Flere end 8.000 våben indleveret til politiet

I hele november har danskere mulighed for anonymt at aflevere våben til politiet uden at blive sigtet for ulovlig våbenbesiddelse. Der er allerede blevet afleveret 8.402 våben.

Tekst: Emma Astrup Sørensen

Geværer, rifler, knive, sabler og pistoler er blandt de våben, som politiet indtil nu har fået indleveret. Den 12. november var der indleveret 8.402 effekter i hele landet under frit lejde-aktionen. 3.025 af dem er lange våben som f.eks. geværer og rifler.

De mange indleverede effekter glæder politiet.

- Hvert eneste afleverede våben er lig med et våben mindre ude i samfundet, som kan falde i de forkerte hænder. Vi håber derfor, at opbakningen fortsætter i samme skala måneden ud, og vi opfordrer alle til at få ryddet op og afleveret eventuelle ulovlige våben til politiet", lyder det fra politikommissær Sune Fletcher Hjortel i en nyhed på Rigspolitiets hjemmeside.

Du kan stadig nå det

I hele november har man mulighed for anonymt at aflevere våben til politiet. Afleveringen sker uden at du vil blive tiltalt for besiddelse af et ulovligt våben eller overtrædelse af våbenloven. Formålet er at mindske mængden af alle slags ulovlige våben i samfundet.

Selvom du kan aflevere alle typer våben under frit lejde-aktionen, skal du dog ikke selv håndtere håndgranater eller andre sprængstoffer. Ring i stedet 114 og aftal nærmere.

politi.dk/frilejde finder du adresser og åbningstider på de politistationer, hvor du kan aflevere våben.