Offentliggjort den: 04. juni 2024

Danmarks sjoveste skydemesterskab

Søndag den 2. juni afholdt Danmarks Jægerforbund sit forbundsmesterskab i kombineret jægerskydning. Den mest alsidige, hyggelige og ”sjove” skydning, man kan komme til, for her kan man virkelig afprøve sine evner med både haglgevær, riffel og jagtbue.

Tekst og Foto: Max Steinar

Titlen ”Kombineret jægerskydning” dækker over det faktum, at det er en kombination af de våbentyper, som jægeren har til rådighed. OG en kombination af to discipliner i haglgevær og to discipliner i jagtriffel, og en feltskydning for jagtbue for de deltagere, der er indehavere af en bue.

I hagl gælder det jægersporting og jægertrap, og med riflen henholdsvis en konkurrence i skud til DJ bukkeskiven og så løbende mål, mere præcis den elgskive, som anvendes, når de nordiske lande konkurrerer mod hinanden.

Alsidigheden er altså i højsædet. Det samme gælder hyggen og de venskabelige drillerier. Langt hovedparten af deltagerne er ”gamle rotter”, som kommer igen år efter år. Nogle laver en miniferie ud af det, og kommer allerede torsdag, hvor der var åbent for træning på hjortebanen på Herning Jagt Center ved Ørre, hvor mesterskabet i lighed med tidligere år blev afholdt.

Holdinddeling

Skytterne var inddelt i hold á fem, på tværs af klasserne i alder og køn. Der var afsat en time til hver disciplin, så der var god tid til at skifte mellem de fire discipliner med hagl og riffel, og også i forhold til de deltagere, der havde tilmeldt sig bue.

Som i alle andre FM med skydevåben, så er kombineret jægerskydning ret vejrafhængig, forstået på den måde, at man kan være uheldig at skulle skyde på et tidspunkt, hvor det måske blæser voldsomt eller regner – eller begge dele.

Den faktor var helt ude af billedet i år, hvor der både til den fastlagte træning lørdag, som langt de fleste deltager i, samt til selv konkurrencen søndag var en næsten mageløst vejr med en fin, tålelig temperatur og en rimelig og ikke forstyrrende vind.

Altså nærmest optimale forhold.

Så den faktor kunne regnes ud af ligningen. Tilbage var der deltagernes træningsindsats, fokus på selve dagen og de små marginaler. Herunder evnen til at kontrollere nervepresset.

Psyken

Jens Christian Gammelvind hører i allerhøjeste grad til i kategorien gamle rotter. Han har været med siden ”Tidernes morgen” i kombineret jægerskydning, og er den mest vindende gennem tiderne – også på skandinavisk niveau, idet han har vundet ikke mindre end tre nordiske mesterskaber, det sidste i 2018, hvorpå han holdt fem års pause for at samle ”ny energi”.
I år er Jens Christian Gammelvind fyldt 70 år, og nu deltager han dermed i klassen for superveteraner. Det fejrede han ved at vinde med en ganske imponerende pointscore på 359 – eller 38 point mere end hans score i 2023, hvor han blev nummer to i veteranklassen. Ja, faktisk viste det sig senere at være dagens næstbedste resultat, kun overgået af den 43 år yngre Anton Jonassen.

Egentlig var resultatet ikke helt efter beregning, så at sige. Det vil jeg uddybe; jeg talte med Jens Christian før han skulle skyde, og han afslørede, at hans succeskriterie var 300 point: -skyder jeg færre, er det lidt noget skidt. Og jeg skal faktisk helst heller ikke skyde meget over.

Mit måbende ansigt fik ham til at udbygge svaret: -jeg går vældigt meget op i den mentale del af skydningen, og hovedårsagen til at jeg er med, er for at kvalificere mig til nordisk mesterskab. Her vil jeg gerne toppe, så det er faktisk bedst ikke at skyde for mange point i dag. Det ved jeg ud fra de mange år, hvor jeg har holdt meget fast i den mentale del.

Den ”drøm” gik så ikke i opfyldelse. Men det så Jens Christian nu ud til at have det helt ok med, da han sidst på dagen stod på præmieskamlen, først altså som vinder af superveteranklassen, dernæst som sølvmedaljevinder på tværs af alle klasser.

Anton den almægtige

Vinderen af ikke kun A-klassen, men også såkaldt forbundsmester på tværs af alle klasser blev igen Anton Jonassen. Han debuterede som 20-årig junior i 2017 – hvor han vandt på sin klasse OG også slog alle ”de gamle”, og blev forbundsmester for første, men altså ikke sidste gang. I år sejrede han med 374 point, 20 point mere end hans score i sejren sidste år. Han vandt i øvrigt også i 2022, og har altså nu vundet titlen for fjerde gang.

Ud over sit åbenlyse talent, så er den barnefødte lollik arbejdsmæssigt godt begunstiget, idet han arbejder som fuldtids skytte på Julianelyst i Østjylland.

Marianne - mageløs mester

Hos kvinderne var det igen-igen Marianne Rasmussen, der vandt. Kigger man på jægerforbundets hjemmeside under skyderesultater, er der data tilbage fra og med 2012, hvor hun ikke deltog – men hun debuterede i 2013, og vandt med imponerende 322 point. Siden har hun nærmest vundet hævd på guld, og er alle de i alt 14 år i træk vendt hjem til Sjælland med den fineste medalje af alle.

Ganske Imponerende.

De nordiske mesterskaber

Afholdelse af de nordiske mesterskaber i kombineret jægerskydning går på skift mellem de fire nordiske lande. Danmark har værtsrollen i år, og mesterskabet afvikles på Herning Jagt Center den første weekend i august.

Norge, Sverige, Finland og Danmark må alle stille med 45 skytter. Da der deltog 36 skytter i FM, har alle 36 altså kvalificeret sig til NM, og er altså på ”landsholdet”.

Det kunne have været DIG, hvis du aldrig har snøvlet dig sammen til at deltage i Danmarks sjoveste skydemesterskab.
Som medlem af jægerforbundet har du og alle andre chancen for at være med til FM i 2025. Der er IKKE kvalifikation. Samme tid – første weekend i juni. Samme sted – HJC.

Og kom gerne som tilskuer til NM, der altså finder sted fredag den 2. og lørdag den 3. august, også på HJC.

 

Vi har samlet resultatlisten for den kombinerede jægerskydning. Den finder du på denne side, hvor du skal kigge under "FM i Nordisk Kombinationsskydning." 

Læs i øvrigt mere om det nordiske mesterskab her.