Muntjak på kornet: ”Dén chance kommer næppe igen!”

Sommetider har man vel bare lov til at være heldig. Tilbage i foråret kunne flere medier berette om en løssluppet muntjak, der strejfede omkring på Sydfyn. Miljøstyrelsen bad lokale jægere om at holde et ekstra øje og om at nedlægge dyret så snart lejligheden bød sig. Den lille hjorteart er nemlig invasiv og uønsket i den danske natur, hvor den kan gøre stor skade på planter og træer.

Det var i starten af maj. 60-årige Bo Andersen, som bor ud til vandet i et naturskønt område ved Hårby på Sydfyn, havde ganske vist set et indslag om dyret på TV2 Fyn et par uger forinden, men havde ikke tænkt nærmere over det. Selvom han har gået på jagt siden han blev seksten, og selvom han gennem et langt og aktivt jægerliv har nedlagt masser af vildt, er det alligevel ikke blevet til så meget de seneste 10-15 år. Men han har dog stadig haglbøssen stående i våbenskabet – heldigvis, skulle det vise sig.

- En aften sad jeg i stuen og så nyheder på tv og kom tilfældigt til at se ud ad vinduet. Og så ser jeg et dyr stå derude og kigge ind på mig. Den gik lige ude for enden af terrassen, på græsplænen. Først tænkte jeg om det kunne være et rådyr – men kom så i tanker om indslaget på TV2 Fyn, fortæller Bo Andersen, som ved samme lejlighed nåede at tage et hurtigt, uskarpt billede af dyret med sin telefon.

Den var god nok – det var tale om den berømte sydfynske muntjak.

• Læs også: Invasiv muntjak løs på Sydfyn

For længst borte – eller hvad?

Muntjakken (muntiacus reevesi) er en lille, rødbrun hjorteart, der stammer fra lande som Kina og Taiwan i Asien. Hjorten blev indført til forskellige dyreparker i Europa i det 20. århundrede, hvorfra den har spredt sig til naturen – især i England, hvor den udgør et stort problem for den naturlige fauna. Muntjak yngler flere gange om året, og da den hurtigt bliver kønsmoden, kan den hastigt formere sig og sprede sig i naturen. Men en han kræver selvfølgelig en hun før de kan blive til flere, og denne her fyr – en han med et lille gevir og de karakteristiske lange, spidse hjørnetænder, havde allerede strejfet langt i sin søgen efter en mage.

Dagen efter oplevelsen i haven viser Bo Andersen billedet til en bekendt, der er meget ivrig jæger, som mener, at den vil han nok ikke komme til at se mere, for den er sandsynligvis for længst over alle bjerge. Så han lader sagen ligge og tænker, at dyret nok alligevel næppe overlever bukkejagten, der jo snart går ind. Samtlige fynske bukkejægere vil have billedet af en muntjak printet i baghovedet.

Men så sker det alligevel. Da Bo samme dag er kørt hjem til frokost, ser han den igen: Muntjakken kommer gående, stille og roligt, hen ad grusvejen op mod huset. Det ligger som sagt i et naturskønt område, hvor Bo Andersen er vant til at se masser af vildt såsom rådyr, harer og sågar havørne.

- Så mig hen og låse våbenskabet op og fatte bøssen, og så listede jeg ellers efter den. Vinden var imod mig, så den kunne ikke få min fært. Den gik et stykke væk og drejede ned langs et hegn, hvorefter jeg så forfølger den på den modsatte side af hegnet. På et tidspunkt kommer jeg til et hul i hegnet, og lige præcis dér er den kommet ud foran mig – og så skyder jeg.

Bukkefeber som aldrig før

Det var sådan det foregik. På meget kort afstand, og den lille fyr faldt i knaldet. Men selvom muntjakken vitterlig ligner en klon mellem et slags misfarvet rådyr og en halvvoksen sabeltiger, er den altså ganske fredelig – og efter sigende da også velsmagende. Der er tydeligvis nogle gode køller på den. Smagsoplevelsen er dog ikke noget, Bo Andersen kan bekræfte:

- Nej, fordi det jeg gjorde bagefter var, at jeg ringede til Miljøstyrelsen, og de ville meget gerne have den til undersøgelse. Så de kom faktisk og hentede den samme aften, fortæller han og tilføjer, at styrelsens dyrlæge Mariann Chriel siden har takket for indsatsen og meddelt, at dyret nu vil blive udstoppet.

- Hun sender mig et billede af den, når det er gjort, tilføjer han.

I løbet af sit jægerliv har Bo Andersen skudt sin del vildt og høstet sin del trofæer, så han er ikke ærgerlig over at gå glip af den lille muntjaks gevir. Og hvem ved – måske får han chancen igen. Ifølge vildtkonsulent Christian Buhl fra Naturstyrelsen Fyn er der nemlig set yderligere en løssluppet muntjak i det fynske. Præcis hvor den fynske muntjak stammer fra kan vi kun gisne om, men den er sandsynligvis undsluppet fra fangenskab ét eller andet sted på øen.

- Jeg har skudt både rådyr, ræve og andet. Men jeg har aldrig oplevet så meget bukkefeber, som jeg havde den dag. Det var lige før det hele kørte rundt for mig, for jeg havde jo slet ikke forventet det dér. Det var jo rent held at jeg lige kom hjem på det tidspunkt. Fem minutter efter, og den kunne have været væk igen. Det vil jeg aldrig glemme. Dén chance kommer næppe igen, ræsonnerer den heldige fynbo.

Men man skal aldrig sige aldrig …