt for kræfter og ro på de indre linjer.

Jan Erik fortæller:

- Jagten har jo nok været lidt en flugt på grund af min ordblindhed. Naturen, den heler, den dømmer ikke. Det er kontant afregning hver gang.