EU: Ja til nedlistning af ulven
I dag stemte et flertal af EU-landende ja til at ændre ulvens status sådan, at det kan blive lettere at forvalte ulv de steder, hvor den har gunstig bevaringsstatus - og dermed forvaltning via jagt. DJ roser den danske regering for at stemme for forslaget, men der er stadig et stykke vej før en evt. lovændring.
At ulven er klassificeret som strengt beskyttet i EU's arts- og habitatdirektiv har gjort forvaltningen kompliceret og vanskelig. Efter flere års lobbyarbejde i Bruxelles – fra FACE og ikke mindst af Nordisk Jægersamvirke - meldte EU-kommissionen sidste efterår ud, at den var parat til at ændre klassificeringen. I dag stemte medlemslandene ja til nedlistning af ulven fra "Strengt beskyttet" til "Beskyttet."
Helt konkret har blandt medlemslandenes EU-ambassadører stemt om en ændring fra konventionens bilag II til bilag III, hvilket betyder en sænkning af beskyttelsesniveauet for den centraleuropæiske ulvebestand.
- Læs mere om ulv i vores artsleksikon
Afstemningen finder sted efter flere måneders politisk dødvande, siden EU-kommissionen bragte forslaget op tilbage i foråret. Det første skridt i processen herfra er at nedliste ulven i henhold til Bernkonventionen – en international miljøkonvention, der binder EU og dets medlemslande. EU har nu brug for støtte fra en håndfuld ikke-EU-lande i Bern-konventionen for at gennemføre nedlistningen - begyndelsen på en proces, der sandsynligvis vil vare et par år.
Siden eksemplarer af den centraleuropæiske ulvebestand genindvandrede til Danmark efter et par hundrede års fravær, har Danmarks Jægerforbund arbejdet for, at der - så snart bestanden i Europa når et niveau, hvor den er i gunstig bevaringsstatus - skal kunne drives bæredygtig jagt på ulv. En holdning som DJ har haft siden ulven genindvandrede.
Jægerforbundets formand, Claus Lind Christensen, roser den danske regering for at bakke op omkring EU-kommissionens forslag om nedlistning af ulven, men lægger samtidig ikke skjul på, at der stadig er et stykke vej at gå:
- Afstemningen, som fandt sted i dag, går på, om der i den stående kommission under Bernkonventionen skal stemmes om en nedjustering fra bilag II til bilag III. Og det er der enighed om, at der skal. Men der er altså ikke vedtaget noget endnu. Det er et første skridt, men vi er ikke i mål. Nedjusteringen skal formelt godkendes, men uden drøftelse, så det burde være en ren formalitet, siger Claus Lind Christensen.