Offentliggjort den: 11. januar 2024

MST: Skån vandfuglene i det kolde vejr

Jægerne bør tage særligt hensyn til de vandfugle, der er jagttid på i januar. De er presset af det kolde vejrs is, sne og kulde. Ikke mindst de fugle, som samles i isvåger på frosne søer og fjorde. Sådan lyder opfordringen fra Miljøstyrelsen.

Tekst: Miljøstyrelsen
Foto: Colourbox

Svømmeænder, troldænder, bjergænder, hvinænder, blishøns og andre vandfugle samles nu i stort tal i vågerne på de søer og fjorde, som er begyndt at ise til i det kolde vejr. Det er et flot syn, og for jægere kan det også være et fristende syn.

Inden man griber haglgeværet og går på fuglejagt, skal man dog tænke sig om og huske at læse op på bekendtgørelsen om jagtmåder og jagtredskaber. Her står der udtrykkeligt, at man på fiskeriterritoriet ikke må drive jagt fra is eller inden for en afstand af 100 meter fra iskanten.

Det skriver Miljøstyrelsen (MST) i en nyhed på sin hjemmeside.

- Der er ikke et totalt forbud mod jagt på vandfugle, men det er vigtigt, at fuglene får fred, når de presses af kulden og samles i vågerne i isen, konstaterer kontorchef i MST Jens Skovager Østergaard.

Ingen planer om særfredning

I forbindelse med hårde isvintre kan det komme på tale at gennemføre en særfredning af vandfuglene, men Jens Skovager Østergaard vurderer ikke, at det vil blive aktuelt i dette jagtår, selv om der netop nu er is på en del fjorde og søer.

- Dels lover vejrudsigten nu mildere vejr, dels slutter jagttiden for fugle ved udgangen af januar. For svømmeænderne er jagttiden allerede udløbet på de ferske vande, siger han.

Han understeger dog, at man som jæger helt overordnet altid bør huske Vildtforvaltningsrådets jagtetiske regler, som bl.a. anbefaler, at man generelt ikke går på jagt i perioder eller områder, hvor vildtet er trængt, og det kan nogle vildtarter være i vintervejr, som det vi oplever i øjeblikket.