Ivrig debat på Madens Folkemøde
Debatter, workshops, skuekøkkener, smagninger og samtaler. Den netop overståede weekend stod i madens tegn, da årets udgave af Madens Folkemøde blev afholdt på Lolland. DJ var med - både i debatten og på en kigger.
Fredag den 31. maj sidst på eftermiddagen på scenen ”Det vilde køkken” gjorde Madens Folkemøde en indsats mod invasive arter ved at tilbyde publikum at åbne og smage friske stillehavsøsters fra Vadehavet, så alle kunne bidrage med at spise os ud af problemet.
En livlig debat om dansk natur og invasive arter udspillede sig mellem Kasper Fogh, formand for Madens Folkemøde, Frank Erichsen fra TV-programmet ”Bonderøven”, lystfiskeren og jægeren Gordon P. Henriksen og DJ-hovedbestyrelsesmedlem Christian Clausen.
Er fasanen – det kedeligste stykke fjerkræ efter kalkunen – en invasiv art og kun indført på grund af sin tunge flugt, så selv dårlige skytter kan være med? Sådan spurgte f.eks. Kasper Fogh.
Bliver det nødvendigt at indføre kvoter for nedlagt trækvildt, som vi kender det fra USA? Det mente Gordon P. Henriksen, og der var almindelig enighed om, at en grådig afskydning ikke hører fremtiden til.
Skal naturen i Danmark have lov til at udvikle sig uden menneskelig indblanding, eller er det nødvendigt at forhindre en effektiv prædator som mårhunden i at etablere sig i den i forvejen pressede danske natur? En meningsudveksling mellem Frank Erichsen og Christian Clausen.
Vigtige emner og underholdende synspunkter mellem hinanden formidlede en sammenhængende synergi mellem jagt, gastronomi og mulighederne for en presset dansk natur.
- Læs mere fra Madens Folkemøde: Som at spise af skaberværket