7. afsnit: Grundfærdigheden dirigering (del 2)
Syvende og sidste afsnit i jægerforbundets sommerserie om hundetræning. I sidste afsnit kunne du læse om et bud på, hvordan lige-ud dirigering indlæres. I denne artikel kommer jeg ind på den noget sværere dirigering i terræn og ud til siderne.
I denne artikel sætter jeg fokus på dirigering med terrænskift, og den lidt svære del dirigering til siderne. Som nævnt findes der ikke kun én, men mange indlæringsformer for dirigering, men vigtigst for dem alle er, at man som hundefører minimerer risikoen for, at hunden laver fejl.
Som en hjælp til hunden i indlæringen af dirigering, anvender mange i begyndelsen hjælpere i form af klippede spor på træningsarealet, hjulspor i terrænet eller læbælter. Det er rigtig godt og yderst anvendeligt, men så snart hunden har både kendskab til og forståelse for dirigeringsøvelsen, skal der kobles andre terræner - samt terrænskift på indlæringen.
Hvis du indlærer lige-ud dirigering med et target-punkt (beskrevet i sidste uge) og på et åbent areal uden hjælpelijner i terrænet, lærer hunden hurtigere at løbe i den retning, som du peger. Altså ikke fordi, at der er en ”hjælper”, som animerer den til at løbe ligeud. At indlære på åbent areal forudsætter dog, at du øger kravene langsomt, altså øger afstanden til target-punktet med få meter ad gangen.
Bruger man de ovenfor nævnte hjælpere uden at være opmærksom på hurtigt at skærpe vilkårene, ser man ofte hunde, som under dirigering på jagt finder en ”hjælper” i terrænet i stedet for at løbe i den retning, som hundeføreren har anvist.
Terrænskift
Når du i indlæringen ved, at hunden har både kendskab til og forståelse for dit mål med lige-ud dirigering. Altså at løbe lige ud ca. 50 meter, og at blive stoppet både på vej ud til og tilbage fra target-punktet, så kan du ændre vilkårene. Bare det, at vinklen til target-punktet bliver ændret med få grader, kan for nogle hunde være en stor udfordring.
Sæt derfor kravene væsentligt ned ved at gå nogle skridt tilbage i øvelsen, så du nu igen starter øvelsen 1 til 2 meter fra target. Du anvender altså det samme target-punkt i indlæringen, men ændrer nu vinklen, så vilkårene ændres til at indeholde både en ny retning og et terrænskifte. Hunden har allerede både kendskab til og forståelse for øvelsen, og derfor vil kravene (altså afstanden til target-punktet) nu kunne øges hurtigt.
Er target placeret således, at du kan ændre vilkårene 180 grader i en afstand af 50 meter fra området, kan du i indlæringen ofte bruge mange terrænskift og forskellige vinkler, som derved øger kravene.
Side-dirigering
Target-punktet er for side-dirigering også udgangspunktet for indlæring. Start indlæring af side-dirigering, når du ved, at hunden har både kendskab til og forståelse for grundfærdigheden stop.
Start indlæringen af side-dirigering på nøjagtigt det samme sted, som du startede lige-ud dirigering. Denne gang undlader du dog at lægge en dummy i området, men sender hunden ud på en lige-ud dirigering frem til et tomt target-punkt. Når hunden kommer frem til området, fløjter eller kommanderer du stop.
Sådan undgår du fejl
Som en vigtig del af fundamentet i indlæringen, så skal vi minimere risikoen for, at hunden laver fejl. Så når du efter kommandoen stop på kort afstand til hunden, og vil have den dirigeret til den ene eller anden side, så er det vigtigt, at det sker med tydelige kropstegn. Hunden må ikke kunne misforstå betydningen, eller forveksle den med andre kommandoer. Når hunden løber i den rigtige retning i forhold til signalet, skal du sikre dig, at den relativt hurtigt får sin belønning for rigtig adfærd.
Læg en dummy få meter i den nye retning, som hunden skal løbe på i dirigeringen, så den hurtige belønning giver den positive indlæring, der øger sandsynligheden for gentagelse af korrekt adfærd. Altså i dette tilfælde, at hunden igen løber den vej, som du dirigerer.
Gentagelsernes triumf
Der er ingen tvivl om, at dirigering er en af de grundfærdigheder, som kræver mere tid til indlæringen. Her er det bestemt også summen af gentagelser, der giver erfaringen for hunden. Hunden lærer hurtigst og bedst, hvis man træner lidt hver dag, og selv 3 gange 3 minutter om dagen er bedre, end en hel time hver mandag aften på træningspladsen.
God træning!
Dette er syvende og sidste afsnit i Danmarks Jægerforbunds serie om hundetræning. Læs de tidligere afsnit her:
- 1. afsnit: Fundamentet i hundens uddannelse
- 2. afsnit: Grundfærdighederne Sit og Nej
- 3. afsnit: Grundfærdighederne Dæk og indkald
- 4. afsnit: Grundfærdighederne Fri ved fod og lineføring
- 5. afsnit: Grundfærdigheden Stop
- 6. afsnit: Grundfærdigheden dirigering (del 1)