Offentliggjort den: 26. september 2024

God jagtledelse

– er ikke et valg imellem det der er rigtigt, og det der er let ...

Tekst: Jesper Kjær Illemann
Foto: Christian Lang Jensen

Jagten skred frem som vanligt. Alle vidste, hvad der skulle ske, og min opmærksomhed var rettet mod de afgørende detaljer. "DER ER ÉN, SOM ER BLEVET RAMT!" blev der pludselig råbt. De værste tanker løb gennem mit hoved, mens jeg med en stikkende fornemmelse i hænderne skyndte mig frem til skytterne. Det havde jeg ikke planlagt …

For den intetanende tilskuer kan jagt let misforstås og opfattes som grænseløs adgang til udnyttelse og forstyrrelse af vildtet. For enhver jæger, der kender til de praktiske muligheder og vildtets tarv, og forstår den alvor, der ligger bag de jagtetiske regler, og konsekvenserne af mangel på samme, er det imidlertid indlysende, at jagten hviler på en mængde vilkår. Derfor er det også i jagtfællesskabets interesse at værne om fornuft og god moral. Heri ligger en af jagtledelsens vigtige opgaver, da manglende dømmekraft kan gøre stor skade på de muligheder, der er grundlag for glæden ved jagt og chancen for en særlig oplevelse.

En jæger ved det

Når man taler om jagtledelse, falder tanken oftest på jagt med flere deltagere. Det er også i den forbindelse, den træder tydeligt frem, men jagtledelse indgår i enhver jagtform, enkeltmandsjagt som fællesjagt.

Jagtledelse balancerer viden om vildtet, praktik, sikkerhed og godt jægerhåndværk med etisk og forsvarlig forvaltning, der lever op til jagtlovens formål.

Jagt er som bekendt ikke én kultur, men afhænger af vildtart, terræn, jagtform, våbentype og lokale muligheder og traditioner. Når alt dette tilsættes personlig opfattelse og fortolkning, vil jægere naturligvis mødes med forskellige forventninger til hinanden. Ved fællesjagter er det derfor helt nødvendigt, at parolen gør opmærksom på retningslinjerne for dagens jagt.

I sidste ende er det jagtlederens ansvar at kombinere de mange hensyn og forventninger, så alle efterlades med en god oplevelse – bytte eller ej.

I mange tilfælde, og især i forbindelse med den mere uformelle jagt, fylder den synlige jagtledelse ikke meget – heri ligger også en fare for at overse nødvendig opmærksomhed, som først bliver aktuel, når noget går mod forventning. Er patroner eller andet grej blevet glemt derhjemme, kan man trække på smilebåndet, men udsætter man andre for fare, eller kommer en deltager galt afsted, kan manglende overvejelser og forberedelse få alvorlig betydning.

Manglende ledelse er dog til stor fordel for vildtet.

Vaner bør udfordres

Som nyjæger eller ny jæger i kredsen bør man ikke negligere sit neutrale ståsted, men om nødvendigt sætte spørgsmålstegn ved normerne for jagtens udførelse. Ikke for at levere et rap over fingrene, men for at fastholde opmærksomheden på en ordentlig og velovervejet gennemførelse af jagten. Den garvede jæger og jagtleder bør bevidst ”træde et skridt tilbage” og stille sig selv de kritiske spørgsmål. Med rammerne på plads sættes den enkelte fri til at nyde nuet, når man ligger klar i prammen, er sat på post eller har slået sig ned med riflen i hånden.

Hør også vores podcast om emnet:

Parolens udformning og betydning

Jagtinvitationen skal angive den jagtform, der inviteres til, og dermed vil en række forventninger til dagen i udgangspunktet være givet. Hvis der deltager jægere, som jagtlederen ikke kender i forvejen, er det imidlertid særlig vigtigt at gennemgå væsentlige betingelser. F.eks. hvilke vildtarter eller individer der må nedlægges. Det sikrer gæsten mulighed for at møde forberedt og med tryg viden om egen rolle og detaljerede rammer for jagtens gennemførelse. Således kan morgen- ens parole bevare sit klare budskab og uden flere detaljer, end det er muligt at huske.

