Jagtskydning og Jægertrap: Vinden drillede
Regnen udeblev, solen skinnede, men vinden drillede deltagerne ved FM i Jagtskydning og Jægertrap ved stævnet den 27. og 28. juli 2024 på Herning Jagtcenter.
Vinden, der tiltog ikke mindst under de afsluttende skydninger om søndagen, fik af mange ellers særdeles velskydende deltagere i konkurrencerne skylden for, at flere af duerne fløj uskadte videre. Det var især sideduerne, der havde en tendens til at lave små hop, som i stedet for træf – blev til bum.
Arrangementet med omkring 800 deltagere i både individuel- og holdskydning var ellers velgennemført, om end der i den afsluttende finaleskydning mellem John Christensen fra Nibe og Omegns Jagtforening og Peter Kolding fra Krogager Jagtforening var nogle blandt publikum, der mente, at dommerne havde overset en træffer fra Peter Kolding. Kjeld Petersen fra Ryomgaard og Omegns Jagtforening havde egentlig også kvalificeret sig til forbundsmesterskabets finaleskydning, men han var efter sigende taget hjem og videre til Irland på duejagt.
I år var Bane 1 tildelt veteran- og juniorskytterne, mens superveteranerne og damerne brugte Bane 2. Om søndagen var seniorerne tildelt Bane 1, mens oldboys skød på Bane 2. Skydningerne blev afviklet, så man om søndagen var en smule forud for tidsplanen, hvilket betød, at alle efter præmieoverrækkelserne kunne vende hjemover ved 16-tiden.
Afslutningsvis blev der sagt tak til alle de medarbejdere og frivillige både DJ og HJC, der muliggjorde det flotte arrangement. Den nye Soundboks - doneret af DJ - viste sig at fungere; alle kunne høre, hvad der blev sagt.
Var der lidt malurt i bægeret, var det, at man kunne ønske sig, at der var flere af de deltagende skytter, der valgte at prioritere at være til stede ved præmieoverrækkelserne. Alle ser nu frem til næste års FM i Ørre. Det blev nemlig oplyst, at der nu ligger en samarbejdsaftale mellem DJ og HJC, som rækker fem år frem i tiden. Til lykke med den!
FM i Jagtskydning, holdresultater
Veteranhold:
Krogager Veteran 1 fra Krogager Jagtforening skød 111/123 og kunne dermed bestige præmieskamlen som vindere af deres række. Sølvet gik til Sevel Jagtforening med 110/126, mens tredjepladsen og bronzen blev snuppet af Feldballe Veteran fra Feldballe Jagtforening med 109 træffere i 120 skud. Hele 35 veteranhold deltog.
Superveteranhold:
SV Ryomgaard fra Ryomgaard og Omegns Jagtforening var også særdeles velskydende. Med 110/126 vandt de guldet med sølvvinderne Herborg-Videbæk Superveteraner fra Herborg-Videbæk Jagtforening lige i hælene med 108/123. Tredjepladsen med 108/1127 blev taget af Gribskov Superveteran fra Gribskov Jagtforening. Der deltog 23 hold i superveteranklassen.
Juniorhold:
Hedehusene Fløng Jagtforenings hold, HFJ Junior, vandt guldet med 109/124 efter omskydning. Lund Junior 1 fra Lund Jagtforening var lige i hælene på vinderne og tog sølvet med 109/125. Sevel Junior fra Sevel Jagtforening fik knapt så mange træffere - nemlig 102/125, og tog dermed tredjepladsen og bronzen. Der deltog fire juniorhold.
Damehold:
HFJ Veteran 1 fra Hedehusene Fløng Jagtforening tog sikkert guldet med 109/125, efterfulgt af Hedensted – St. Dalby Jagtforening med 105/125. På tredjepladsen med 103/132 kunne Sevel Dame 1 modtage bronzemedaljerne. Der deltog ni damehold.
Seniorhold:
Skjern 1, fra Skjern Jagtforening, vandt guldet med 117/122. Lige i hælene fulgte Ørre-Sinding 2 fra Ørre – Sinding Jagtforening blot med en enkelt træffer mindre. Tredjepladsen gik til Sevel Senior 1 fra Sevel Jagtforening med scoren 114/120. Der var tilmeldt 45 seniorhold.
