Offentliggjort den: 27. februar 2024

En sejr for naturen og vildtet

I dag har et flertal i EU-parlamentet stemt for en ny lov, som skal indføre naturgenopretningstiltag på mindst 20 pct. af EU's land- og havområder i 2030 og alle økosystemer i 2050. DJ er yderst tilfreds med resultatet, som er nødvendigt for at nå i mål med en genopretning af vores økosystemer.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen
Foto: Philippe Stirnweiss

Det er gode nyheder for vores fælles natur, som i dag lyder fra Bruxelles. Ikke bare dansk natur, men hele Europas. Med 329 stemmer for og 275 imod har Europa Parlamentet nemlig vedtaget en historisk naturgenopretningslov, som fastsætter et mål for EU om at genoprette mindst 20 pct. af EU's land- og havområder inden 2030 og alle økosystemer, der har behov for genopretning, inden 2050.

Danmarks Jægerforbund har gennem hele processen været positivt stemt overfor udsigten til en ambitiøs EU-lov vedr. naturen, og derfor modtager formand Claus Lind Christensen da også dagens nyhed med stor tilfredshed.

- Vi er ikke kun tilfredse, vi er rigtig glade på naturens vegne. For det er utrolig vigtigt, at vi i Danmark og hele Europa nu for alvor går i gang med at genoprette naturen i større skala. Det bliver til gavn for vores biodiversitet og dermed helt naturligt også for vildtet. De to ting hænger jo sammen, det er klart, siger Claus Lind Christensen, som ser frem til at den nye lov hurtigst muligt bliver implementeret i dansk lovgivning.

På sigt skal den nye lov bidrage til at nå EU's klima- og biodiversitetsmål og øge fødevaresikkerheden. For at nå disse mål skal EU-landene genoprette mindst 30 pct. af de naturområder, der er omfattet af den nye forordning (fra skove, græsarealer og vådområder til floder, søer og koralrev), fra en dårlig til en god forfatning inden 2030. Inden 2040 skal 60 pct. være genoprettet, og inden 2050 skal procentsatsen nå op på 90.

Loven ventes at skabe resultater for økosystemer og levesteder for vildtet, særligt i vådområder og i det åbne land, hvor f.eks. småvildtet vil nyde godt af de genoprettede naturområder. I løbet af processen frem imod dagens afstemning har Danmarks Jægerforbund bl.a. udsendt materiale til relevante europaparlamentarikere og delt input til forslaget. Den europæiske sammenslutning af jagtorganisationer, FACE, er også positivt engageret i sagen på EU-niveau.