Hårde og gode tider i jagtens historie

Jægerne har fundet fugle derude på det store revir. De kan også opleve at møde ikke-jægere, og så er det godt at vide, at det overvejende vil være personer, der har en positiv holdning til jagt. Jægerforbundets undersøgelse om befolkningens holdning til jagt viser nemlig, at 91 pct. har en positiv holdning.

Jeg havde ganske vist haft en tro på, at resultatet ville være positivt, men at se det på tryk, var stort. Mit mangeårige jægerliv omfatter nemlig også en periode, hvor modstanden mod jagt var åbenlys, og jeg havde været nervøs for jagtens fremtid.

Hårde tider

Det var dog kun et fåtal, der bombastisk gav udtryk for deres holdning til jagt, men jeg vidste ikke, hvor megen betydning deres omfattende modstand mod jagt ville få. Og når jeg bliver mindet om den tid for mange år siden, bliver jeg også mindet om de tanker, jeg dengang havde omkring befolkningens holdning til jagt. Jeg har aldrig tvivlet på min ret til at drive jagt, og jeg har undret mig over andre menneskers modstand mod jagt. Men det har nok haft stor betydning, at organisationer med negative holdninger til jagt var meget aktive, og mange medier var villige til at viderebringe deres synspunkter.

Da jeg i sin tid begyndte som strandjæger, kom det derfor bag på mig, at der blandt befolkningen fandtes nogle med en ekstrem negativ holdning til jagt. Jeg blev dog allerede efter første jagtsæson klar over, at jeg ved jagten, især strandjagten, havde fundet noget, der ville komme til at fylde meget i min tilværelse. Jeg har aldrig været i tvivl om, at jagt er en naturlig måde at opleve naturen på, og jeg blev bestyrket i mit valg med hjælp fra de skribenter og tegnere, der med ord og billeder har beskrevet jagtens glæder.

Hvorfor jæger

Jeg kan ikke acceptere aggressiv opførsel, men jeg har forståelse for, at folk kan være kritiske over for jagt. I mange tilfælde kan det skyldes uvidenhed, og har man tilbragt sin barndom på landet, har man nok mere kendskab til jagt og natur, end hvis man er vokset op i et bymiljø. Især var forskellen stor, da jeg var dreng.

Det er nemt at forstå, at jeg var positiv over for jagt og at det lå lige for, at jeg blev jæger. Jeg er vokset op på en bondegård i 1950’erne og har været vidne til, at det var nødvendigt at skyde ræve og skader, når de truede hønsene. Men jeg har også været vidne til min fars fascination af at trampe harer og sammen med jagthunden Stella opsnuse agerhønsene. Jeg fik ofte lov til at trave med og opleve spændingen sammen med dem.

Billede af grågæs – livslang fascination

Jeg bladede ofte i min fars jagtblade, men det, der gjorde størst indtryk på mig, var et billede, der var placeret i stuen ved siden af fars gevær. Det var et billede af en flok grågæs, der har lagt an til landing. Min far pegede gerne på det billede, når han berettede om dengang, da han boede tæt ved Ulvedybet og en gang imellem var heldig at få grågæs på skudhold.

Jeg sad ofte i stuen og levede mig ind i billedet. I fantasien blev jeg den jæger, der fra sit skjul snart ville skyde én af de gæs. Jeg havde en fornemmelse af, at billedets skaber var jæger, og jeg skulle langt senere i mit liv få bevis på, at det var rigtigt.

Motivet er gengivet øverst i denne artikel.

Gensyn i Skærgården

Min hustru og jeg var på tur i Den Stockholmske Skærgård, og undervejs var der mulighed for at gå i land på flere af de fascinerende skærgårdsøer. En af dem hedder Bullerö, og den er en del af et fuglereservat. Et hus på øen er indrettet som museum, og det er rigt udstyret med malerier af dyr og fugle. Det var overvældende at se de store malerier direkte på vægge og loft. Det blev dog et mindre billede af grågæs, der for mig kom til at overstråle alle de andre.

