Offentliggjort den: 22. april 2024

Alene i vildmarken: Fra tre vinkler

I den netop overståede sæson af DR’s Alene i vildmarken foregik optagelserne i Finland, hvilket gjorde det muligt for buejægere at deltage. Spoileralert: Denne artikel afslører sæsonens afslutning. Så har du den endnu til gode, er du hermed advaret.

Tekst og Foto: Thomas Lindy Nissen

Efter at programserien Alene i vildmarken gennem syv sæsoner er blevet optaget i Norge, rykkede DR produktionen af den ottende sæson til Finland og tilføjede dermed for første gang i den danske udgave muligheden for, at buejægere kunne deltage. Vi har således i det, der skulle vise sig at blive den koldeste sæson nogensinde, kunnet følge 54-årige Mette Rosgaard og 32-årige Ulrik Ørskov i, hvad man uden at overdrive kan kalde for det mest ensomme jagteventyr, der kan opdrives på denne planet.

I alt bestod startopstillingen af syv deltagere. Ud over de to buejægere deltog i øvrigt endnu en jæger, nemlig 50-årige Claus Ballisager, som ligeledes er kendt i jægerkredse og jæger af hele sit hjerte!

Headhuntet

Lørdag den 20. april havde Claus et arrangement udenfor sin butik B-Wild i København, hvor venner, bekendte og fans af programmet havde mulighed for at møde stort set alle programmets deltagere. Og der var – i modsætning til i programmet – ikke mangel på lækkerier foran den lille butik på strøget, hvor der blev serveret dådyrburger til de fremmødte. I alt blev 500 af slagsen langet over disken.

Ulrik er ikke bare kendte for sine evner med traditionel bue, de fleste vil også vide, at han besidder unikke evner, når det kommer til at filme sine jagter egenhændigt. Ulrik blev derfor headhuntet af produktionsselskabet.

- Da produktionsselskabet ringede og spurgte, om jeg ville være med, og jeg fik at vide, at jeg måtte have min bue med, var jeg positiv over for ideen, fortæller han.

Da han fik at vide, at han skulle rejse tre måneder senere, forsøgte han dog om ikke det kunne rykkes til næste år, men det kunne det ikke. Det var altså nu eller aldrig. Efter en hurtig telefonsamtale med hustruen Marie, der sagde god for det, takkede han ja.

(Artiklen fortsætter under billedet)

En mangeårig drøm

Mette har gået på buejagt i 10 år, og den københavnske guldsmeds bedrifter på Dianas stier er også tidligere blevet portrætteret i vores medlemsblad JÆGER, men headhuntet blev hun ikke.

- Jeg havde overvejet at stille op i flere år og elsker programmet så meget, at jeg har fulgt alle sæsoner, både herhjemme og i udlandet. Så da jeg hørte, at det blev muligt at tage buen med, besluttede jeg at ansøge om at deltage, fortæller hun.

Efter en lang ansøgningsproces lykkedes det hende at blive udvalgt, hvorefter hun forberedte sig ved at se videoer om livet i vildmarken, om bushcraft og læste om kroppens reaktion på sult, mv.

- Jeg forberedte mig ikke i praksis, da jeg i bund og grund ønskede at komme på en form for ukendt eventyr, og i øvrigt kender jeg mig selv så godt, at jeg vidste, jeg mentalt sagtens ville kunne klare det, fortæller hun.

Hun droppede sukker, kaffe, alkohol og den slags i en måned op til at hun skulle af sted, for på den måde at give kroppen et så lille chok som muligt.

Lidt skuffede

Ulrik har nedlagt omkring 100 stykker større vildt med buen rundt om i verden, mens Mettes største stykke bueskudte vildt er en cirka 600 kilo tung elandtyr.

De er altså vant til storvildtjagt med buen og troede faktisk begge, at der ville være mulighed for at nedlægge rener og elg under opholdet. De blev derfor lidt skuffede, da de fandt ud af, at jagten kun gjaldt småvildtarter som ræv, harer, egern og fugle.

