Offentliggjort den: 18. april 2024

Fra idé til virkelighed på bare fire uger

En lille hyggelig historie om Danmarks Jægerforbunds gode samarbejde med Nordisk Safari Klub, og at det ikke behøver at være så svært at lave arrangementer for jægere, som også favner Hr. og Fru Danmark og juniorerne.

Tekst og Foto: Mette Marquardsen

Klim Sogns Jagtforening fik en opringning, der satte gang i planlægningen af en Trofæopmåling og jagt-hygge-eftermiddag i Klim forsamlingshus. I løbet af ingen tid fik bestyrelsen fat i flere udstillere, der gav tilsagn om at komme, samt trofæopmåler Lars Bjerregaard Nielsen, der er certificeret CIC Measurer for Nordisk Safari Klub (NSK) og Danmarks Jægerforbund.

Jagtforeningen benyttede sig af det netværk, den blandt andet har gennem det lokale Jægerråd.

- Folk var bare med på det, det er god stil, fortalte foreningens formand Rolf Christensen med et stort smil, imens jægere med trofæer og øvrige gæster strømmede ind ad døren.

Vigtig at bruge trofæopmålere fra DJ og NSK

Danmarks Jægerforbund og NSK indgik i 2021 en samarbejdsaftale, og som nævnt er Lars Bjerregaard Nielsen én af de freelancere, der er tilknyttet samarbejdet mellem NSK og DJ. Jægerforbundet er medlem af det internationale jagtråd (Conseil International de la Chasse - CIC), som arbejder for bæredygtig vildtforvaltning, og opmålingerne udføres efter CIC regler. Det betyder, at jægerne kan sammenligne trofæer, uanset om byttet er blevet nedlagt i Klim, Klinska eller lige udenfor Krüger National Park.

Når trofæerne bliver opmålt efter samme regler og opmålerne løbende kvalitetskontrolleres og data samles i fælles register, kan resultaterne også bruges som vigtige data i arbejdet med bestandsovervågning og jagttider.

Viden, som kan gå tabt, hvis der bruges en ekstern trofæopmåler.

Sund nervøsitet inden den store dag

Op til arrangementet havde medlemmer af bestyrelsen været lidt nervøse, blandt andet fordi trofæopmålerens startgebyr først var dækket efter ti trofæer, men da en af udstillerne, Langes Trofæmontering, ringede og fortalte at de havde 10 trofæer med for kunder, ja, så var det på plads. Men de havde nu slet ikke behøvet at bekymre sig.

Trofæopmåleren fik nemlig travlt, meget travlt, og imens han var i gang, så gæsterne spændte til, eller fornøjede sig ved de øvrige udstillere. Repræsentanten for Riffelpatroner.dk fortalte om blyfri riffeljagt og havde gode tilbud med, ligesom forretningen Naturting fra Fjerritslev havde tøj og grej med.

Inspiration og lidt til ganen

Schweisshundefører Christian Holm og hans hanoveranske schweisshund Dea havde en fin udstilling om schweisshundearbejdet. Dea, der er en formidabel sporhund og en lidt reserveret hunderace, som ifølge racebeskrivelsen ikke burde være selskabshund, havde helt glemt dette personlighedstræk og solede sig i opmærksomheden fra alle gæsterne. Reguleringsjæger Hans Henrik Sand Pedersen havde medbragt både udstoppede mårhunde, fælder, foderrør og film om reguleringsjagt.

Gæsterne blev godt underholdt, og der blev også sat gang i nogle drømme. LB Jagtrejser udstillede og fortalte om spændende jagter og Christian Thyrrestrup, Thyrrestrup Jagt, fik gæsterne til at drømme om lækre middage, da han kl. 14 demonstrerede, hvordan man finparterer en krondyrkølle, og kom med gode råd om tilberedningen af alle de lækre bøffer og stege.

Hele dagen var der godt gang i salget af vildtpølser fra grillen, hjemmebagt kage og diverse drikkevarer og flotte håndflettede pilekurve med indlagte gevirer pyntede på bordene, der var sat op som en lille café i den ene ende af lokalet.

Spænding til det sidste

Fire minutter over lukketid kom dagens sidste trofæ på bordet ved Lars Bjerregaard Nielsen, en meget flot guldbuk, så de mange tilskuere, der hele dagen opmærksomt fulgte med i opmålingerne, havde spænding til det sidste. Lars var også god for en forklaring på alle de forskellige mål, så der var noget at lære.

Der var ingen tvivl om, at dagen havde været en succes.

- Vi gør det nok igen, var den beskedne udtalelse fra formanden for den lille jagtforening med 25 medlemmer, efter at mere end 200 gæster havde besøgt deres meget vellykkede arrangement.