Mårhundens mange ansigter
Hvad ser du, når din håndspotter indfanger de tykke, røde konturer af en mårhund i nattemørket? Jesper ser en kommende Davy Crockett-hue, en alternativ bordlampe eller en pelskrave. Et flot trofæ fra en mindeværdig aften i mørke, kulde og regn. Kom med en tur ud til baitpladsen.
Vi er ude efter én af de invasive mårhunde. Det er regulering, men det gør jo ikke spændingsmomentet mindre. Vi kører et stykke ud af markvejen med lygterne slukket og får snakket af, da Jesper Schmit slukker motoren. Fra nu af hersker tavshed og hvisken, for vildtet har lange øren. Vi stiger stilfærdigt ud og finder grejet frem, skydestok og riffel - en nydelig lille kaliber .223, perfekt til jobbet - en ekstra klapstol til mig og ikke mindst et par uundværlige håndspottere. Her er bælgmørkt, det blæser med vinden i den rigtige retning og om lidt småregner det endda.
- Det er gode forhold, forklarer Jesper, mens jeg ruller lynlåsen helt op i halsen og finder handsker frem. Vi er midt i den første uge i marts og der er endnu frost i jorden. Han forklarer: - Regnen dæmper lydene og vildtet bliver en smule mindre forsigtigt, en smule mindre årvågne.
Jeg nikker, sætter håndspotteren for øjet og afsøger omgivelserne, marken derude til højre og læhegnet lidt længere borte. Små røde klatter i det fjerne afslører harer, der sidder og sover på marken og en hvidbleg kontur i et læhegn viser sig at være en stor kampesten, som er blevet lunet af dagslyset, og som endnu afgiver en smule varme. Et stykke borte, langt nede ad hjulsporet, lyser bilens motor op i en skarp rød farve.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Skyd kun par fra april
Jesper er ivrig mårhundejæger. Gennem en årrække har han specialiseret sig i denne særlige niche og passer flere baitpladser rundt omkring på Djursland. Men så vidt har året været fattigt. Kun seks mårhunde er det blevet til, og om lidt rinder forårssæsonen ud. Så snart der er risiko for hvalpe i graven – og det kan der være fra april og frem til juli – bør man kun skyde mårhunde, der går i par, for så har de nemlig ikke hvalpe. Jesper vil ikke risikere at bortskyde en oppattet tæve fra sit hjælpeløse kuld. Men når sommeren kommer og hvalpene kan klare sig selv, tager han igen afsted. Så er der atter håb om at pynte på årets statistik, ikke mindst i form af fældefangst.
Dog er årsagen til det pauvre udbytte faktisk en god historie:
- Det er fordi, de fleste er ved at være skudt bort heromkring. Der (i Jylland, red.), hvor der ikke er aktive reguleringsjægere, er der garanteret masser af mårhunde, men herude er vi ret aktive, og det er det samme for os alle. Vi ser bare færre mårhunde nu end tidligere, og det er jo gode nyheder. Det betyder, at det, vi laver, virker. I år har mårhundene været ret ustabile på baitpladserne, fordi der går så mange singler rundt og leder forgæves efter en mage, forklarer Jesper.
Hatte, pelse, huer og lamper
Ret forude ser jeg konturerne af baitpladsen med foderstativet, og jeg ved, at vildtkameraet må sidde lige i nærheden. Det kamera, der i aftes ved 20-tiden, altså for omtrent 24 timer siden, sendte et fint billede af en mårhund til Jespers telefon. Og mårhundene er vanedyr, som normalt vil komme omtrent samme tid hver nat. Men hvad er den nye normal? Jeg ser på klokken. Det er ved at være tid.
Jesper har ikke længere tal på hvor mange mårhunde, han har skudt - men det er mange, og ingen af dem er døde forgæves. For selvom man naturligvis ikke kan udnytte kødet til konsum, har dyret en smuk pels, der kan garves, og kranierne kan koges af og bruges som trofæ. Selve det pelsede skrog forærer han til en kammerat, der er ornitolog, som lægger det ud til rovfuglene og fotograferer dem under festmåltidet. Af den garvede pels kan Jesper fremstille halskraver og flotte huer og hatte i forskellige former. Kranier og knogler forærer han til en kammerat, der er kunstner og som forvandler materialet til alternative lysestager, bordlamper og andre former for særpræget brugskunst, der sælges på goth markeder, festivaler og andre steder.
(Artiklen fortsætter under billedet)
- Folk er helt vilde med de ting, siger Jesper og viser mig et foto af en bordlampe, fremstillet af en mårhunds rygsøjle og kranium, hvori lysdioden skjuler sig. Når man tænder for kontakten, lyser kraniet ud af øjenhulerne.
Det er en fryd at se så meget af dyret udnyttet så kreativt og idérigt. For når nu jægerne gør samfundet og naturens mangfoldighed en stor tjeneste ved at skyde dem bort, skylder vi så ikke mårhundene, hinanden og naturen, at vi udnytter så meget af dyret som overhovedet muligt?
Bedre held næste gang
Da vi når det skjul, som han har bygget ud af et par paller et halvt hundrede meter fra baitpladsen, stiller han skydestokken op og lægger riflen til rette med løbet pegende i retning af fodertruget. Vi sætter os i skjulet og giver os til at vente, og der går ikke ret mange minutter, før jeg ser noget pusle derude. I håndspotterens sælsomme, termiske lys, fremstår et dyrs pulserende varme krop som en rød, organisk klat midt i alt det grå. Jeg holder vejret.
- En ræv, hvisker Jesper, og jeg må give ham ret for det er tydeligt nok: Lange ben og spidse ører, den lange hale og hurtige, snarrådige bevægelser. Hele tiden standser den op, kortvarigt, og lytter, spejder i retning af vores skjul og snuser så videre. - Mårhundene er så forsigtige og bevæger sig så langsomt, at vildtkameraet ofte slet ikke registrer dem, hvisker Jesper mens vi betragter ræven.
Jeg synes ellers at vi er stille som graven, men der går ikke ret mange øjeblikke før den har observeret os, tøver lidt og lusker af. I løbet af de kommende timer får vi besøg af flere ræve, men ingen mårhund.
- Denne gang tog den fusen på os, men før eller siden skal jeg nok få ram på den, erklærer Jesper optimistisk, da vi lidt senere har pakket sammen og trasker tilbage mod bilen.
For der var jo ingen, der sagde noget om, at det skulle være let. Men spændende? I hvert fald.
