Offentliggjort den: 28. juni 2024

Et langt liv med hunde

Jørgen Jensen er kompetent jæger, hundemand og uddannet jagthundeinstruktør under Danmarks Jægerforbund – kompetencer han har uden afbræk har brugt gennem 40 år.

Tekst og Foto: Thomas Lindy Nissen

Flugtskydning er ganske sikkert - sammen med riffelskydning og specielt inden sæsonstart - iblandt de største aktiviteter i mange lokale jagtforeninger. Hundetræning, både lydighed og apportering, er dog også en stor aktivitet, som benyttes af jægere og enkelte ikke-jægere rundt om i landet. For at afvikle aktiviteterne har foreningerne brug for de uundværlige og frivillige ildsjæle som generelt tegner foreningsdanmark.

Én af dem er 81-årige Jørgen Jensen.

50 år med labrador retriever

Jørgen har været medlem af Danmarks Jægerforbund siden sammenlægningen af de tre jagtforeninger i 1992, og før da af Dansk Strandjagtsforening, og har haft hold i lydighedstræning og apportering i Nysted Strandjagtsforening i 40 år uden afbræk. Han er uddannet jagthundeinstruktør under Danmarks Jægerforbund og har i perioder haft hold i både Sydlollands Jagtforening og Sydfalster Jagtforening, samt Vordingborg Jagtforening der alle er lokalforeninger under Danmarks Jægerforbund.

Jørgen fik sin første labrador i 1974 af skytten i Store Vildmose. Den var to år gammel tæve, som kostede 4.500 kroner, hvilket var en relativ hamper pris, dengang for 50 år siden.

- Jeg skulle bruge en hund, der kunne apportere fra vand, så jeg stillede selvfølgelig krav til at den kunne løse den opgave. Jeg satte spørgsmålstegn til om den kunne, hvorefter stedets svenske skytte tog mig med ud til et andehul, fortæller Jørgen.
Her oplyste skytten Jørgen om, at han nu ville nedlægge syv ænder, som hunden så skulle apportere.

- Han skød rent faktisk de syv ænder i syv skud og så sendte han hunden, som uden problemer apporterede de syv fugle, fortæller Jørgen og understreger, at hunden var alle pengene værd.

Nultolerance over for håndspålæggelse

Jørgen er ikke opvokset med hunde, den passion er først kommet til senere. Da den kom, fik den til gengæld tag i ham og han har deltaget i stort set alt med sine labrador-retrievere. Det gik rigtigt godt på markprøver allerede fra de første år. Så ringede formanden fra Nysted Strandjagtsforening og spurgte, om ikke han ville have et hold hunde og hundeførere til træning i foreningen. Det første år havde han 10 hunde på holdet. Senere kom der flere til, og det største hold han har haft, var et hold med 38 hunde:

- Den sæson måtte jeg have hjælp fra min hustru Sanne, konstaterer han.

Jørgen er kendt som en både kompetent, men også konsekvent jagthundeinstruktør.

- Jeg stiller krav til, at de, der vælger at træne hund hos mig, også hører efter og lægger noget energi i at træne hundene mellem træningsdagene i jagtforeningerne, og vi slutter altid med en lydigheds- eller apporteringsprøve, som jeg forventer at alle kan bestå, fortæller han.

(Artiklen fortsætter under billedet) 

Det generelle syn på hundetræning har ændret sig meget gennem de år, Jørgen har været i gang. Hvor der tidligere var tale om dressur af jagthunden, er der i dag tale om motivation. Jørgen har dog lige fra begyndelsen haft en etisk og - i forhold til i dag - tidssvarende tilgang til hundetræning.

- Jeg har aldrig tolereret hårdhændet behandling af hundene, hvilket alle deltagere får at vide på startdagen. Så allerede for 40 år siden havde jeg altså den tilgang til hundetræning, at hvis der var nogle af deltagerne, der brød den regel, så blev de sendt hjem uden at få deltagergebyret tilbage, konstaterer han.

Han understreger, at det kun har været aktuelt meget få gange.

Slaraffenland for jægere og hundefolk

- Hvis man er født på Lolland, så er det svært at rejse væk herfra, hvis man er til jagt og hundearbejde, for det er et slaraffenland for jægere og hundefolk, konstaterer han og fortæller, at han gennem årene har apporteret på flere godser på Lolland og Falster.

- Jeg har bl.a. apporteret på Orenæs og Lungholm Inddæmningen samt Søholt, også i den tid, hvor navnkundige Franz Marcher deltog på jagterne, fortsætter han.

Lokalt er Søholt kendt for sine mange vilde ænder og gæs på Maribosøerne og omkringliggende vådområder. Der har altså altid været brug for veltrænede jagthunde til at løse apporteringsopgaverne på land og i vand på både Søholt og mange andre fantastiske jagtområder.

Aldrig opgivet en hund

Da kravet om at medbringe en velegnet apporterende jagthund på haglbøssejagt i 1993 blev indført i Jagtloven skulle endnu flere hundeførere og hunde dygtiggøres. Der har da været udsving i antallet af deltagende hunde gennem årene. I nogle perioder har der været tryk på, mens andre år har været mere rolige.

- Præcis hvor mange hunde og hundeejere, der gennem årene har deltaget i mine træningsaftner, er svært at sige, men hvis vi bare regner med 25 hunde i gennemsnit pr. hold i Nysted Strandjagtsforening, plus de øvrige foreninger, så har jeg nok været med til at uddanne i omegnen af 1.500 hunde, fortæller den erfarne hundemand.

Ikke sjældent hører man om hundeejere, som ikke selv går på jagt og ikke ejer en egentlig jagthund, men som alligevel benytter sig af jagtforeningernes populære lydigheds- og apporteringstræning. Igennem årene har Jørgen haft stort set alle jagthunderacer med på træningsdagen, men også både dværgpuddel og chihuahua har fundet vej til jagtforeningen.

- De små hunde får nøjagtig den samme træning som de hunde, der er mere velegnede som apporterende hunde, men de får bare opgaver over kortere afstande, konstaterer den aktive foreningsmand, der aldrig har opgivet en hund, så længe ejeren selv har valgt at fortsætte på holdet.

Hvor længe Jørgen bliver ved som hundeinstruktør, har han ikke fastsat en dato for. Han lider dog lidt under, at han sidste år ødelagde knæskallen i højre ben under et fald, men det har dog ikke taget modet fra ham.

- Det bliver svært at stoppe, og jeg har da heller ikke lyst til at stoppe, så jeg fortsætter sikkert lige så længe som det overhovedet er muligt for mig, så enkelt kan det nok siges, slutter den hundevenlige lollik, der igennem de 40 år ikke har aflyst hundetræningen i jagtforeningerne én eneste gang.

Hør eller genhør vores podcastserie om jagthunden: