"Danmark Planter Ålegræs" 32 steder i landet
Tænketanken Hav har offentliggjort de 32 steder langs de danske kyster, hvor danskere kan møde op den 8. juni - på havets dag - og hjælpe med at plante ålegræs. En plante, som er helt essentiel for dyrelivet og fiskene i Danmarks pressede fjorde og kystområder. For selvom ålegræsset ikke redder klimaet for os, så gavner det stadig den hårdt trængte natur, miljøet og fiskene.
Ålegræs er en unik havplante. Ålegræsbede er levested og spisekammer for både fisk og fugle og spiller en helt afgørende rolle for havets biodiversitet. Samtidig kan ålegræs være med til at sikre vores stormhærgede kyster mod erosion. På bare 100 år er to tredjedele af Danmarks ålegræs forsvundet bl.a. som følge af for stor kvælstofudledning, klimaforandringer, fiskeri med bundslæbende redskaber og byggeri langs kysten. Det går bl.a. hårdt ud over de små torsk, der bruger ålegræsengene som trygge fiskebørnehaver, indtil de er klar til livet på åbent hav.
Sådan beskriver Tænketanken Hav den mest udbredte blomsterplante i danske fjorde og kystområder. Tænketanken Hav er en medlemsorganisation, forstået på den måde, at dens medlemmer består af en række virksomheder, forskere og grønne organisationer - heriblandt Danmarks Jægerforbund. Ålegræsset, som hen over de seneste sæsoner er blevet udplantet i stor stil i danske kystnære farvande - bl.a. i forb.m. Projekt Kysthjælper - har i den seneste tid været genstand for en del debat i medierne, hvor forskere nedskyder en myte om, at ålegræs skulle være en slags "havets gave til klimaet" og en slags mirakelkur mod de enorme mængder CO2, vi udleder til atmosfæren.
Den negative omtale fik pludselig ålegræsset til at fremstå som betydningsløst og uden potentiale for havmiljøet, hvilket på mange måder er en forenklet og unuanceret antagelse. Det skriver to SDU-forskere i et netop udkommet indlæg i netmediet Altinget. Heri forklarer forskerne, at de kan dokumentere, at strategiske små-udplantninger vil øge ålegræssets retableringshastighed, og at disse nye små-bede skaber oaser med høje dyretætheder, artsrigdom og velfungerende fødekæder.
Og det er jo netop det, det hele handler om. For nej, ålegræs redder ikke klimaet, men gavner stadig naturen, miljøet og fiskene på mange andre måder. Og når havets liv blomstrer, ja, så skaber det bl.a. fødegrundlag for vores mange havfugle.
- Læs også på sportsfiskeren.dk: Ålegræs – havets schweizerkniv
Så derfor: Den 8. juni, når Tænketanken Hav arrangerer "Danmark Planter Ålegræs," opfordrer vi dig til at tage kæresten, ungerne eller vennerne i hånden for sammen med andre danskere at være med til at sætte fokus på det skrantende danske havmiljø ved 32 udvalgte kyster. Lokaliteterne er fordelt over det meste af det danske land – fra Læsø i nord til Sønderborg i syd - og du vil finde frivillige fra jægerforbundet på en del af lokaliteterne.
Hør også vores podcast, hvor jægerforbundets biolog, Sabina Rohde, besøger Tænketanken Hav til en snak med faglig programchef for marin forurening Søren Laurentius Nielsen. En samtale, der hurtigt kommer til at handle om kvælstofproblematikken - og det er der faktisk en ret god grund til: