Den europæiske jagt på dagsordenen
På årets generalforsamling i den fælleseuropæiske jagtorganisation, FACE, blev der både netværket, erfaringsudvekslet og drøftet vigtige emner såsom EU’s fælles landbrugspolitik og bestandsovervågning. Og så blev der valgt ny præsident.
Ultimo september var der generalforsamling i FACE, European Federation for Hunting and Conservation. Mødet fandt sted i Bruxelles, og selvfølgelig var Danmarks Jægerforbund repræsenteret med en delegation.
I løbet af dagene i Bruxelles blev der udvekslet vigtige menings- og erfaringsudvekslinger samt truffet fælles beslutninger. Der blev bl.a. truffet en beslutning om hvordan Europas jægere forholder sig til den kommende CAP - EU's fælles landbrugspolitik (Common Agricultural Policy). Her mener FACE, at CAP’en skal sikre at landbruget har mulighed for at integrere natur- og vildtpleje i dyrkningen af jorden, så vi udbygger og forbedrer levestederne for vildtet.
Og den slags fælles beslutninger er helt afgørende for jagtens stemme i Europa, understreger Niels Søndergaard, chef for vildforvaltning og interessevaretagelse i Danmarks Jægerforbund.
- Læs også: FACE tildeler Danmark Biodiversitetspris
Jagtens bæredygtighed skal dokumenteres
- Det er væsentligt for god jagt i generationer, at Europas jægere står stærkt sammen om interessevaretagelsen, og at det sker på et fagligt solidt grundlag. Vi oplever stigende krav om at kunne dokumentere jagtens bæredygtighed på særligt trækvildt, og det løser vi ikke alene ved at styrke bestandsovervågningen i Danmark. Vi skal have alle Europas jægere med, og det er en stor og vigtig opgave, siger Niels Søndergaard.
Han understreger endnu en vigtig detalje i det fælleseuropæiske arbejde, nemlig dén, at vildtforvaltningen og dermed jagten i Danmark faktisk er temmelig afhængig af hvad der sker i EU-kommissionen og EU-parlamentet. Cirka 80 pct. af lovgivningen i Danmark kommer nemlig fra EU.
I løbet af besøget deltog FACE-repræsentanterne således også i en konference i EU-parlamentet, der handlede om netop vildtforvaltning.
FACE – jægernes europæiske repræsentant
Den fælleseuropæiske jagtorganisation, FACE, består af nationale jægersammenslutninger - heriblandt Danmarks Jægerforbund - fra 37 europæiske lande. Organisationen blev grundlagt i 1977 og repræsenterer Europas syv millioner jægere som en international nonprofit- og ikke-statslig organisation (INGO). Dette gør FACE til det største demokratiske repræsentative organ for jægere i verden og sandsynligvis én af de største europæiske civilsamfundsorganisationer.
- Læs mere om jægerforbundets internationale samarbejde
Ny FACE-præsident valgt
På generalforsamlingen blev der også valgt en ny præsident for de cirka syv millioner europæiske jægere. Valget faldt på hollænderen Laurens Hoedemaker, som tager over efter den afgående svenske formand Torbjörn Larsson, som har leveret en imponerende indsats for et mere samlende og stærkere FACE.
Laurens Hoedemaker vandt med en overbevisende sejr på 22-8 over sin spanske modkandidat.