- En af de dage jeg var på jagt, så jeg et egern, men da jagttiden ikke var gået ind på egern endnu, kunne jeg ikke skyde, fortæller Mette.

Det var det tætteste, hun kom på at kunne nedlægge noget med buen i de 22 dage hun havde i vildmarken, inden kulden fik has på hende.

På spørgsmålet om hvorvidt der var noget, hun ville gøre om, svarer hun:

- Vi havde mulighed for at medbringe vores egen sovepose, men jeg valgte i modsætning til de tre sidste deltagere i programmet, at bruge den vi fik udleveret af produktionen, og den var altså ikke varm nok. Næste gang medbringer jeg min egen, slutter hun.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Historisk øjeblik

Som alle kunne se, var det svære forhold at gå på jagt under, og kød fra buejagt var på ingen måde med til at holde sul på buejægerne. Heldigvis havde de som de øvrige deltagere også mulighed for at fiske. Ulrik var dog ret overbevist om, at han ville komme til at nedlægge vildt under opholdet. Det var da også meget tæt på, at han kunne trække på en ræv, en art han har nedlagt syv af i Australien med sin bue.

Som Ulrik havde håbet og forventet lykkedes det for første gang i den danske udgave af Alene i vildmarken at nedlægge et stykke vildt. Selvom der ”kun” var tale om et egern, formåede han at gøre jagten spændende for seerne.

- Jeg synes faktisk, at det var ret skørt, at jeg kom så meget op at køre over så lille et dyr, men jeg ville jo gerne filme, når det blev nedlagt, sådan at det ville blive brugt i programmet, fortæller han.

Ulrik var godt klar over, at egernet ikke lige kunne slippe væk fra træet, så han ville prøve at filme skuddet fra tre vinkler med de tre kameraer, han havde til rådighed.

- Jeg havde faktisk tre skudchancer, som jeg ikke fik udnyttet, da kameraerne ikke var klar, men jeg fik til sidst filmet det, og troede egentlig jeg havde fået det fra tre vinkler, men opdagede så, at mit kamera på hovedet ikke var blevet tændt, fortæller han.

De fleste vil nok alligevel nikke anerkendende til, at det overhovedet lykkedes at få det gode skud på film med to kameraer, og at jagtscenen blev klippet, så den indeholdt en stor del af spænding.

Den bedste andesteg nogensinde

I samme program fangede Claus to ænder i sit garn og fik med dem sit livs andesteg i sin tilrøgede tipi.

- Jeg søgte rent faktisk også om at komme med som buejæger, men da jeg ikke har buejagttegn kunne det ikke lade sig gøre. I stedet søgte jeg om at komme med som lystfisker, men min titel i programmet blev senere lavet om til vildmarkseventyrer, fortæller Claus.

Claus havde flere højdepunkter under opholdet i vildmarken. Bl.a. slog han ny personlig rekord med en gedde der – ifølge eventyreren selv – målte 79 cm og vejede omring 6-7 kilo.

- Den huggede helt ude i kastet, hvorefter den gik dybt og det tog mig 6-7 minutter, før jeg kunne jeg lande den, fortæller han.

Det var selvfølgelig også et stort øjeblik for Claus, da han oppe på fjeldet sagde farvel til sin afdøde far med et bål oppe på bjerget.

- Jeg føler, jeg fik sagt ordentligt farvel til ham, mens jeg var i vildmarken, slutter Claus.

For Ulrik – der helt tydeligt savnede sin familie undervejs – blev den største oplevelse at få familien på besøg efter, at han og Claus var blev informeret om, at produktionen måtte stoppes på grund af faren ved den tiltagende vinter.

Sæsonen sluttede altså med en delt førsteplads mellem to meget erfarne jægere. Du kan se de i alt syv episoder af den ottende sæson af programserien Alene i vildmarken på dr.dk.