OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 13. juni 2023

Udsætning ikke lig regulering af rovpattedyr

Den tiltrækning udsat vildt kan have på rovdyr, kan give anledning til forstyrrelse af fuglene, men udsætning er ikke anledning til regulering.

Tekst og Foto: Jesper Kjær Illemann

Udsætningsvoliere, engelsk voliere, udsætningshegn – fælles for disse hegninger er, at de etableres med det formål at holde sammen på fuglene i selve udsætningsfasen, men tillade dem at flyve, og i nogen grad at vandre, ind og ud. Samtidig kan de være med til at holde rovpattedyr på afstand.

Idet der er tale om en form for hegning, kan der opstå tvivl om regler for evt. regulering af ræv og mår i tilknytning til bygninger og forsvarlige fjerkræindhegninger. Men, når fuglene befinder sig i udsætningshegninger, og i juridisk forstand er sat ud, er de ikke længere husdyr. Regulering kan derfor ikke foregå i juni efter vildtskadebekendtgørelsens §2 stk. 1 nr. 5, Uanset en udsætningsvoliere i et givent tilfælde måtte kunne defineres som forsvarlig i den forstand, at rovvildt kan holdes ude.

Med andre ord, er det ikke tilladt at regulere ræv eller mår med fælde eller beskydning inden for henholdsvis 10 og 25 meter fra udsætningsvolieren i perioden fra 1.juni jf §5 stk. 1-3.

Regulering af rævehvalpe i juli og august

I egne hvor ræv forvolder skade på den øvrige fauna, må regulering af rævehvalpe ske i perioden 1. juli – 31. august. Vær opmærksom på, at det i enhver sammenhæng er lodsejer eller bruger (forpagter) af ejendommen, der beslutter om der skal foretages regulering. En jagtlejer skal således have ejers eller forpagters samtykke forud for evt. regulering.

NB: På ejendomme, hvor der for hele eller dele af ejendommen er indberettet og gennemført en biotopplan, må rævehvalpe ikke reguleres i perioden 1. juli – 31. august, jf. vildtskadebekendtgørelsens §5 stk. 6.