Fangst af kronvildt

- Så er der dyr på vej ind ved 1’eren!

Den høje stemme fra radioen får straks os alle til at løfte hovedet og kigge på hinanden. Mon det skal lykkes denne gang – det har været lige ved og næsten flere gange tidligere, især aftenen forinden. Men denne gang fortsætter dyrene ret hurtigt ind under det ophængte fangstnet. Lars Haugaard fra DCE Institut for Ecoscience, Aarhus Universitet, og dyrlæge Monica Lønborg kører straks ud mod lokaliteten i Store Hjøllund Plantage. I alt er der sat fire net op, tre i plantagen og et længere mod nord i retning af Silkeborg.

Det er vigtigt for Jacob Nørgaard Larsen, Natur- og Vildtforvalter fra Store Hjøllund-ejendommen, at komme ind på se-afstand (med termisk håndholdt) for at sikre sig, at dyrene står optimalt under nettet. Det stationære vildtkamera fortæller blot, at der er dyr under eller ved nettet, men ikke på en måde, så billedet giver tilstrækkelig information til at trykke på ”aftrækkeren”. Jacob pyrscher sig ind ad skovvejen gennem rødgranerne og er til slut nået langt nok frem til at bruge kikkerten. Otte dyr, hinder og kalve, er i færd med at æde af det udlagte foder. Et fint antal, som det fremmødte mandskab – heriblandt frivillige – nok skal kunne håndtere.

Lynhurtig reaktion

Det firkantede fangstnet er fastholdt i hvert hjørne af et slags magnetsystem, som Jacob kan udløse, når han er helt tilfreds med dyrenes placering. Der er kun fodret lige omkring centrum af nettet, holdt oppe af en stage. Ganske tæt på lokaliteten er Lars Haugaard standby med sit bedøvelsesgevær, klar til at løbe frem, når nettet falder, og skyde de fangne dyr med bedøvelsespile. Hjemme i ”hovedkvarteret” på Store Hjøllund kan vi andre se, da nettet falder – og Michael Schmidt, erfaren såkaldt felttekniker fra universitetet, springer op og beordrer alle mand i køretøjerne.

(Artiklen fortsætter under filmen)

Læseren med kritisk sans vil nu tænke, hvorfor i alverden vi ikke allerede var på vej. Forklaringen er, at der skal gå syv minutter, før hjælpemandskabet kan gå til dyrene. Ud af de otte dyr er der ”kun” fem, der er blevet fanget. Utroligt nok havde tre af dyrene formået at kaste sig ud og væk, da nettet blev udløst.

De fem fangne dyr er tre kalve, en hind samt en spidshjort. Spidshjorten havde stået lidt ude til siden og havde sagtens kunnet ”redde livet” ved at kaste sig helt ud – men havde valgt at løbe på tværs af nettet, og da nettet var landet ned over ham, var hans hastighed allerede så høj, at han havde trukket nettet flere meter efter sig, inden modstanden fra ankrene i modsatte side var blevet for høj.

Gps-sender, øremærker og vomsensor

Mandskabet var blevet orienteret om, at eventuelt fangne kalve blot skulle øremærkes og så sættes fri. Det sker så hurtigt som muligt. Hinden og hjorten skal dernæst håndteres. Bedøvelsen sløver dyrene tilpas meget, og hjælperne skal sikre, at de kan trække vejret, så hvis tungen ”slår knuder”, skal den trækkes ud af munden. Hvis dyrene er for urolige, kan man køre en ”buff” – en maske – ned over øjnene og også stoppe vatkugler i ørerne. Så gælder det om at sikre, at de får ilt nok, hvilket medbragte iltflasker skal klare. En iltslange bliver forsigtigt ført ind i det ene næsebor indtil det gule mærke, som markerer stop. Hjælperne er blevet instrueret i at påse, at dyret trækker vejret mindst otte gange i minuttet. Hvis færre gange – skal dyrlægen tilkaldes for at give åndedrætsstimulerende middel.

