Årets første møde i Vildtforvaltningsrådet
Mandag den 18. marts afholder Vildtforvaltningsrådet sit første møde i 2024. Blandt emnerne på dagsordenen er en status på jagttiderne, hegning og jagtpraksisser, status på arbejdet i Den Nationale Ulvegruppe, mv.
Vildtforvaltningsrådet (VFR) er nedsat til at rådgive miljø- og fødevareministeren om jagt og vildtforvaltning i Danmark. I den forbindelse afgiver VFR indstilling til ministeren i større eller principielle spørgsmål om jagt og vildtforvaltning, som forelægges rådet af ministeren eller af styrelsen, eller som rådet selv finder grund til at tage op.
- Læs mere om Vildtforvaltningsrådet
Rådet mødes cirka 4 gange årligt og drøfter emner på en dagsorden, fastsat af medlemmerne. Når VFR mødes næste gang, mandag den 18. marts i København, vil rådet følge nedenstående dagsorden:
Status på jagttiderne, til beslutning: VFR forelægges listen af arter, som ønskes undersøgt inden næste jagttidsforhandling begynder.
Hegning og jagtpraksisser, til orientering: Rådets formand Jan Eriksen vil give status på drøftelserne om etik og jagt fsva. temaerne hegning og jagtpraksisser. DJ har bl.a. budt ind med diverse problemstillinger vedr. hegn, f.eks. om det er OK at hegne vildtet ude uden at etablere erstatningsbiotop.
Ulvegruppen, til orientering: Under dette punkt vil Jan Eriksen give status på drøftelserne i VFR's ulvegruppe. Seneste møde i gruppen er afholdt den 26. februar. 2024. Ulvegruppen rådgiver miljø- og fødevareministeren i spørgsmål om forvaltning af ulven i Danmark og består af en formand, der udnævnes af miljø- og fødevareministeren, og en række medlemmer, der er sammensat med repræsentation af:
- Landbrug & Fødevarer
- Danmarks Jægerforbund
- Danmarks Naturfredningsforening
- Dansk Ornitologisk Forening
- Dansk Skovforening
- Dyrenes Beskyttelse
- Friluftsrådet
Den Nationale Hjortevildtgruppe, til beslutning og orientering: Der gives status på arbejdet i gruppen. VFR skal træffe beslutning om nyt forslag til kommissorium for Den Nationale Hjortevildtgruppe. Gruppen, som er nedsat af VFR, skal på et fagligt grundlag medvirke til at sikre en bæredygtig forvaltning af då- og kronvildt i Danmark, samt agere rådgivende for VFR i alle spørgsmål relateret til det forekommende hjortevildt i Danmark. Gruppen er sammensat med repræsentation af:
- Danmarks Jægerforbund
- Landbrug og Fødevarer
- Dansk Skovforening
- Danmarks Naturfredningsforening
Reguleringstilladelser, til orientering: Dansk Ornitologisk Forening har ønsket en oversigt over reguleringstilladelser. Miljøstyrelsen vil give en orientering herom.
Schweissudvalget, til beslutning: Der skal udpeges en repræsentant fra VFR til at sidde i Schweissudvalget. Dette udvalg har en rådgivende funktion overfor Naturstyrelsen, og har til formål at rådgive Naturstyrelsen i spørgsmål om schweissarbejdet, der enten stilles af Naturstyrelsen, eller som udvalget tager op af egen drift. Derudover indstiller Schweissudvalget til Naturstyrelsen, hvordan retningslinjerne for hundeførernes eftersøgninger og aflivning af nødstedt vildt bør udformes, samt rådgiver Naturstyrelsen med henblik på udpegning af nye schweisshundeførere.
Strategi for forskningsindsatsen, til beslutning: Der vil være en mundtlig forelæggelse fra Miljøstyrelsen om strategi for forskningsindsatsen på vildtforvaltningsområdet. Danmarks Jægerforbund vil i den sammenhæng opfordre Miljøstyrelse til en mere inddragende og åben proces ved fastlæggelse af strategien for forskningsindsatsen, blandt interessenterne i rådet. Der er et tydeligt behov for at interessenten er med i en dialog om hvordan forskningsstrategien skal fastlægges.
Meddelelser: Status på bekendtgørelser.
Derudover orientering fra formanden, rådsmedlemmerne og fra Miljøministeriet, fastlæggelse af årets møder i VFR (1. maj, 11. juni, 3.-4. oktober og 5. december 2024), samt punktet Eventuelt.