Offentliggjort den: 28. juni 2024

Massiv genopretningsindsats af havmiljøet

Regeringen og flere partier etablerer Havnaturfond med 500 mio. kr. til genopretning og beskyttelse af havets biodiversitet. DJ roser initiativet og har store forventninger til det kommende arbejde.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen

Regeringen og partierne RV, SF, EL og K er blevet enige om at oprette en Havnaturfond med en samlet bevilling på 500 mio. kr. Formålet med fonden er at genoprette og beskytte havets biodiversitet og økosystemer, der er blevet forringet gennem årtiers nedprioritering.

I 2024 afsættes 25 mio. kr. til konkrete indsatser. Disse omfatter en opskalering af genopretningen af Taarbæk Rev, kortlægning af danske havområder samt en undersøgelse af genopretningspotentialet for stenrev i Storebælt. Midlerne skal også bruges til udvikling af digital infrastruktur til miljødata og analyser af kumulative påvirkninger af økosystemet. Der afsættes yderligere midler i de kommende år: 100 mio. kr. i 2025 og 75 mio. kr. årligt fra 2026 til 2030.

- Vores havbund er en mosaik af forskellige naturtyper, som hver især er grundlag for forskellig biodiversitet. Men vi ved desværre ikke ret meget om, hvor naturtyperne er og hvad deres tilstand er. Derfor påbegynder vi i 2024 en omfattende kortlægning af havbunden for at blive klogere på, hvor havnaturfonden fremover skal prioritere genopretningsindsatser, så vi kan igangsætte indsatser der, hvor der giver mest mening, siger miljøminister Magnus Heunicke i en pressemeddelelse.

Fokus vil være på at opnå langvarige effekter af genopretningsprojekterne, og der vil blive foretaget effektovervågning for at sikre bedst mulig udnyttelse af midlerne. Havnaturfonden skal også bidrage med ny viden om sameksistens mellem vedvarende energiudbygning og hensyn til miljøet. En rådgivende komité bestående af relevante brancheorganisationer, grønne organisationer og fageksperter vil blive nedsat i 2025 for at komme med forslag og anbefalinger til nye indsatser. Fonden forventes oprettet ved lov i foråret 2025.

Store forventninger til arbejdet

Danmarks Jægerforbund er begejstret for nyheden om etableringen af en Havnaturfond:

- Jægerforbundet har store forventninger til arbejdet med en økosystembasseret tilgang til anvendelse af havets ressourcer. Derfor hæfter vi os naturligt ved, at der med fonden sættes fokus på at få organiseret og indsamlet viden om havet, siger chefkonsulent biodiversitet og havmiljø, Sabina Rohde.

Ifølge hende er der god grund til Danmarks Jægerforbunds bekymring for havet, ikke mindst på grund af fuglenes trængte levesteder.

- Danmark er med sine kystområder og geografi en meget vigtig lokalitet for en lang række trækfugle, og de lavvandede danske områder udgør er et stort og vigtigt spisekammer for fuglene mens de er her. Edderfugl, spidsand, troldand og pibeand blot for at nævne nogle få karakteristiske arter, har brug for at de indre danske farvande forsyner dem med mad og mulighed for ro, forklarer Sabina Rohde.

Og når havet har det skidt, ja, vil de fugle, der lever på eller i tilknytning til havet, selvfølgelig også være dårligere stillet.