Der på væggen i det svenske bjælkehus hang det samme billede, som havde prydet væggen i mit barndomshjem, og herude i skærgården fik jeg opklaret, at kunstneren hedder Bruno Liljefors. Der var også billeder af Liljefors på jagt, og jeg besluttede mig for at lede efter hans kunstværker og beretninger, og han har lige siden været én af de støtter, jeg lænede mig til, når jagtmodstandere blev for grove i deres verbale angreb på min jagtglæde.

Ligesom jeg, havde Liljefors som dreng færdedes meget i naturen, der for ham var de lave sumpede områder med skov, krat og vilde græsningsarealer uden for Uppsala. Han havde øje for, hvordan dyrene opførte sig, og han lærte at bevæge sig, så han blev en del af naturen og kunne komme tæt på dyrene. Han blev meget grebet af det, han så, og kunne i timevis sidde og studere fugle og andre dyr. På baggrund af disse studier har han både som billedkunstner og forfatter gennem livet kunnet beskrive mange af naturens dyr så indlevende, at man næsten kan sanse, hvad dyret tænker.

Senere i livet opholdt han sig meget i Den Stockholmske Skærgård, der dengang ikke var et rekreativt område, og i 1908 købte han den lille ø Bullerö. Her skabte han et naturreservat og et jagtrefugium, hvor han kunne opholde sig i fred og ro uden at blive forstyrret af andre end sine venner og drive jagt på andefugle og male. Herude ,”hvor havet møder himlen” skabte han sine betagende malerier af for eksempel grågæs.

Positiv holdning er åbenlys

Med årene faldt der ro over holdningen til jagt. De involverede organisationer forhandlede sig til love og regler for fremtidens jagt. Pressen begyndte at skrive positivt om jagt, der kom jagt i TV, og i dette forår havde Nivaagaards Museum en flot udstilling af Bruno Liljefors’ værker, hvor jeg blandt andet kunne gense nogle af de store panoramaer, og også min barndoms gåsebillede.

Jeg husker tydeligt glæden ved, efter jagten, at kunne sejle ind i havnen uden at blive hånet, og at folk kom hen til båden og af interesse spurgte om, hvad vi havde skudt, ligesom de spurgte fiskerne om, hvad de havde fanget. Børnene pillede ved fuglene og sagde ”ad”, når de fik blod på fingrene, og forældrene optog en video.

Der er mange, der har fundet ud af, at naturen kan være en pragtfuld legeplads og fyldt med mange levende væsener, og at jagt kan være en naturlig fritidsbeskæftigelse.

Den smukke fugl

Én begivenhed og person husker jeg med særlig stor glæde. Den fik mig virkelig til at føle, hvor stor betydning folks holdning til jagt havde for mig.

En dag i 2006 var jeg på vej ind i havnen efter en jagt på fjorden, og da jeg ikke kunne se folk på kajen, undlod jeg at skjule byttet. Jeg havde dog overset en dame. Ved molen kom hun målbevidst hen mod båden, og jeg blev betænkelig ved, at hun stod så lang tid og stirrede på de skudte fugle. Så pegede hun på en af dem, og med et smil sagde hun:

- Hvor er den smuk. Den vil jeg gerne købe, og så vil jeg tegne et portræt.

Jeg fandt senere ud af, at den venlige og interesserede dame er den kendte kunstmaler Kirsten Møller, og en dag fortalte jeg hende om andre folks negative opførsel, og hvor stor betydning hendes interesse for edderfuglene havde haft for mig. En dag fik jeg besøg af Kirsten og hendes mand Jørn, og de havde tegningen af edderfuglen med.

- Den skal du have, sagde Kirsten. - Jeg kan godt lide din historie, og edderfuglen skal med.

Det glæder mig, at samfundets holdning til jagt nu er mere positiv, og at jagtstof er blevet et almindeligt emne i både de skrivende medier og TV. Det er også positivt, at Nivaagaards Malerisamling i foråret fik så fin succes med den flotte særudstilling af Bruno Liljefors’ storslåede værker.

De kan kun anbefales!