Bluetongue konstateret i Danmark
Der er fundet Bluetongue-virus i Sønderjylland. Sygdommen er ikke farlig for mennesker, men kan smitte f.eks. får, kvæg og hjortevildt.
For første gang i 15 år er drøvtyggersygdommen Bluetongue blevet konstateret i Danmark. Det skete torsdag i en fåre- og kvægbesætning ved Travsted i Tønder Kommune. Sygdommen smitter ikke mennesker, men rammer typisk får, geder og kvæg. Også andre drøvtyggere som f.eks. hjortevildt kan blive ramt. På baggrund af det aktuelle fund øger Fødevarestyrelsen nu overvågning af sygdommen i Danmark.
Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Bluetongue smitter via insekter - små blodsugende mitter - og risikoen for smittespredningen stiger med temperaturen. Da sygdommen har alvorlige konsekvenser for dyrene, er bluetongue en såkaldt anmeldepligtig sygdom. Det betyder, at man skal kontakte sin dyrlæge, hvis man får mistanke om dyr, der kan være smittet med bluetongue. Drøvtyggere, der smittes, kan få forskellige symptomer, blandt andet væskeansamlinger i hovedet, sår i munden, halthed, aborter, høj dødelighed. Blåfarvning af tungen ses hos får – heraf navnet på sygdommen.
- Læs mere om sygdommen på Fødevarestyrelsens hjemmeside