Jagttidsrevision
Det er Vildtforvaltningsrådet (VFR), der indstiller arter for jagttidsrevision til miljøministeren. Forinden er der en proces i DJ og i Vildtforvaltningsrådet samt en faglig proces for at sikre det biologiske grundlag for jagttidsrevisionen.
Revision af jagttiderne sker hvert fjerde år. Det kalder vi den ”store runde”. Derudover kan der hvert andet år tages arter op, hvis der et særligt behov for at vurdere en arts jagttid. Det kalder vi den ”lille runde”. Endelig kan arter løbende tages op til vurdering, hvis helt særlige forhold taler for det. Det kunne være meget valide indikationer på kraftig tilbagegang eller akutte ændringer i internationale aftaler og/eller lovgivning. Lige nu står vi overfor en ”stor runde”.
Proces i jægerforbundet
Allerede i sommeren 2023 gik vi i gang med at forberede os til den kommende jagttidsrevision. Hovedbestyrelsen besluttede en proces i Danmarks Jægerforbund (DJ), der bl.a. indeholdt afholdelse af en række lokale møder i kredsene for input til jagttidsrevisionen. På møderne har alle medlemmer af DJ haft mulighed for at få indflydelse på, hvilke arter der indstilles til jagttidsrevision fra DJ.
Møderne i kredsene blev afholdt ultimo 2023, og formålet var også at sætte fokus på vildtforvaltning i dansk og internationalt perspektiv og få belyst de udfordringer, det indeholder. Samtidig har vi informeret om jagttidsprocessen. Og vigtigst af alt fik vi vigtig input til de arter, der ønskes jagttid på, eller arter, der bør revideres jagttid for – dog under forudsætning af, at der juridisk, biologisk og etisk er grundlag for det. Dette med henvisning til Vildtforvaltningsrådets princippapir for jagttidsfastsættelse. Bestandsovervågning, behov for at styrke dataindsamlingen, så vi kan dokumentere jagtens bæredygtighed, og at vi opfylder eventuelle forvaltningsmål, var også et emne på møderne.
Indstilling af arter til revision
På baggrund af indstillinger fra organisationerne i Vildtforvaltningsrådet træffer Vildtforvaltningsrådet beslutning om, hvilke arter der skal revideres jagttid for. Der er enighed om, at der skal ske en skarp prioritering af arterne, så der ikke bruges unødige ressourcer på arter, der reelt ikke er relevante at revidere jagttid på. Når Vildtforvaltningsrådet har besluttet, hvilke arter der skal revideres, vil Nationalt Center fo Miljø og Energi (DCE) ved Aarhus Universitet blive bedt om at udarbejde en rapport med det biologiske grundlag for fastsættelse af jagttider for de arter, det er blevet besluttet, at der skal revideres. Beslutningen om, hvilke arter der indstilles til revision, sker på Vildtforvaltningsrådets møde i marts 2024.
Jagttid for sika-, då- og kronvildt behandles i regi af den nationale hjortevildtgruppe, men jagttidsevaluering følger samme tidsforløb som de øvrige arter. Vildtforvaltningsrådet har allerede besluttet, at arterne edderfugl, husmår, hare og agerhøne, skal vurderes for mulig revision af jagttid. DJ's indstilling af arter, der skal vurderes for en mulig revision af jagttid, er blevet udarbejdet i DJ´s hovedbestyrelse med afsæt i input fra nævnte møder.
Processen kan opsummeres:
- Efterår 2023: Lokale møder i kredsene om vildtforvaltning og jagttidsrevision.
- Marts 2024: Vildtforvaltningsrådet træffer beslutning om, hvilke arter der skal vurderes og muligvis skal være genstand for revision.
- 2024: DCE udarbejder en videnskabelig rapport, der omhandler en vurdering af de indstillede arters jagtlige bæredygtighed set ud fra en stringent
biologisk vinkel. - 2024: Den faglige jagttidsgruppe under Vildtforvaltningsrådet bearbejder de udpegede arter og giver fagligt input til DCE´s rapport.
- Primo 2024: Online-møder i DJ, hvor vi orienterer om, hvilke arter der indstilles til vurdering.
- December 2025: Endelig indstilling til ministeren fra Vildtforvaltningsrådet.
- Vinter 2026: Ministeren træffer beslutning om revisionen af jagttiderne på baggrund af Vildtforvaltningsrådets indstilling.
- Juli 2026: Eventuelle ændringer i jagttiderne træder i kraft.
Processen i detaljer:
Fagligt biologisk grundlag
Når listen over arter, der skal vurderes og muligvis skal være genstand for jagttidsrevision, er besluttet af Vildtforvaltningsrådet, kan udarbejdelsen af det faglige biologiske grundlag begynde. Ændringer af jagttider foretages således dels på grundlag af en uvildig faglig biologisk vurdering fra DCE, og dels på baggrund af foreningspolitiske ønsker om udvidelser eller begrænsninger. Fastsættelse af jagttid på nye arter samt fredning af arter, der traditionelt er blevet drevet jagt på, forekommer dog kun i begrænset omfang – uanset ændringer i de biologiske forudsætninger. Ofte er det manglen på data om bestandsstørrelse og -udbredelse, der indirekte skaber bekymring hos organisationerne i Vildtforvaltningsrådet og dermed hindrer rådet i at nå til enighed om jagttid.
Faglig arbejdsgruppe
Vildtforvaltningsrådet har nedsat et underudvalg – den faglige arbejdsgruppe for revision af jagttiderne. Medlemmerne repræsenterer de organisationer, som sidder i Vildtforvaltningsrådet. Arbejdsgruppen skal medvirke til den faglige proces og gennemgang af de arter, der er behov for/ønske om at revidere. På en række møder gennemgår arbejdsgruppen arterne og kommer med fagligt input, som tages med i den samlede vurdering, som DCE giver.
Noget af det, DJ tidligere har præciseret, er, at det ikke altid er relevant at medtage ynglebestanden som et led i vurderinger af jagttiden på trækvildtarter, idet en række trækvildtarter alene gæster Danmark udenfor ynglesæsonen. Derudover mangler der data om de levende bestande, hvilket i nogle tilfælde er afgørende for en fremtidig vurdering af, om jagten på en given art er bæredygtig. Målet er, at fastsættelse af jagttider sker som en integreret del af en dynamisk, biologisk forsvarlig og objektiv vildtforvaltning.
Fremgangsmåden skal medvirke til, at der i Vildtforvaltningsrådet kan opnås enighed om eventuelle jagttidsændringer og ændringer i arternes aktuelle status som jagtbare eller ikke-jagtbare. Dette skal sikre, at drøftelserne foregår med et stærkere udgangspunkt i fakta og mere konkrete faglige spørgsmål.
Lokale jagttider
Proceduren for ønsker til lokale jagttider er, at vi skriver til jægerrådsformændene i de områder, som har lokale jagttider, og spørger, om de er tilfredse med deres særlige ordninger, eller om de har ønsker til ændringer. Sideløbende noterer vi løbende henvendelser om ønsker til lokale jagttider, som f.eks. kommer uopfordret fra lokale jægere. Disse henvendelser vil blive forelagt jægerrådsformanden i den givne kommune, som skal støtte det, for at de kan indgå i de samlede ønsker til lokale jagttider.
Hører vi ikke andet fra lokalt hold, vil de nuværende lokale jagttider blive indstillet til Vildtforvaltningsrådet. De reviderede jagttider forventes således at træde i kraft den 1. juli 2026.