Kan vi bygge bro over generationskløften?
Det er titlen på en debat, som Danmarks Jægerforbund tidligere på dagen var arrangør på ved Naturmødet 2024. Her debatterede deltagerne, hvordan vi bedst muligt står sammen om en bedre fremtid for naturen.
Mange unge klimainteresserede fylder tilskuerpladserne ved Thunderdome scenen på naturmødet fredag formiddag. Snakken summer i det store telt, da ”Thunderstruck” med AC/DC buldrer ud af højtalerne. Tine Gøtzsche byder velkommen, og publikums blik rettes mod scenen.
Panelets alderssammensætningen er helt modsat publikum, her er en overvægt af mænd + 45. Længst til venstre står direktør i Danmarks Naturfredningsforening, Lars Midtiby, ved siden af ham DJ’s formand, Claus Lind Christensen. I midten er Torben Kaas, der er formand i Danmarks Sportsfiskerforbund, derefter Egon Østergaard formand for DOF BirdLife og ved siden af ham panelets yngste deltager: 30-årige Sofie Graarup Jensen, der er kasserer i De Unge Biodiversitetsambassadør (DUB).
Der er lagt op til en debat med forskellige særinteresser, men med en fælles forkærlighed til naturen.
- Læs også fra DJ på Naturmødet: Skyd – eller skyd ikke?
(Artiklen fortsætter under billedet)
Natursyn
I samfundet ser vi en tendens til, at generationernes syn på naturen, klimaet og biodiversiteten ikke er ens: De unge kræver handling her og nu, mens de ældre gerne ser tiden an. Men fælles for alle aldersgrupper er, at vores oplevelse af naturen er positiv. Ifølge en undersøgelse fra Friluftsrådet vurderer 97 pct. af danskerne deres seneste besøg i naturen eller landskabet som en positiv eller meget positiv oplevelse.
Der er altså ingen tvivl om, at naturen har en stor betydning på tværs af generationer, så hvordan kan vi stå sammen om en bedre fremtid for naturen?
Revselstale til alderdommen
Sofie Graarup Jensen får ordet kort inde i debatten. Hun præsenterer DUB’s revselstale til alderdommen, der begynder med en løftet pegefinger til jægerne.
- ”Jamen vi planter for vildtet! Vildtagre giver foder og sitkaer giver skjul”, siger I. Og det er da meget fint, men har I spurgt eghjorten, hasselmusen eller rødlig perlemorssommerfugl om de gider bo i en vildtremise. Næh – I havde for travlt med at slippe en million halvtamme asiatiske fasaner ud, mens I skyder mårhunde med metoder, der ikke er tilladt for nogen anden art.
I resten af talen langer Sofie Graarup Jensen ud efter forskellige brugere af naturen, og talen bliver belønnet med en kæmpe klapsalve.
Claus Lind Christensen anerkender, at Sofie Graarup Jensen har ret i nogle af pointerne. Han besvarer talen med en opfordring til dialog.
- Der findes mange misforståelser, og der er brug for dialog. Jeg er en del af naturen, og den forandrer sig. Lad os tale om, hvordan vi bedst hjælper den sammen.
Fælles løsninger
Blandt alle debattører er der enighed om, at naturen står overfor en række udfordringer, og for at løse dem bedst muligt er der brug for alle kræfter. Flere af deltageren er åbne for at lære af hinanden og arbejde på at finde løsninger i fællesskab.
Claus Lind Christiansen afslutter debatten med at invitere DUB til et møde for at skabe en dialog og dele erfaringer. Det ville de meget gerne.
- Læs også fra DJ på Naturmødet: Plastik eller ej