I dialog med lokalpolitikerne
Esbjerg Jægerråd havde inviteret kommunens byrådspolitikere på en lækker vildtmenu og en uformel snak om aktuelle forhold i relation til jagten og vildtforvaltningen i kommunen. Det blev en god oplevelse for begge parter.
Stemningen var god og konstruktiv hele vejen igennem, da Esbjerg Jægerråd onsdag aften forsøgte sig med et helt nyt initiativ. De havde inviteret kommunens byrådsmedlemmer ud i Tjæreborg Jagtforenings klubhus til en vildtmenu og en efterfølgende snak om lokale jagtforhold. Hele ti af lokalpolitikerne, eller en tredjedel af byrådets medlemmer, havde til jægerrådsformand Frederik Højbjerg Nielsens store glæde takket ja til invitationen.
- Den første meldte sig til allerede få timer efter at vi havde sendt invitationen afsted, og siden kom den ene efter den anden og bekræftede, at der er en bred politisk interesse for emnet, fortæller formanden for det aktive jægerråd, der både kunne byde politikerne på røget andebryst, vildtpølse og vildtkebab og på en veltilrettelagt jagtfaglig information og dialog med fokus på de lokale emner.
Snak om skydebaner
Jægerrådet havde forberedt en udførlig dagsorden, som gæsterne forud for mødet havde modtaget på skrift med stikord, der kort opsummerede de enkelte punkters hovedindhold og særlige udfordringer. På den måde var alle godt forberedt.
Et vigtigt emne var skydebaner. Kommunens tre flugtskydningsbaner havde alle i større eller mindre omfang problemer med støjklager og nye støjmålinger, hvilket gav bekymringer for fremtiden. Men kontaktpersonerne fra de respektive skydebaner kunne også fortælle politikerne om, at de alle havde et godt samarbejde med kommunen.
En tilsvarende positiv melding kom i en orientering om brugen af kommunale områder til jagthundetræning, hvor jagthundeinstruktør Erik Madsen gav politikerne et godt indblik i, hvordan træningen blev grebet an og hvorfor den var vigtig.
- Hidtil har vi oplevet en enestående goodwill fra kommunen når det gælder arealer til hundetræning. Vi er meget taknemmelige, og håber at det fortsætter sådan, lød budskabet herfra.
Jægernes vigtige reguleringsindsats
Regulering af råger var et andet punkt på dagsordenen. De ansvarlige for jægernes frivillige indsats i Esbjerg, Ribe og Bramming, hvor der er kolonier i bymæssig bebyggelse, redegjorde for arbejdet og forklarede politikerne om sikkerhed, synlighed og formidling i forbindelse med indsatsen.
- Jeg går ud fra, at I er meget populære, lød det fra byrådsmedlem Henning Ravn fra Venstre, der kendte til rågernes stærkt larmende adfærd og anerkendte jægernes indsats.
Derefter gjaldt et reguleringen af mårhund og andre invasive arter. Her orienterede reguleringsjægerne Johnny Iversen og Ingvard Jensen om de mange timer, som lokale jægere bruger på fældefangst, gravjagt og anstandsjagt på baitpladser. Politikerne fik en stikpille til, at Esbjerg Kommune i modsætning til alle nabokommunerne ikke støtter reguleringsindsatsen økonomisk. Men de fik også en forsikring med hjem om, at jægerne gerne vil medvirke til at udarbejde en effektiv kommunal forvaltningsplan for de invasive arter, der kan sikre, at et økonomisk bidrag i givet fald kommer til at få fuld effekt i forhold til at varetage kommunens forpligtelser på dette område.
Solceller og naturgenopretning
En tilsvarende fremstrakt hånd kom i forhold til etablering af solcelleanlæg i kommunen, hvor jægerne vil gøre deres til at påvirke processerne derhen, at anlæggene så vidt muligt bliver anlagt uden høje hegn omkring og at muligheden for at opnå en bedre biodiversitet på de landbrugsområder, der lægges ud til solcelleparker, udnyttes bedst muligt.
- Vi vil meget gerne være med til at rådgive om og udføre naturvenlige tiltag i forbindelse med anlæg til vedvarende energi, lød det fra Finn Vind, der er Danmarks Jægerforbunds medlem af kommunens grønne råd og i øvrigt også idémanden bag mødet.
Finn Vind fortalte også om lokalpolitikerne om indsatsen i et planlagt storstilet naturprojekt ved Kongeåen, hvor Danmarks Naturfond efter planen skal overtage større arealer. Han appellerede til politikerne om at bakke op om jægernes arbejde for en løsning, der sikrer de forsatte muligheder for en bæredygtig og afpasset lokal jagt i området.
Endelig var der i aftenens program også lagt op til en snak om prisen på jagten i kommunens plantager, som jægerrådet lejer til markedsprisen og fordeler mellem medlemmerne af de lokale jagtforeninger. I takt med at mountainbikere, ryttere og andre naturbrugere fylder mere og mere, forringes mulighederne for jagten, og jægerrådet så gerne en genforhandling af prisen, der afspejlede dette forhold.
Tilfredse politikere …
Efter mødet var der en generel tilfredshed blandt lokalpolitikerne efter en aften i jægernes selskab. Byrådsmedlem Mikkel Ammitzbøll fra SF havde f.eks. i forvejen kun et perifært kendskab til jagt og vildtforvaltning, og han glædede sig over muligheden for at lære noget nyt.
- Det skader bestemt ikke, at man udfordrer sig selv lidt, og ikke bare tager med til det, som man kender i forvejen, erkendte han.
Hans byrådskollega Ulla Koman fra socialdemokratiet mødte op med en tilsvarende beskeden berøring med jagtens verden. Hun har prøvet at skyde lerduer en enkelt gang, og følger med på den lokale facebook-gruppe for mårhundejægere i kommunen, fordi emnet interesserer hende.
- På den måde vidste jeg, at der er mange jægere, der gør et stort stykke arbejde, forklarede den erfarne politiker, der har en særlig interesse for foreningslivet, og som derfor også glædede sig over at aftenen gav hende muligheden for at få et dybere indblik i det jagtlige fællesskab blandt de 2.000 jægere i Esbjerg kommunes 16 lokale jagtforeninger.
Efter at have hørt jægerrådets forskellige indlæg om i aftenens løb havde hun et meget konkret ønske ved mødets afslutning:
- Lav et oplæg til os om alt det vidunderlige, I går og gør, og de ønsker, I har. For vi lytter, men har ikke nødvendigvis overblikket, når vi går herfra, lød hendes konstruktive udmelding.
… og en tilfreds jægerrådsformand
Flere af de deltagende politikere foreslog, at arrangementet blev gentaget ved en senere lejlighed. Jægerrådsformand Frederik Højbjerg Nielsen er enig, og forventer, at jægerrådet vil invitere igen på et tidspunkt efter kommunevalget i 2025.
- Men nu har vi også etableret nogle kontakter, så vi eventuelt kan invitere dem enkeltvis, hvis det er relevant, fortæller han.
Han glæder sig over politikernes positive holdning til jagten og jægerne og deres interesse i at høre mere.
- Mange jægere har en idé om, at den, der lever skjult, lever godt. Den holdning har vi ønsket at gøre op med. For der er jo ikke noget af det, vi laver, som vi ikke kan forsvare, erklærer Frederik Højbjerg Nielsen, der uden tøven anbefaler andre jægerråd at invitere deres lokalpolitikere til tilsvarende arrangementer.