Klogere på kragefuglene
Nyt projekt skal gøre os klogere på de intelligente kragefugle, som pga. deres rolle som prædatorer ofte er kilde til upopularitet. Du kan hjælpe os ved at dele oplysninger om kragefuglene i et spørgeskema, uanset hvor du møder dem: I din have, på jagtreviret eller andre steder hvor du færdes.
Krage, skade og ravn er fuglearter som mange har en holdning til og som mange har oplevelser med – både negative og positive. Hvad disse holdninger bunder i og hvilke oplevelser man har haft med vores danske kragefugle, som også tæller skovskade, allike og den sjældne nøddekrige, er af stor interesse for projektet ”De kloge kragefugle”. Projektet er et delprojekt under projekt ”Fællesskab gennem Fugle”, som er et projektsamarbejde mellem Dansk Ornitologisk Forening og Danmarks Jægerforbund, finansieret af 15. Juni Fonden.
Fugle med et blakket ry
”Det er Klogskaben og den vidt drevne Listighed, der har skabt Kragernes og Skadernes Ry, men det er ogsaa det, der har skabt deres slemme Rygte og gjort dem forhadte…”
Sådan skriver Poul Hansen i bogen ”Det sorte Pak” fra 1945, som netop omhandler kragefuglene. Som citatet antyder, er det ikke alle der har varme følelser for de intelligente fugle. En husskade som stjæler æg eller unger i småfuglenes reder og krager eller ravne som fanger harekillinger, vækker ofte stærke følelser. Og når det kommer til råger, der larmer og laver markskader, eller alliker, der bygger reder i skorstene, vil nogle også ønske at de finder et andet nabolag at slå sig ned i.
Netop kragefuglenes rolle som prædatorer er kilde til deres ringe popularitet i flere kredse. Men hvor stor betydning har det egentlig for bestanden af småfugle i haven eller småvildtet i det åbne land at kragefuglene tager deres del af æg og yngel? Mange oplever at andelen af især jordrugende fugle, der bliver taget som bytte, er blevet meget høj og det er derfor nærliggende at konkludere at kragefuglene er en væsentlig årsag til at flere jordrugende fugle er i tilbagegang. Hos småfuglene vil andelen af unger, der bliver taget som bytte, naturligvis kunne have en effekt på lokalt plan, men fødemangel har en større effekt på bestandene, end en husskade i nabolaget.
Gør os klogere
Projektorganisationerne ønsker at inddrage frivillige i projektet, med henblik på indsamling af data om kragefugle og deres indflydelse på bestande af andre arter, oplevelser med fuglene samt kortlægge hvilke holdninger, der er til de kloge fugle. Kragefuglene kaldes af nogle ”de sorte fugle” som en fællesbetegnelse, som kunne indikere at man betragter dem som flere alen af samme stykke. Men kigger man nærmere på deres adfærd, vil man opdage, at de er meget forskellige.
Du kan dele oplysninger om kragefuglene, uanset hvor du møder dem: I din have, på jagtreviret eller andre steder hvor du færdes. Formålet er dels at kortlægge forekomsten af kragefugle og dels at undersøge, om tilstedeværelsen af kragefugle har en effekt på havens øvrige fuglearter, og hvilke holdninger der er til kragefuglene.
Hjælp os med at blive klogere ved at svare på vores spørgeskema her.