Flere muligheder for genopladere
PAC har på jægerforbundets opfordring ændret i ordlyden i genopladningstilladelser, så der er flere anvendelsesmuligheder for genopladede riffelpatroner.
Der har tidligere hersket tvivl om, hvorvidt det var tilladt at genoplade blyholdige patroner til anvendelse på for eksempel skydebaner. Det skyldes den tidligere formulering i genopladningstilladelsens vilkår, der lød som følger:
”Der må kun oplades ammunition, som lovligt kan anvendes til brug for jagt og regulering i Danmark eller til brug i skytteforeninger i Danmark.”
Ny formulering
Danmarks Jægerforbund var i september til møde hos Politiets Administrative Center (PAC) og gjorde opmærksom på uhensigtsmæssigheden, hvilket førte til, at PAC nu har ændret ordlyden i genopladningstilladelser til følgende:
”Der må kun oplades ammunition, som lovligt kan anvendes til brug for jagt og regulering, til brug i skytteforeninger og på skydebaner.”
Flere muligheder
Det betyder i praksis, at der nu inden for lovens rammer kan genoplades ammunition indeholdende bly til anvendelse på skydebaner, i konkurrencer eller til jagt i udlandet.
Der er ikke tale om en lovændring, men blot en ændring i genopladningstilladelsens vilkår, som præciserer dette. Danmarks Jægerforbund har efterfølgende spurgt Politiets Administrative Center, om det er nødvendigt at ansøge om en ny genopladningstilladelse, hvis man gerne ville have en med de nye vilkår. Det er imidlertid ikke tilfældet.
- Det er meget positivt, at PAC har foretaget denne ændring af ordlyden i genopladningstilladelser, så der fremover ikke hersker nogen tvivl om, hvad genopladet ammunition kan anvendes til, udtaler formanden for jægerforbundets våbenudvalg, Marie-Louise Achton-Lyng og tilføjer:
- Især præciseringen af, at der kan anvendes blyholdig riffelammunition på skydebaner, kommer mange jægere til gode.