Den sidste buk

Gøgen kukker i det fjerne. Det samme forsommerlydbillede havde Torsten Wegener i ørerne året før, da han forgæves forsøgte at fravriste Samsø en af dens bukke. Lige nu lister han rundt på øens sydspids i modsætning til året før, hvor pyrschen foregik længere mod nord på øen i Kattegat. Torsten bliver guidet af en god kammerat, som kender både området og ejeren af det skønne terræn rigtig godt.

De to ældre herrer er startet i revirets sydende i håb om at kunne bevæge sig mod vinden og måske overliste en fin buk i det lettere kuperede landskab, som ejeren over en årrække har tilplantet og passet efter alle jægerkunstens regler. Og der er masser af råvildt her. Også selvom øens bestand af rådyr tog et gevaldigt dyk for blot få år siden.

Nærkontakt med unge bukke

Tværs igennem hegningen til en juletræskultur får de øje på det første stykke råvildt. En rå. Roligt går hun og esser i det varierede udbud af blomster og urter, der vokser i det brede spor mellem juletræerne. Det er årets første bukkejagtstur, så Torsten giver sig god tid til i kikkerten at betragte det graciøse dyr. Få skridt længere fremme står han der pludselig – bukken. Inde i den samme, store indhegning, som dog har masser af åbninger, hvor dyrene kan passere frit. Han er imidlertid alt for ung til at få bukkefeberen frem i en jæger, der har skudt over 200 bukke i sit liv. Aftalen med ejeren er i øvrigt også, at vi lader de unge bukke gå.

Lidt længere fremme står Torsten et øjeblik og lader kikkerten afsøge et større, åbent område, da han fornemmer noget bag sig. En buk er kommet frem bag nogle buske. I modlyset står den og kikker på Torsten og hans kammerat. Afstanden er næppe mere end 30 meter. Til sidst får bukken nok og springer ind mellem nogle tætte buske.

Et farvel til haglbøssen

Torsten smiler. Sikke en start på noget, han har drømt om i flere år. Langsomt pyrscher de videre for at komme bag om et skovstykke og i endnu bedre vind. De går meget langsomt frem; der er meget råvildt i området. En god gammel tysk jagtregel siger, at ”pirschen gehen – ist pirschen stehen”. En anden forklaring på Torstens sneglefart ligger et helt andet sted. Torsten har i flere år været ramt af Parkinsons sygdom.

Sygdommen (se faktaboks) har tvunget ham til at overveje, hvad han fortsat kan, og hvad sygdommen ikke mere tillader ham at gøre. Ret tidligt droppede han alt, hvad der hed haglbøssejagt – især fasanklapjagterne på en række større danske godser. Bukkejagten har altid været hans dybeste jagtpassion, og så har han som supplement glædet sig over det sociale i de større fasanjagter. Ikke mindst fordi han også her har kunnet skyde med især gamle, klassiske engelske haglbøsser, som han i øvrigt i et par menneskealdre både har ejet mange af og har skrevet talrige artikler om i Jæger og diverse udenlandske medier. Riffeljagten – og især bukkejagten – har han imidlertid bidt sig fast i, og den skal være den jagtform, han sidst siger farvel til.

Sikkerhed

Sikkerheden er altafgørende. Kan Torsten ikke håndtere et våben sikkert i forhold til sig selv og andre, stopper han som jæger. Det står ikke til diskussion. Hverken i hans eget hoved eller i familiens. At Torstens kammerat bærer både riffel og skydestok denne bukkejagtdag på Samsø, er således ikke et udtryk for, at Torsten ikke magter at overholde de simpleste sikkerhedsforskrifter, men alene en praktisk fordeling af opgaverne. Torsten er nemlig i forvejen ”ekviperet” med en stok i den ene hånd og en kikkert om halsen.

Kammeratens opgave er at bringe Torsten for en ”god buk” og så overlade resten til Torsten selv. Det går ikke helt så let. I løbet af morgenen ser de mindst en håndfuld forskellige bukke, men alle er i bast eller helt unge bukke. Da de næste morgen igen er på pletten, sker der imidlertid noget.

Pludselig opstået chance

Efter at have startet dagen siddende i et jagttårn og iagttaget både råvildt og lidt dåvildt beslutter de sig for at pyrsche lidt rundt, da solen efterhånden ”forstyrrer” dem i at bruge deres kikkerter optimalt. Forsigtigt kravler de ned af tårnet, står fem minutter og sikrer sig, at de ikke støder et dyr, inden de lister mod vest. Pludselig ser de en buk sidde i en nysået fodermark tæt på ejerens fasanudsætningsplads, som endnu ikke er gjort klar for sæsonen.

De lister nærmere. Hvor tæt kan de komme på bukken? I starten ser de slet ikke den buk, der står mindre end 20 meter fra den siddende buk. Med hovedet inde i nogle buske enten nipper den blade eller fejer – eller begge dele. Der går et halvt minut, inden de får opsatsen at se. Bukken ser ud til at være absolut afskudsbar. Skydestokken kommer hurtigt op, Torsten får placeret riflen, afsikrer, finder balancen i benene og er klar. Da bukken kort efter uvidende om jægernes tilstedeværelse velvilligt viser hele bredsiden frem, siger Torsten stille: – Der skydes.

Kort efter falder skuddet.

Hjælp til brækningen

Bukken laver et gigantisk spring ind i skoven, hvor brændenælder og anden vegetation hurtigt opsluger den. Torsten smiler, og bag de lidt skrå og næsten lukkede øjne lyser glæden og forløsningen. Han står lidt med riflen i skydestokken, inden han løfter våbnet ud af holderen, vender sig væk og piller de ekstra patroner ud af magasinet med en kommentar om, at dem får han vist ikke brug for. Begge er vi 100 pct. overbeviste om, at kuglen sad, hvor den skulle, og at der næppe vil blive brug for en af øens schweisshundeførere for at finde den.

Fem minutter efter bukker Torsten sig ned for at brække dyret. Kammeraten overtager dog opgaven. Torsten har brækket hundredvis af dyr, men hans sygdom tillader ham ikke at gøre det mere – selvom lysten er der.

Måske den sidste?

Hjemme i sommerhuset rekapitulerer de dagens oplevelser. Torsten ved godt, at denne buk måske er hans jægerlivs sidste. Hans sygdom udvikler sig ikke altid hverken ønskeligt eller forudsigeligt, men han har lovet sig selv, at det sidste, han vil skyde i livet, skal være en buk. Om det bliver denne fra 2023 eller en anden, må tiden vise.

Selvom håbet siges at være en usikker strategi, så håber Torsten inderst inde ikke, at dagens oplevelse bliver afslutningen på et langt jægerliv.