Offentliggjort den: 10. december 2024

Jæger-skribent bag ny strandjægerbog

Mange kender Niels Jørgen Henriksen som en dygtig og kyndig fagskribent i bladet Jæger. Med udsendelsen af erindringsbogen 'Strandjægerliv – minder og skrøner fra en svunden tid' viser han nu nye sider af sit talent med en mere fabulerende og humoristisk tilgang til emnet jagt og jægere.

Tekst og Foto: Pressemeddelelse

Strandjægerliv er et levende tilbageblik på livet i og omkring den lille havneby, hvor han voksede op blandt jægere og kystfiskere i 1960’erne og 1970’erne. Bogen tegner et spændende billede af et miljø, som rummede barskhed og bidske bemærkninger, men også humor og hjertevarme. Den giver et fængslende indblik i en helt særlig kystkultur, som ikke længere findes.

Sammen med hans egne jagterindringer fra dengang fortæller han også om andre af områdets strandjægere, der var navngivet i det miljø, de levede i; man møder bl.a. Balutten, Lodsen, Tjærebrødrene og andre hårdføre mennesketyper af en kaliber, der ikke længere findes. Det var dem, som forfatteren lærte jagtens og fiskeriets finesser af.

- Med købet af en tyvefods blankskrabet damjolle, som jeg, efter nogle få ture med min far, fik lov til at bruge, som jeg ville, blev jeg en del af miljøet på den lokale havn. Samme jolle gjorde det også muligt at besøge områder længere væk. Det var jagten og fiskeriet, der trak i mig. Men det er ikke mindst de farverige mennesker, jeg mødte i havnene rundt omkring, som jeg husker, kommenterer forfatteren i bogens forord.

I bogen kan man opleve kystfiskernes hårde liv med frihed og fællesskab og nyde de intense jagtberetninger, der er fortalt med nerve og solidt fagkundskab. Dermed er bogen både underholdende læsning og en spændende dokumentation af en helt særlig del af den danske jagts kulturhistorie.

Bogen Strandjægerliv er illustreret med forfatterens egne tegninger og udgives af Bogjagt.dk. Den kan købes i boghandlen eller direkte fra forlaget på www.bogjagt.dk.