Offentliggjort den: 25. september 2024

Jagt på dagsordenen i EU

Hvordan står det til med samtalerne om jagt ”nede i EU,” og hvordan varetager Danmarks Jægerforbund de danske jægeres interesser i Bruxelles? Bliv klogere her.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen og Niels Søndergaard
Foto: Niels Søndergaard

Så sent som forleden trådte repræsentanter fra de nordiske jagtorganisationer sammen i det fælles forum Nordisk Jægersamvirke (Island, Sverige, Finland, Norge og Danmark), for bl.a. at drøfte fælles interesser i EU. Tilsammen repræsenterer de nordiske lande knap en million jægere, og er derfor en ikke uvæsentlig faktor i det fælleseuropæiske jægersamarbejde, FACE (Federation of Associations for Hunting and Conservation of the EU).

På mødet drøftedes bl.a. udfordringer med manglende og ringe levesteder for mark- og trækvildt i EU, udfordringer med store rovdyr, forvaltning af elg i Norden, og – ikke mindst – vigtigheden af bestandsovervågning og dataindsamling på tværs af landegrænser.

Nordisk jagtkultur bør udbredes i EU

Fra Danmarks Jægerforbund var det formand Claus Lind Christensen og Niels Søndergaard, chef for vildtforvaltning og interessevaretagelse, der deltog i mødet.

-I Danmarks Jægerforbund mener vi, at den jagtkultur, vi dyrker i Norden, bør udbredes så vidt muligt til resten af Europa. I Norden nyder vi jægere en høj grad af accept fra det omgivende samfund, og det er langt fra tilfældet alle andre steder i EU. Derfor er det så vigtigt at samarbejde om at udbrede den nordiske tankegang, samtidig med at det er helt afgørende at vi i hele EU – på tværs af forskellighederne – formår at stå sammen og tale jagtens sag med én fælles stemme, siger Niels Søndergaard.

Alt sammen noget, der ligger i tråd med jægerforbundets strategimål om internationalt samarbejde. Heri hedder det bl.a. at danske jagtinteresser varetages i international sammenhæng, så grundlaget for bæredygtig jagt udbygges og sikres såvel nationalt som internationalt. Målets succeskriterier er, at Danmarks Jægerforbund har reel indflydelse på jagtkulturen i Europa og indgår i både nordiske, europæiske og globale samarbejder om jagtlig interessevaretagelse, samt at den nordiske tilgang til vildtforvaltning og jagtkultur fremmes i EU sammenhæng og danner præcedens for interessevaretagelsen i FACE.

Europaparlamentsvalget 2024

Som bekendt fandt europaparlamentsvalget sted tilbage i juni 2024. I løbet af valgkampen spillede Nordisk Jægersamvirke (NSJ) en central rolle i FACE’s valgkoordination og ledede en jagtfaglig taskforce op imod de europæiske valg.

Den nye sammensætning af Europa Parlamentet efter valget forventes at skabe nye dynamikker i EU, men det er stadig uklart, hvordan dette vil påvirke jagt- og biodiversitetsspørgsmål. Kort opridset kan følgende konklusioner nævnes:

Politisk kontekst:

  • Det politiske miljø kan være gunstigt for jægere i forhold til lovgivning, men afhænger af de specifikke sager under forhandling
  • Centrum-højre og det yderste højre støtter minimal regulering af jagt, mens støtte til biodiversitetsspørgsmål, især småvildt, er usandsynlig
  • En udfordring består i at identificere og samarbejde med MEP'er, der er både pro-jagt og pro-biodiversitet. NJS og FACE skal arbejde strategisk for at fremme politikker, der tilgodeser både landdistriktsinteressenter og biodiversitet

Næste skridt:

  • At etablere relationer med nyvalgte MEP'er og følge op på deres valgløfter
  • At overvåge høringerne af den kommende kommissær og etablere relationer med den nye kommission, især miljøkommissæren
  • At Danmarks Jægerforbund sender medarbejdere til Bruxelles i efteråret 2024 og begyndelsen af 2025 for at deltage i disse aktiviteter, i samarbejde med NJS-sekretariatet og FACE.

Genetablering af tværpolitisk gruppe

Den 10. september 2024 viste 50 MEP'er støtte til genetableringen af den tværpolitiske gruppe "Biodiversitet, Jagt, Landdistrikter,” som ellers tidligere har været nedlagt. Tværpolitiske grupper er et forum for uformelle udvekslinger af synspunkter om specifikke spørgsmål på tværs af forskellige politiske grupper og for kontakt mellem medlemmerne af Europa-Parlamentet og civilsamfundet. Hver gruppe består af parlamentsmedlemmer fra mindst tre forskellige politiske grupper.

Under et arrangement, arrangeret af den spanske MEP Juan Ignacio Zoido, i samarbejde med FACE og ELO (European Landowners' Organisation), blev den socioøkonomiske betydning af landdistriktsaktiviteter fremhævet. Zoido og talere som Torbjörn Larsson fra FACE og Jurgen Tack fra ELO understregede gruppens vigtige rolle og nødvendigheden af at genetablere den for at fortsætte med at repræsentere landdistriktsinteresser i EU's politiske beslutninger.

Tværpolitiske grupper som "Biodiversitet, Jagt, Landdistrikter” er ikke officielle organer i Parlamentet, men anerkendes af Parlamentet. De nedsættes efter aftale mellem formændene for de politiske grupper ved begyndelsen af hver valgperiode.
Med andre ord: Jagten er tilbage på dagsordenen i EU, og som en del af FACE og Nordisk Jægersamvirke vil Danmarks Jægerforbund arbejde for at opretholde en tæt kontakt med gruppens medlemmer.