Mon det lykkes at sende 20.000 elefanter til Tyskland?
Det er selvfølgelig et søgt spørgsmål. Men derudover var budskabet på årets generalforsamling i CIC til den vestlige verdens skrivebordskritikere klart nok: Lad være med at forbyde trofæjagten. Den bekæmper fattigdom!
Som vi skrev tidligere på måneden, har man i det tyske medie Bild kunnet læse historien om, at Botswanas præsident truer med at deportere 20.000 af landets cirka 130.0000 vilde elefanter til Tyskland. Denne lidt alternative trussel kommer i kølvandet på et politisk ønske fra det tyske miljøministerium om at stramme reglerne for import af jagttrofæer på grund af bekymring for krybskytteri.
Men det er et udpræget misforstået hensyn at tage, som bare ender med at ødelægge den lukrative trofæjagt og kaste store befolkningsgrupper ud i fattigdom.
- Læs også: Usaglig foragt for trofæjagt
Dette budskab var iblandt de vigtigste pointer, da CIC, som er det internationale råd for bevarelse af vildt og vilde dyr, forleden afholdt sin 70. generalforsamling i Lissabon. Som medlem af CIC var også Danmarks Jægerforbund repræsenteret på mødet, hvor jagtfaglig chef Niels Søndergaard overværede ministrene for miljø, skov og turisme i henholdsvis Namibia og Botswana fortælle om den værdi, som bæredygtig trofæjagt tilfører lokalbefolkningen.
- Kort sagt, så bad de regeringerne i bl.a. Europa om at lade være med at blande sig i ting, de dybest set ikke har indsigt i. Man forsøger at bekæmpe fattigdom med bæredygtig trofæjagt, fordi der er så mange penge i det, og fordi det er fuldstændig forsvarligt overfor bestandene. Hvis ikke jagtturister kommer ind og f.eks. bortskyder overskuddet af elefanter, ja, så gøres det enten af krybskytter eller af professionelle jægere. Og så bliver der ingen arbejdspladser til lokalbefolkningen. Ingen turisme, forklarer Niels Søndergaard.
Han henviser desuden til et nu fire år gammelt filmklip, hvori Botswanas præsident Mokgweetsi Masisi appellerer til verden om at respektere den naturbevarelse, som f.eks. trofæjagten bidrager til. Samtidig understreger præsidenten, at den vestlige verdens tendens til moraliserende indblanding i afrikanske forhold både er upassende og har referencer tilbage til kolonitiden.
Se filmklippet med præsident Mokgweetsi Masisi i Voices from the frontline: Communities and livelihoods in Botswana her:
Udover problematikken vedr. trofæjagten, handlede CIC-generalforsamlingen selvfølgelig også om mange andre vigtige emner – såsom mange jægeres erkendelse af, at der skal gøres mere for at bremse biodiversitetskrisen, at jægere er blandt de største bidragydere til naturforvaltning og den bæredygtige jagt, og at de ad den vej bidrager til at skabe bro til mere biodiversitet og naturbevarelse.
Der blev også drøftet behov for befolkningernes sociale accept af jagten, hvis det skal være muligt at gå på jagt i fremtiden. Også en styrkelse af faktabaseret kommunikation om jagten og dens værdier er vigtig, for ad den vej at komme en stigende tendens til usandheder og manipulation i forkøbet. For blot at nævne nogle af de emner, der var på dagsordenen.
Alt i alt var det en både spændende og god oplevelse i Lissabon, hvor vigtigheden af det internationale samarbejde i CIC endnu en gang blev understreget.
Temaet i Jæger nr. 4, 2024, handler om jagtorganisationernes internationale samarbejde. I denne podcast kan du møde Niels Søndergaard, Danmarks Jægerforbunds jagtfaglige chef, som vil forklare os vigtigheden af det internationale samarbejde, hvor jægernes organisationer står sammen om jagten på den internationale scene. Lyt med her: