Afgjort på brøkdele af et sekund
Da racedysten på Fyn løb af stablen denne weekend, blev placeringerne blandt de tre bedste hunde afgjort på brøkdele af et sekund.
Den friske vind fik poppeltræernes blade til at rasle i vinden, alt imens prøveleder Gitte Schmidt Pedersen søndag d. 28. juli 2024 kl. 09.00 bød velkommen foran klubhuset på Strandager Skydecenter nord for Odense. Herefter kunne dysten på de tre baner – fuglevildt, vandapportering og apportering af hårvildt – gå i gang.
I kataloget stod det at læse, at i alt 21 hunde var registreret til deltagelse i apporteringsprøven. Hundene var ved den fynske racedyst fordelt på syv racer.
Våd buksebag
På banen for apportering fra vand lagde Thomas Rønnow Hansen og labrador retriever ROMEO flot ud med at score maksimale point for apporteringen af udkastet and. Med den fejlfri apportering grundlagde denne ekvipage, hvad der senere på dagen skulle vise sig at være en succes for netop denne apporteringslystne race.
Også Anja Sørensens flat coated retriever Devokehunters Bellflower Kiido hentede fuglen flot, men idet anden lå relativt tæt på kanten, valgte hunden at svømme til bredden og løber rundt. Denne fornuftige beslutning fra hundens side blev accepteret som en fornuftig løsning på opgaven af dommer Martin Hemme og Anja Sørensen kunne som Thomas Rønnow Hansen forlade posten med 10 point.
Hjælper på denne post Herluf Schmidt Pedersen kunne lidt senere – efter at have kastet anden – sætte sig tilbage i havestolen og nyde dagens mindste hund i arbejde. Breton Pvn's Phil ført Henry Johannsen tog meter efter meter på vandoverfladen, inden færten ramte næsen og kæberne lukkede sig om anden.
Da hunden nåede bredden ville Henry lige træde et skridt ned af skråningen for at komme hunden i møde, men i dette samme gled han og ramte med støvlesnuden anden, som faldt ud af hundens gab.
- Til næste år vil jeg gerne have at der bliver etableret en gangbro her, konstaterede den uheldige hundefører med et skævt smil på læben.
For Henry havde hundens arbejde været meget tilfredsstillende, lige indtil han altså selv gled. Hans lille breton hader nemlig vand, som han udtrykte det.
- Det var ærgerligt, men heldigvis er det også kun for sjov, at vi deltager, lød hans sidste bemærkning, inden han med fugtig buksebag forlod posten.
Spændingen ved en unghund
Kaninbanen var karakteriseret ved en blanding af høje vilde planter (ukrudt), lidt lave buske og flere slåede spor, hvilket betød, at hundene på denne bane oplevede flere terrænskift.
Sidste års vinder af den fynske racedyst Torben Aagaard Pedersen havde i år valgt at lade 1. vinder 2023 labrador retriever Lindedalen’s lab.Anton kigge på fra sidelinjen. I stedet førte han sin unghund, to år gamle labrador retriever Hybjerg's Takeo of Irish Ailin på prøven.
- Jeg har jo vundet med den gamle hund, så nu prøver vi med den unge. Det er jo spændende, når det kan gå begge veje, sagde den erfarne hundefører, inden han gik frem til dommer Kaj Hedegaard på kaninbanen og hjælper på banen Christina Nebel.
Torben brugte en smule områdefløjt for at hjælpe retrieveren, men det var ikke nok til, at det i sig selv kostede point. Til gengæld kostede det dagens eneste point for ekvipagen, da den unge hund byttede greb på kaninen, sekunder inden den blev afleveret til hånden. De to øvrige baner gennemførte Aagaard Pedersen med de maksimale 10 point pr. bane.
Høje kast
På duebanen var terrænet præget af højt græs, hvilket gjorde det til lidt af en udfordring at se markeringerne for mindre hunde som Henry Johannsens breton. Dommer på banen, Jørgen Christensen, havde inden prøven aftalt med hjælper/kaster Lars Thunberg, at duerne skulle kastes højt, så alle hunde havde mulighed for at markere dem.
Henry Johannsen havde ingen problemer med fodfæstet i det frodige bunddække, ligesom også bretonen gjorde det rigtig godt i det høje græs, hvor den scorede de maksimale 10 point. Ekvipagen bestod samlet set prøven med 27 point efter at have været de tre baner igennem.
Ved racedysten er der ikke decideret krav til at hundene markerer det vildt som kastes. Det er en jagtrelevant prøve, så hvis det ender med at hundene går i frit søg, kan opgaven sagtens løses alligevel, så længe fuglene blot bringes tilbage og afleveres siddende til føreren bag linjen.
