Offentliggjort den: 12. januar 2024

Harejagt: Du kan lige nå det

På mandag er det slut for denne gang i Jylland. Harejagten. Denne spændende og traditionsbundne jagt, som, hvis den lykkes, ender ved spisebordet. Du har vel ikke glemt hvor godt en haresteg smager?

Tekst: Claus Lind Christensen
Foto: Thomas Iversen

Nogle gange kommer den stille, når man står for på en post. Andre gange ryger den afsted ud over marken som et lyn. Det er naturligvis haren, som altid har været et centralt bytte for jægerne. Tænk, i 1950'erne skød vi omkring 450.000 harer årligt her i landet. De jagtlige traditioner har ændret sig, men det har harens levevilkår bestemt også, og derfor nedlægger vi nu under 40.000 harer årligt i Danmark.

Men harerne er derude, og den 15. januar slutter sæsonen i Jylland. Så bor du i Jylland og har mulighed for det, er det nu, du har chancen. Øst for Lillebælt varer sæsonen lidt længere, da den her slutter den 31. januar.

Har du ikke prøvet harejagten i klassisk forstand, eller er du i tvivl om, hvordan du skal håndtere en nedlagt hare, er der hjælp at hente på Danmarks Jægerforbuds YouTube kanal. Her hjælper Peter Smærup og Jesper Illemann dig på vej. En fin film, som kan ses af både erfarne og nye jægere.

Dejlig mad

Den nedlagte hare er god i gryden. En opskrift, du kan prøve, er braiseret hare med fennikel og bagte rodurter. Du kan se opskriften blandt vores opskrifter på hjemmesiden.

I det hele taget findes der en god samling af opskrifter på hjemmesiden, hvor der kan findes god inspiration til at tilberede vildt – gå på opdagelse her!

Få harejagten i ørerne

Hør også vores podcast, hvor den erfarne jæger, herregårdsskytte og konsulent i Danmarks Jægerforbund Nicholai Vigger Knudsen fortælle om trampejagten - også populært kaldet for haretramp. Trampejagt er en simpel jagtform, der kan udøves af enhver jæger, alene eller i selskab med andre. Hvis man er flere, foregår jagten ved, at jægerne på en linje ”tramper” ud over jagtarealet og skyder til det vildt, der rejses ­inden for skudhold.