Oldboyshold:
Hedehusene Fløng Jagtforenings HFD Oldboys 1 vandt med 114/123 guldet. Anderpladsen og sølvet gik til Strandager 1 fra Strandager Jagtforening med 112/122, mens Krogager Oldboys fra Krogager Jagtforening snuppede tredjepladsen med 112/122. Der var tilmeldt 31 hold.
FM i Jagtskydning, individuelle resultater
Veteran:
Peter Kolding fra Krogager Jagtforening imponerede med flot skydning og kunne tage hjem med guldmedaljen i den individuelle række med 40 træf i 42 skud. Sølvet gik til Viggo Madsen fra Sevel Jagtforening med 39/42, mens Steen Hansen fra Hedehusene Fløng Jagtforening skød 38/40. Der deltog hele 141 i veteranrækken.
Veteran Jægerrække:
Der var otte tilmeldte i klassen, som blev vundet af Bjarne Rullhøj fra Tranekær – Tullebølle Jagtforening med 36/44.Sølvet gik til Ole Sørensen fra Ørre – Sinding Jagtforening med 34 træf i 43 skud, mens tredjepladsen kom med hjem til Michael Schmidt fra Ryomgaard og Omegns Jagtforening med tallene 31/43 på kortet. Otte deltagere skød om pladserne i denne række.
Superveteran:
Kjeld Petersen var stabilt skydende, og med 40/41 vandt han guldet med hjem til Ryomgaard og Omegns Jagtforening. Andenpladsen gik til Hans Peter Honore´ fra Fredericia Flugtskytteklub med 39/40. Tredjepladsen og dermed bronzen tilfaldt Flemming Hansen fra Krogager Jagtforening. 107 tilmeldte skød om placeringerne i rækken.
Superveteran Jægerrække:
Blot otte havde tilmeldt sig Superveteran Jægerklassen. Vinder blev Torben Paikær Hansen fra Hvirring – Hornborg Jagtforening med 34/43. Peder Haaning Nielsen fra Fredericia & Omegns Jagtforening fulgte lige efter med 33/41 og fik sølv, og bronzen kom med hjem til Jørgen Kjær fra Hvirring – Hornborg Jagtforening med 31/42.
Junior:
De unge skytter er særdeles velskydende. 20 deltagere i klassen dystede om medaljerne. Efter tæt omskydning kunne Joachim Jørgensen fra Tølløse – Vipperød Jagtforening med 38/41 løfte guldpokalen, mens Simon Ventrup fra Hvalsø – Osted Jagtforening med blot en træffer mindre i samme antal skud tog sølvet. Bronzen gik til Mads Baarupdal fra Hedehusene Fløng Jagtforening med 37/40.
Junior Jægerrække:
Ryomgaard og Omegns Jagtforenings unge medlem, Bertram Nikolaisen vandt guldet med 34/43. Sølvet kom med 33/43 hjem til Emilie Nikoline Lindegaard fra Præstbro-Ørtoft Jagtforening, mens bronzen tilfaldt Rikke Jensen fra Vesterhede Jagtforening med scoren 28/43. Der deltog fire skytter i klassen.
Dame:
I klassen med 46 deltagere vandt Marie-Louise Achton-Lyng fra Hedehusene Fløng Jagtforening ikke overraskende guldet med imponerende 38/40 dog skarpt forfulgt af Kristina Skytte fra Sevel Jagtforening med ligeledes flotte 38/42. Der måtte dog omskydning til med Solveig Venø Madsen ligeledes fra Sevel Jagtforening til, før fordelingen mellem sølvet og bronzen var på plads. Solveig fik 38 træffere i 42 skud.
Dame Jægerrække:
Otte kvinder fra fem forskellige jagtforeninger havde tilmeldt sig klassen. Vinder blev Vibeke Granzow Larsen fra Hagested-Gislinge Jagtforening med 36/42. Sølvet Lis Boje med 33/43 med hjem til Feldballe Jagtforening, mens tredjepladsen og bronzemedaljen blev overrakt til Lone Mørk fra Hjallerup Jagtforening med 32/40.