Så vidt instruktionen. Hvordan er virkeligheden så?

(Artiklen fortsætter under billedet)

Tage Sørensen er blandt de frivillige. Som tovholder for det frivillige kronvildtlav Bredlund Hjorte vil han gerne give en hånd med, og han sidder nu og er ”oppasser” for hinden. Et dyr, som Lars Haugaard bedømmer til seks-syv år. Tage bliver bedt om at sørge for at holde hinden oprejst og med hovedet oppe. Han har klogeligt fået sig sat rigtigt fra starten af, så han kan holde ud at sidde med et knæ inde under hinden, så hun ikke ”kæntrer”.

- Jeg kunne da godt mærke mine ben, men synes ellers, at det gik ok, afslører den 72-årige aktive pensionist bagefter.

Da hinden er blevet udstyret med gps-halsbånd, øremærker og en såkaldt vomsensor, hun selv skal hjælpe med at sluge ved en automatisk synkerefleks, giver dyrlægen hende en sprøjte til at vågne op på samt andre midler til at forebygge efterreaktioner.

Efterhånden som hinden bliver mere og mere vågen, gør mandskabet hende klar til at slippe løs. Da Tage føler, at nu ”kan hun selv”, slipper han hende, og hun kommer lidt usikkert på benene og tripper lettere vaklende væk fra fangstnettet og mændene og forsvinder ud i mørket. Også spidshjorten er nu færdig til at slippe, og den forsvinder lige så vaklende, blot i den modsatte retning.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Støttet projekt

Gps-mærkningen er en del af et større 2,7 millioner kroners forskningsprojekt med titlen ”Krondyr, jægere & lodsejere – Forvaltningssamarbejde med krondyret i fokus” og er finansieret med penge fra jagttegnsmidlerne, Julianelyst ApS samt 15. Juni Fonden.

Lars Haugaard fortæller, at man bl.a. håber på at blive meget klogere på dyrenes adfærd:

- Vi vil gerne vide, hvordan vi mennesker påvirker kronvildtet, ikke kun med vores jagt, men året rundt. Vi håber også at få mere viden om, hvor hinderne og hjortene går hen og sætter deres kalve. Hvilket ofte er langt fra, hvor de tilbringer hovedparten af resten af året, altså i de store skovkomplekser.

Via vomsensoren får forskerne data på hjertefrekvensen og temperatur. Via sensorer i halsbåndet kan man aflæse, hvorvidt dyret sidder ned, har hovedet oppe, fouragerer osv. Dyrene i området ved Store Hjøllund er tidligere blevet undersøgt i et lignende projekt i 2007-2009, men udstyret er i dag blevet yderligere forfinet og holdbart i forhold til dengang. For eksempel var levetiden på gps-senderen dengang cirka et år. Den er fordoblet til cirka to år.

Senderen er indstillet til at løsne sig efter den periode, og sker det ikke, kan forskerne pejle sig ind på 300-400 meters afstand og udløse halsbåndet på den afstand.

Flere projekter

Udover Store Hjøllund har der været lignende projekter ved Oustrup Hede, Løvenholm og Fjeld, som nu er afsluttet, oplyser Lars Haugaard. De mange data herfra bearbejder man stadig væk. Håbet i nærværende projekt ved Store Hjøllund var at få udstyret op imod 10 dyr med mærker og sendere. Resultatet blev, at i 2023 blev to spidshjorte og to hinder mærket, og i år blev yderligere fire hinder og en spidshjort mærket, altså ni dyr i alt.

Det er logisk, at hvis du som jæger får skudmulighed til et dyr med sender og øremærker – så lader du naturligvis dyret gå. Det er en tidskrævende og ret bekostelig affære at få dyrene indfanget, bedøvet og udstyret med diverse grej.

Når projektet er til ende, vil resultatet af overvågningen blive omtalt i Jæger.