Offentliggjort den: 30. januar 2024

Godt nyt for trækfuglene i Smålandsfarvandet

Energiselskab opgiver ambitionen om en havvindmøllepark på Stålgrundene i Smålandsfarvandet. Det er gode nyheder for tusindvis af sårbare havdykænder, der hvert år raster og fouragerer i området.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen
Foto: Claus Lind Christensen

Kampen om Omø Stålgrunde i Smålandsfarvandet syd for Skelskør har stået på i årevis. Lige siden politikere og energiselskabet European Energy begyndte at vise interesse for farvandet som potentiel havvindmøllepark har flere grønne organisationer kæmpet med næb og klør for bevarelsen af dette vigtige område. Ikke mindst Danmarks Jægerforbund, som sammen med Dansk Ornitologisk Forening og Danmarks Naturfredningsforening igen og igen har insisteret på områdets sårbarhed.

Stålgrundene er nemlig et vigtigt levested for tusindvis af Østersøens havfugle, som finder føde, skifter svingfjer og raster i det uforstyrrede område. Det er fløjlsand, edderfugl, sortand og adskillige andre arter, som ligger på grundene igennem efteråret og vinteren. Her er lavvandet, området ligger på fuglenes flyway og der er ro og masser af føde.

Men det lave vand gør det også billigere og lettere at opstille havvindmøller.

Fuglebeskyttelsesområde spænder ben

På grund af de optimale betingelser indhentede European Energy forundersøgelsestilladelse til det såkaldte havmølleprojekt Omø Syd, som dækkede et areal på cirka 44 kvadratkilometer i farvandet syd for Omø. Det er nu tolv år siden at projektet første gang så dagens lys, og mange slag har gennem årene stået mellem de stridende parter. Men nu er det forbi - og trækfuglene har vundet.

- Det er en meget ærgerlig situation. Men efter grundig overvejelse tilbageleverer vi forundersøgelsestilladelsen og stopper udviklingen af Omø Syd, siger European Energys havvinddirektør, Andreas Karhula Lauridsen, til mediet EnergiWatch.

Som begrundelse nævner han blandt andet det faktum, at området er blevet udpeget til fuglebeskyttelse og påpeger, at man heller ikke har fornemmet den store interesse fra hverken myndigheder eller politikere.

Det handler om levesteder

Ikke overraskende deler Danmarks Jægerforbund ikke European Energys ærgrelse. For selvom der ikke er tvivl om at vi skal prioritere vedvarende grøn energi og klimadagsordenen, er vi samtidig nødt til at tænke os ordentligt om:

- Hvad er vigtigst - Klima eller biodiversitet? Sådan kan man jo ikke spørge, for det er en bunden opgave at løse begge udfordringer. Biodiversitetskrisen er akkurat lige så alvorlig, og den skal også løses. De to hænger uløseligt sammen, understreger Christian Clausen, formand for jægerforbundets trækvildtudvalg.

Han glæder sig over, at havfuglene ikke får deres vigtige levested ødelagt af møller. For selv om energiselskabet ved flere lejligheder har forsøgt at sætte jagten i området i spil, som en del af processen, handler det slet ikke om jagten. Det handler om, at vi ikke må tillade en forringelse af økosystemerne:

- Det er jo netop det, der er hele pointen her. Det handler om levesteder. En vindmøllepark på Omø Stålgrunde ville ødelægge et vigtigt levested for tusindvis af fugle som fløjlsand, sortand og edderfugl. Nu sker det ikke, og heldigvis for det, konkluderer Christian Clausen.