Sikker fællesjagt

Det er jagtlederens ansvar, at jagten ledes kompetent. Deltagerne skal vide, hvad der skal ske, og hvilke krav der stilles til dem. Det gælder i særdeleshed våbenhåndtering og afgivelse af skud. Desuden skal der informeres om almindelige forventninger til jægernes deltagelse i opsamling og håndtering af vildt osv. Hver enkelt post kan være forbundet med særlige muligheder og udfordringer, som den enkelte jæger instrueres nøje i.

Opstår der anskydning, skal jagtlederen have gjort retningslinjerne for sikker håndtering klare, så man undgår usikkerhed og risiko.

For jagtformer, hvor der skydes til løbende vildt i drevet, skal alle deltagere forstå, hvor vigtigt det er, at man er synlig og befinder sig på linje med de øvrige. Jaglederen skal overvåge dette og ved kommando sikre, at alle følges ad. Særligt i forbindelse med apportering af nedlagt vildt skal instruksen være klar og alle jægere være opmærksomme, da det kan betyde, at hunde eller andre deltagere forlader kæden. Når drevet nærmer sig posterede skytter, bygninger, veje eller lignende, skal skytterne orienteres om de retninger, der ikke længere kan skydes i.

Jagtlederens øjne kan ikke være alle vegne. Når det kommer til sikker våbenbehandling, må alle deltagere naturligvis være opmærksomme. Sikker våbenhåndtering skal ligge på rygraden, men et øjebliks uopmærksomhed eller distraktion kan medføre en uheldig hand-ling og mulig ulykke.

Enkeltmandjagten og vildtet vi er fælles om Ledelse af ens egen jagt involverer langt hen ad vejen de samme overvejelser som fællesjagten, selvom jagtformerne skiller sig ud. Velovervejet jagtintensitet, sikkerhed og jægerhånsværk er i fokus. Med viden om både naturen, vildtet, vejrets påvirkninger og jagtformens mange detaljer forstærkes de oplevelser og erfaringer, der skal inspirere og vise retningen for den næste jæger.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Vildtets værdi

Under jagt skal nedlagt vildt naturligvis behandles med behørig respekt og hensyn til afkøling og god hygiejne. De store hjortevildtarter kræver særlig opmærksomhed, da de er tunge at håndtere, og uhensigtsmæssig opbrækning og transport kan gå ud over kødets værdi. Kølig opbevaring af de store hjortevildtarter kan stille særlige krav til omtanke forud for jagten.

På lune dage kan fuglevildt hurtigt tage skade af manglende opmærksomhed på afkøling. Det er derfor en opgave, der skal prioriteres. Generelt bør fugle plukkes/flås og renses hurtigst muligt efter jagten, hvilket planlægningen derfor bør tage højde for.

Enden

- Da jeg nåede frem, viste det sig, at en deltager i jagten var blevet ramt af to hagl. Det var galt nok, men skuddet var tæt på at have fået langt mere alvorlige følger. Situationen blev håndteret som nødvendigt, og den ramte blev kørt på skadestuen. Men nu 20 år senere nager tankerne mig stadig. Jeg måtte sande, at jeg ikke havde tænkt et "beredskab" tilstrækkeligt igennem, uanset mit ansvar som jagtleder. Hvem var mit 'team', hvor befandt det op-daterede førstehjælpsudstyr sig, og hvorledes skulle hele situationen følges op?

Heldigvis skyldes ulykkerne oftest andre ting end skud, men da man befinder sig i terræn uden adresse, er kendskab til både almindelig og livredende førstehjælp afgørende, når en deltager falder om eller kommer til skade.