Jægerforbundet har fået nyt natursyn
På årets repræsentantskabsmøde vedtog de delegerede et nyt natursyn, som tapper ind i en fremtid med alvorlige udfordringer for natur og klima. Natursynet fokuserer på genopretning af de pressede økosystemer, både i havet og på landjorden.
Du spørger måske: Hvad er et natursyn, og hvad skal vi bruge det til? Natursynet skuer frem og kan anvendes i en nutidig og fremtidig kontekst. Det definerer forbundets overordnede holdning til naturen og fastsætter et grundlag for, hvordan man arbejder med at sikre visionen om God jagt i generationer.
Med andre ord: Natursynet spiller en afgørende rolle, ikke blot som rettesnor for hvordan jægerforbundet selv skal agere nu og i fremtiden, men også i forhold til hvordan omverdenen ser på jægerforbundet.
Alvorlige udfordringer for natur og klima
Da Danmarks Jægerforbunds 365 delegerede i weekenden var samlet til det årlige repræsentantskabsmøde i Vingsted Centret, skulle der blandt andet stemmes om et nyt natursyn. Det gamle, det såkaldte RASK Natur, havde eksisteret siden foråret 2016, og det var på tide at definere en ny vej i en ny virkelighed.
- De alvorlige udfordringer for natur og klima har medført bl.a. EU’s biodiversitetsstrategi, EU’s Naturgenopretningslov, EU’s Taksonomiforordning og senest et kompromisforslag fra ”den grønne trepart” her i landet, som tilsammen vil ændre spillepladen for naturforvaltning i Danmark. Af den grund var det nødvendigt, at jægerforbundet fik et nyt natursyn, siger Christian Clausen, medlem af hovedbestyrelsen og formand for den arbejdsgruppe, som har udarbejdet forslaget.
Udover Christian Clausen bestod arbejdsgruppen af Anders Poulsen, formand for Skive Jægerråd, Jacob Foged, formand for Svendborg Jægerråd, Johan Bollhorn, medlem af Trækvildtudvalget, samt Lene Midtgaard, jægerforbundets chefkonsulent for vildt og natur.
Processen startede allerede efter formandsmødet i september 2023, og første udkast blev forelagt hovedbestyrelsen i februar 2024. Derefter blev forslaget præsenteret på kredsmøderne rundt i landet, og der kom input fra formandsgruppen, som var indkaldt på Teams. Teksten blev løbende revideret i overensstemmelse med relevante forslag senest fra kredsenes delegeretmøder forud for repræsentantskabsmødet.
Fokus på genopretning af pressede økosystemer
For at sikre, at natursynet er retningsgivende og ikke mister aktualitet, skal det understøttes af positionspapirer om relevante emner, der tager udgangspunkt i DJ’s fastsatte politiske mål og succeskriterier. Disse papirer er imidlertid endnu ikke færdigarbejdede, hvilket da også skabte anledning til bekymring under debatten på repræsentantskabsmødet. Det blev f.eks. fremhævet, at man ikke kunne vide præcis hvad, det var man stemte om.
Men ifølge Christian Clausen består den største forandring i forhold til det gamle natursyn i, at det nye natursyn fokuserer på genopretning af de pressede økosystemer til vands og på land, som forudsætning for jægerforbundets vision om God jagt i generationer.
- Dermed flugter natursynet nu både med vores vedtægter og vores strategi, forklarer han.
I beskrivelsen af det nye natursyn fremgår det bl.a., at:
"Danmarks Jægerforbund (DJ) har en klar holdning til presset på naturen og vil deltage aktivt i at vende den negative udvikling. DJ står på naturens og vildtets side og vil som grøn organisation arbejde for mest mulig natur med plads til økosystemer i balance og stor biodiversitet. En natur, hvor jagten jf. DJ’s vedtægter udøves på et bæredygtigt grundlag, og hvor jagten og aktiviteter relateret til jagtudøvelsen til enhver tid foregår på en ansvarlig måde, så jagten bidrager til et artsrigt naturindhold med velfungerende økosystemer."
Efter debatten om det fremlagte forslag skred repræsentantskabet til afstemning, og Danmarks Jægerforbunds nye natursyn blev vedtaget med cirka 75 procent af stemmerne.
- Du kan læse mere om natursynet her