Husk at afmelde din reguleringstilladelse
Landmænd, som har fået tilladelse til at regulere vildt på deres marker af hensyn til afgrøderne, kan nu selv afmelde den, når marken er høstet, og tilladelsen dermed er udløbet.
Flokke af duer eller råger kan anrette store skader på en afgrøde, og kronvildt kan hærge en uhøstet mark, så det gør ondt i landmandens økonomi. Derfor åbner loven mulighed for, at man kan søge om tilladelse til at regulere såkaldt skadevoldende vildt uden for jagttiden under særlige forudsætninger og på bestemte vilkår.
Lodsejere, som har søgt og fået tilladelse til regulering, skal dog altid være opmærksomme på, at tilladelsen kun gælder, så længe der er en afgrøde på marken. Når marken er høstet, er der ikke længere en afgrøde at beskytte, og forudsætningen for tilladelsen er dermed bortfaldet.
Som noget nyt har lodsejerne nu fået mulighed for selv at afmelde reguleringstilladelsen i ansøgningsportalen VILREG, hvor man i sin tid oprettede ansøgningen. Afmelding kan klares digitalt via indberetningslinket, der står nederst i reguleringstilladelsen. Det er nemt og hurtigt, og på den måde viser man aktivt, man er klar over, at man ikke længere må regulere i forhold til den aktuelle tilladelse.
Det skriver Miljøstyrelsen i en nyhed på sin hjemmeside.
Det er ikke et lovkrav at afmelde sin reguleringstilladelse, når den er blevet ugyldig, men hvis man gør det, kan man spare både sig selv og Naturstyrelsens vildtkonsulenter for et eventuelt kontrolbesøg.