Offentliggjort den: 15. marts 2024

Den stribede hale afslørede dyret

Bestanden af vaskebjørne stiger i Tyskland og nærmer sig med hastige skridt den danske grænse. Tirsdag morgen lykkedes det sønderjyske Kjeld Lautrup at fange én af dem på sit vildtkamera - og 20 minutter senere var den skudt.

Tekst: Emma Astrup Sørensen
Foto: Kjeld Lautrup (vildtkamera)

Mere end 200.000 vaskebjørne blev nedlagt i Tyskland i jagtsæsonen 2022, og bestanden i Schleswig-Holstein er eksploderet. Selvom der endnu ikke er en reel bestand af vaskebjørne i Danmark, så skal tendensen ikke fortsætte længe, før det sker. Så for at holde de invasive vaskebjørne fra dansk jord, skal vi handle hurtigt og få dem skudt eller fanget, så snart lejligheden viser sig.

Det gjorde den for reguleringsjæger Kjeld Lautrup tidligt tirsdag morgen.

En vaskebjørn på vildtkameraet

Som på enhver anden hverdag ringer Kjelds vækkeur kl. 04.50. Rutinen tro starter han dagen med at kigge nattens billeder fra vildtkameraerne igennem, for at se om mårhundene har hygget sig på baitpladserne. Imens han står med telefonen i hånden, tikker endnu et billede ind. Klokken er nu 04.58. Og dyret på billedet er noget større end en gennemsnitlig mårhund.
Det ligner godt nok en vaskebjørn, men kan det passe, tænker Kjeld.

Telefonen brummer endnu en gang. Nu er han ikke i tvivl, den stribede hale afslører dyret. Det er virkelig en vaskebjørn. Kjeld får travlt. Han skynder sig i arbejdstøjet, da reviret ligger mellem hjemmet og hans arbejde. Han hopper i bilen og kører mod den baitplads, hvor dyret har ladet sig fotografere. På stedet har han gennem årene skudt rigtig mange mårhunde, og for blot et par dage siden fyldte han op med friske forsyninger. Der er spredt fiskepiller ud i græsset, og duftrøret til vaskebjørne er fyldt med skumfiduser og rosiner.

Rystende hænder og bukkefeber

Kjeld parkerer 150 meter fra den sø, som baitpladsen ligger ved - lidt nordvest fra Skærbæk. Han lister over diget og stopper 60 meter fra pladsen. Vaskebjørnen er her stadig, den smæsker sig i fiskepiller. Kjeld tænder lyset på riflen, sigter med det samme og skyder. Vaskebjørnen er forendt, og klokken er 05.22 - ikke meget mere end 20 minutter efter, at han modtog det første billede fra vildtkameraet.

Selvom Kjeld Laudrup har skudt og fanget mere end 250 mårhunde, fik vaskebjørnen alligevel den garvede reguleringsjægers puls til at stige.

- Jeg må ærligt indrømme, da jeg stod med min lommelygte i hånden bagefter og lyste på vaskebjørnen, da kunne jeg slet ikke holde lygten stille, fordi jeg rystede så meget. Det er godt nok længe siden, at jeg har haft så meget bukkefeber, fortæller han.

Det var Kjelds første vaskebjørn - og så endda skudt på hans eget revir. Det var en ung han, som han havde nedlagt, så det var afgørende, at han handlede hurtigt. Hannerne vandrer nemlig op mod 30 kilometer på et døgn, og er derfor svære at fastholde på en baitplads.

Overvågning for smitsomme sygdomme

Vaskebjørnen har stor fingerfærdighed og kan derfor ”bryde ind” i huse og skraldespande, den kan klatre i træer og er en habil svømmer. Således kan den nå fuglereder, der ellers er utilgængelige for mange hjemmehørende rovdyr. Desuden kan vaskebjørnen være inficeret med vaskebjørnens spoleorm. Ved uforsigtig omgang med dyret, eller dets efterladenskaber, kan parasitten overføres til både mennesker og vores kæledyr. Hos mennesker kan det forårsage uoprettelige skader på blandt andet øjne og centralnervesystem og i sjældne tilfælde være dødelig.

Kjeld Lautrup har nu indleveret vaskebjørnen til Naturstyrelsen, der videresender den til Københavns Universitet, hvor den indgår i overvågningen for smitsomme sygdomme. Bagefter får han vaskebjørnen tilbage, og planen er at få den garvet og måske få lavet en hat af pelsen.

Det er vigtigt at følge udviklingen af vaskebjørnens indtog i Danmark. Derfor opfordres alle, som observerer eller skyder en vaskebjørn, til at henvende sig til Danmarks Jægerforbund, der samarbejder med Miljøstyrelsen og Naturstyrelsen om indsatsen. Henvendelse kan ske på tlf. 88 88 75 00 eller 50 60 22 31 samt på mail jki@jaegerne.dk.