Senior:
Fire seniorer havde i første runde skudt 39/40. Guldet gik til Søren Schmidt fra Køge – Herfølge Jagtforening, for i omskydningen at levere 16/16. Skarpt forfulgt med 15/16 fik Emil Sivebæk Mikkelsen fra Nees-Bøvling-Lemvig Jagtforening sølvet, mens Bjarke Norvang fra Hedehusene Fløng Jagtforening med en due mindre i omskydningen fik bronzemedaljen med hjem. Der deltog 95 skytter i rækken.
Senior Jægerrække:
35 skytter var tilmeldt rækken. Her trak Kim Grubbe fra Aulum Grove Jagtforening det længste strå og vandt guldet med 37/42. Sølvmedaljen fik Per Brødsgaard fra Vesterhede Jagtforening med hjem for sit resultat 37/44, mens Kasper Secher Schultz vandt tredjepladsen med 36/41.
Oldboy:
John Christensen fra Nibe og Omegns Jagtforening skød flotte 40/41 og vandt guldet. Lige efter kom Ivan Mølgård fra Sevel Jagtforening med 39/40. Efter omskydning om bronzen med Henrik Jensen fra Brodal Jagtforening (de havde begge 39/43) fik Ole Pedersen fra Ødsted Jagtforening bronzemedaljen med hjem. Der var 68 tilmeldte oldboys.
Oldboy Jægerrække:
Vinder blandt de otte tilmeldte i rækken blev Steen Trabjerg fra Holstebro Strandjagtforening. Med 36/41 vandt han knebent over sølvmedaljevinderen, Frank Pedersen fra Thorning og Omegns Jagtforening med 35/40. Bronzen gik til Jens Hassel Reffstrup fra Vejle Ådals Jagtforening med 35/41. OBS: ingen af vinderne var til stede ved prisoverrækkelsen!
Forbundsmesterskabsfinalen:
John Christensen fra Nibe og Omegns Jagtforening vandt guldet med denne fine serie: 40/41 – 38/41 og en total på 78/82. Nummer to og dermed sølvvinder, Peter Kolding fra Krogager Jagtforening, havde en knapt så stærk serie på 40/42 – 35/41 og en total på 75/83. Kjeld Petersen fra Ryomgaard Jagtforening skød en første serie på 40/41 og kvalificerede sig dermed til finaleskydningen men dukkede ikke op til finalen, da han havde andre planer.
FM i Jægertrap
Dame:
Guldet gik suverænt til Gitte Haue Rasmussen fra Tølløse – Vipperød Jagtforening med 44/50. Andenpladsen og sølvet kunne Jette Jørgensen fra Østfalster Jagtforening hjemtage, mens tredjepladsen blev vundet af Helle Vendelbo fra Sydlollands Jægerforbund – dog først efter omskydning med Jette Jørgensen. Der deltog ni skytter i rækken.
Junior:
Med 44/50 kunne Kasper Møller Rasmussen fra Syd-Vestsjællands Jagtforening kalde sig guldvinder. Andenpladsen skød Joachim Jørgensen fra Tølløse – Vipperød Jagtforening sig til med 41/50, og endelig tog Tobias Broløs fra Køge – Herfølge Jagtforening sig af tredjepladsen med 40/50. Der deltog fem juniorer i rækken.
Senior:
25 tilmeldte var der i seniorrækken. Alle særdeles godt skydende (dårligste resultat 44/50). Steen Hansen fra Hedehusene Fløng Jagtforening kunne med 49/50 trække sig ud af dysten med en guldmedalje om halsen. Sølvmedaljen gik til Palle Christoffersen fra Bredebro og Omegns Jagtforening med samme resultat. I omskydningen tabte Palle en enkelt due. Også bronzen måtte afgøres efter omskydning mellem Per Aaslo fra Syd – Vestsjællands Jagtforening og Claus Davidsen fra Sevel Jagtforening. Her var Per Aaslo en due bedre end sin konkurrent og sikrede sig dermed tredjepladsen.
Præmien til guld-, sølv- og bronzevinderen i finaleskydningen var et sæt Småland Hunter jagttøj, sponsoreret af Pinewood.