Offentliggjort den: 15. juli 2024

Etablering af en insektvold

Har du en insektvold på reviret, sikrer den bedre betingelser for fødeemner til vildtet og bidrager til biologisk bekæmpelse af skadedyr i markafgrøden, mv.

Insektvolde består af græsklædte jordvolde, der er hævet over det omgivende terræn. Insektvolden kan ses som erstatning for de markskel og jorddiger, som er forsvundet i takt med at markerne er blevet større. Insektvolden kan tjene flere formål. Volden skaber gunstige livsbetingelser for en række insekter og fungerer bl.a. som overvintringssted for dem. Insektvolden sikrer også forekomst af rovinsekter, som bidrager til biologisk bekæmpelse af skadedyr i markafgrøden. Insektvolden bidrager til gode og varierede forekomster af insekter og dermed til fødegrundlaget for f.eks. hønsefuglenes kyllinger. Derudover tilbyder insektvoldens opbygning en mulig redebiotop.

Etablering af en insektvold kan ske ved at pløje jorden sammen fra to sider. Den skal ikke omlægges, men i stedet ligge urørt hen, da den opnår højere værdi med alderen. Danmarks Jægerforbund har udarbejdet et faktaark om etablering af insektvolde, hvor du kan få yderligere vejledning til hvordan du kommer godt i gang.

Få mere inspiration

Læs flere faktaark og få masser af inspiration til gennemtænkt natur- og vildtpleje på siden Viden om markvildtet.