Hjælp med at undersøge harebestandene
Jægere i en række europæiske lande opfordres til at deltage i en spørgeskemaundersøgelse om harejagt. Alle jægere, der har nedlagt hare, kan deltage, og det tager kun cirka 10 minutter af din tid.
Nedlagde du én eller flere harer sidste år? Danmarks Jægerforbund og Aarhus Universitet opfordrer alle landets harejægere til at give deres besyv med i en spørgeskemaundersøgelse, som handler om jagtpraksis på hare. Der er tale om en undersøgelse, der rækker langt ud over Danmarks grænser og som foregår i flere europæiske lande på én gang.
Formålet med undersøgelsen er at få et europæisk overblik over harebestandenes størrelse og udvikling igennem de seneste 3 år (2021-24), samt om dette kan relateres til landskabets sammensætning og lokal forvaltningspraksis. Derfor omfatter undersøgelsen også angivelse af de jagtområder, hvor jægerne har nedlagt harer, eller de områder, hvor man har observeret harer.
I Danmark koordineres undersøgelsen af Aarhus Universitet, Institut for Ecoscience (AU/DCE) og Danmarks Jægerforbund. Du kan bidrage til undersøgelsen ved at klikke på linket her. Skemaet består af i alt 27 spørgsmål, og det tager ca. 10 minutter at udfylde det.
Resultaterne af undersøgelsen vil blive formidlet her på jægerforbundets hjemmeside når de engang foreligger - formentlig i løbet af 2025. Husk, at alle kan deltage, så videresend gerne linket til andre jægere, som du mener kan bidrage.
Sådan gør du:
- Klik på linket
- Besvar spørgsmålene så godt du kan. Da skemaet er lavet til jægere i hele Europa, kan enkelte spørgsmål og svarmuligheder lyde lidt mærkelige for dig, da de måske ikke passer til de danske traditioner for jagt eller overvågning af harer.
- Når du er helt færdig med din besvarelse, klik på ”send” nederst på siden
Har du spørgsmål til besvarelsen? Så kontakt evt. jægerforbundets projektleder vedr. bestandsovervågning Rikke Bruun Pedersen på tlf. 28119579 eller på mail rbp@jaegerne.dk.