Hønsehundende havde anderledes godt overblik over den høje vegetation på duebanen, hvilket Sandra Harris Andersen og ruhåret hønsehund Toftebo Gundogs Aslan beviste. Dog mistede de et point på for tidsforbrug på at finde den anden due, men bestod det gjorde de. Ekvipagen dumpede desværre senere på kaninbanen og blev her den ene af de tre ekvipager, som ikke klarede den bane på dagen.
Hunde er ikke maskiner
Efter frokostpausen var dommerne klar med resultatet efter den ordinære prøve. Fire hunde – en labrador retriever, to flat coated retriever og en ruhåret hønsehund – havde opnået maks. point og skulle således i omdyst for at fordele topplaceringerne.
Omdysten foregik på banen for apportering af fuglevildt, hvor en dobbelt markering på to duer skulle hentes hjem på tid.
Det blev katalog nummer 3, labrador retriever Batmoors' Nature Fern ført af Klaus Kruse, som lagde ud i omdysten. Det er måske en fortærsket floskel, når jeg konstaterer, at hunde ikke er maskiner. Ikke desto mindre blev det understreget med fed streg, da Klaus bad hunden om at markere de fugle, der blev kastet. Efter fejlfrit at have bestået dagens tre baner knaldapproterede den gule retriever, hvilket udløste en række selvbebrejdende gloser fra Klaus Kruse. Gloser som – på trods af vor omfangsrige ytringsfrihed – ikke tåler gengivelse her.
Med brøkdele af et sekund
Herefter tog katalog nummer 5 flat coated retriever NW1 Corbek Hunters Cleopatra ført af Birgit Gehm over. De gjorde det særdeles godt og havde de to fugle hjemme på 1 minut 21 sekunder og 36 hundrededele af et sekund (01.21.36).
Katalog nummer 9, flat coated retriever Jiggers Tarka Ann Zia ført af Lisbeth Martinsson, præsterede at hente de to fugle på 01.16.38, mens sidste hund på banen katalog nr. 13, ruhåret hønsehund Familien Møgelhøj´s Gia ført af Ole Mogensen, også havde fart over feltet. Ole Mogensen måtte med en tid på 01.21.47 dog se sig henvist til tredjepladsen kun 11 hundrededele af et sek. fra en andenplads.
Klaus Kruse kunne senere glæde sig over, at han og labrador retrieverens flotte resultat med 30 point ud af 30 mulige dysten var et bærende element i, at han sammen med labrador retriever Hybjerg's Takeo of Irish Ailin ført af Torben Aagaard Pedersen og labrador retriever ROMEO ført af Thomas Rønnow Hansen med henholdsvis 30, 29 og 29 point kunne stille sig øverst på podiet i holdkonkurrencen.
Hyggelig dag med forskellige racer
Andenpladsen i holdkonkurrencen blev besat af flat coated retriever, med individuelle første- og andenvindere samt Anja Sørensen, der opnåede 27 point i dysten. Ingen af ´dystens øvrige fem hold formåede at bestå med tre hunde, hvorfor tredjepladsen blev ubesat.
Det var første gang Lisbeth Martinsson deltog i racedysten.
- Det har været en hyggelig dag og rart at møde andre racer end min egen. Og så var det en stor overraskelse for mig, at vi kunne vinde, sagde ejeren af den fire år gammel vinderhund efter præmieoverrækkelsen.
Hun fortalte derudover, at hun træner fast lydighed en gang om ugen i Danmarks civile Hundeførerforening, ligesom hun jævnligt deltager i træningsforløb med fokus på apportering i jagtforeningen.
Vindere af de regionale racedyster
Vindere af den fynske racedyst
Hold:
1: Labrador retriever
2: Flat coated retriever
Individuel:
1: Flat coated retriever Jiggers Tarka Ann Zia ført af Lisbeth Martinsson
2: Flat coated retriever NW1 Corbek Hunters Cleopatra ført af Birgit Gehm
3: Ruhåret hønsehund Familien Møgelhøj´s Gia ført af Ole Mogensen
Vindere af den jyske racedyst
Hold:
1: Irsk Setter
2: Weimaraner
3: Tysk ruhår
Individuel:
1: Tysk langhår Thanehøjs Axel ført af Rasmus Gerhardt
2: Weimaraner Onaya vom Leymborgh ført af Hanne bro Hansen
3: Irsk setter Remkilens V-Zita ført af Gunnar Jensen
Vindere af den sjællandske racedyst
Hold:
1: Labrador retriever
2: Korthåret hønsehund
3: Irsk setter
Individuel:
1: Ruhåret hønsehund Tofi ført af Martin Moestrup Jacobsen
2: Flat coated retriever Skattkammerans Baltic Breeze ført af Birgit Jordt Andersen
3: Flat coated retriever Straigt Flush Zeus ført af Gitte Merete Sørensen