Fagrapport om overvågning af hjortevildt er klar
Det er nu muligt at dykke ned i den årlige fagrapport om då- og kronvildt. Rapporten indeholder både vildtobservationer, bestandsestimater, vildtudbytte og aldersbedømmelse via tandsnit.
De seneste årtier har der været en kraftig stigning i bestanden af såvel kronvildt som dåvildt. Danmarks Jægerforbund har i et notat samlet den tilgængelige viden om udbredelse, bestandsstørrelse samt køns- og alderssammensætning for henholdsvis kron- og dåvildt.
I Danmark er jagt den primære dødsårsag for kronvildt, efterfulgt af trafikdrab og naturlige dødsårsager såsom prædation og sygdom. Dette er formentlig gældende for alle de hjortevildtarter, som er repræsenteret i Danmark, og jagt vil derfor være en væsentlig faktor i relation til påvirkning af hjortevildtbestandenes køns- og alderssammensætning. Der påhviler derfor de danske jægere et særligt ansvar for at indgå i samarbejde omkring overvågning og forvaltning af bestandene.
I Danmark kendes den eksakte størrelse på den samlede bestand af hjortevildt ikke, men den fritlevende bestand har siden starten af 1990’erne været estimeret i regi af Danmarks Jægerforbund. Estimaterne foretages af de regionale hjortevildtgrupper, og meldes ind til Danmarks Jægerforbund, som hvert år samler og offentliggør resultaterne.
Bestandsestimaterne har sammen med vildtudbyttestatstikken været den primære kilde til at vurdere bestandsudviklingen af det store hjortevildt over årene.
Der har gennem årene været igangsat flere initiativer til at forbedre indsamlingen af viden om den demografiske sammensætning (køn og alder), og det har f.eks. været lovpligtigt at indberette køn for kronvildt ved den årlige udbytteindberetning siden 2017.
Aldersbestemmelse af kronvildt kan dog være særdeles vanskeligt. Det kan dog enkelt afgøres, hvorvidt der er tale om en kalv, spidshjort/smalhind eller en hjort/hind, blot ved at tælle kindtænderne. For dyr ældre end spidshjort og smalhind/då bliver det staks mere vanskeligt. I dette notat indgår viden fra vildtudbyttestatistikken og aldersbedømmelser på kronhjorte ældre end spidshjort via tandsnitsmetoden.
Konklusionen er, at der lokalt er en enorm viden om de lokale bestande, men at der er et behov for at tilgængeliggøre denne viden, så den kan indgå i den nationale forvaltning.
I fremtiden anbefales det at have en øget opmærksomhed på:
- Registrering af observationer af levende vildt, f.eks. under jagter. Dette kan gøre via DJ´s app, Jæger
- Fokus på at forbedre de årlige bestandsestimater og indhente dem jf. Danmarks Jægerforbunds Best practice
- En øget indberetning af detaljer (køn, alder, vægt) på vildtudbyttet fra den enkelte jæger
- Indsendelse af tænder fra kronhjorte ældre end spidshjort
Det vil forbedre datagrundlaget markant. I sæsonen 2024/25 opfordrer vi derfor alle til at bidrage til bestandsovervågningen af kron- og dåvildt. Vi kan ved at levere data, sammen sikre at jagten i fremtiden også er bæredygtig.