Store oplevelser og små glæder
Gribes det rigtigt an, og foregår det på børnenes præmisser, kan jagt være rammen om den bedste kvalitetstid børn og forældre imellem.
Regnen pisker mod forruden, mens de træer og buske, jeg kan skimte i billygternes skær, bevidner at vinden er kraftig denne morgen. Det er ikke et vejr at være ude i, hverken for svagelige folk eller mindre børn. Jeg regner derfor ikke med, at otteårige Pilou er mødt op til dagens jagt, han er sikkert blevet hjemme i mors varme stuer. En halv time senere må jeg dog bide mine fordomsfulde forudsigelse i mig igen, end ikke et godt gedigent møgvejr kan få den friske knægt til at opgive ævred. Pilou er i fuld gang med at fodrer jagthyttens brændeovn med egeknuder, da jeg sætter mig ved morgenbordet.
Eventyret er i gang
Stort set siden Pilou tog sine første skridt, har han benyttet enhver chance for at komme med sin far Søren Andreassen på jagt. Det samme har hans et år ældre søster Ea, så de to må skiftes til at komme med. Som kun femårig lærte Pilou at snitte med dolk, han kan lave bål med strygestål og har taget en bred vifte af spejdermærker – han elsker kort sagt alt i naturen, herunder jagten. Han har været med Søren på både haglbøsse- og riffeljagt og oplevede bl.a. sin far nedlægge en råbuk, første gang de var afsted sammen. Det var en stor oplevelse for drengen og en endnu større for Søren.
Vejen ud mod første klapjagtspost går over en smal, interimistisk træbro. Vejret er endda blevet bedre, så eventyret er nu i fuld gang. Søren står i andet geled, bag et par hårde negle, der stort set piller alle fugle ned, inden de når far og søn. Søren er meget fokuseret fremad og nedlægger et par fugle, imens Pilou roder med siv i vandkanten foran ham. Drengen følger ikke meget med i, hvor mange fugle der kommer for, men det er tydeligt, at han hygger sig fælt.
På barnets præmisser
I pausen efter såten konstaterer Pilou, at han er tørstig. Han har båret et par fasaner fra posten til vildtvognen og bliver belønnet med både cola og flødebolle. En belønning, som også tilfalder jagtens voksne deltagere i den lille pause efter såten. Pilou er dog den eneste, der også lige får pudset næsen af farmand. Det er dog ikke sådan, at Søren behøver at holde øje med drengen eller underholde ham, han er på en måde bare en naturlig del af jagtselskabet.
En klapjagtsdag kan helt sikkert være lang for en otteårige dreng og vejret udfordrende. Søren kan dog ikke bare afbryde og tage hjem, hvis sønnen ikke har lyst længere. Han har derfor pakket både flyverdragt og regntøj, hvis der bliver brug for det. Tasken er også udstyret med et sæt skiftetøj, hvis Pilou skulle falde i en grøft eller et vandhul – noget der er sket før for den livlige dreng, der ikke synes at være bange for noget.
Op i et træ
Anden såt er en markremise lidt fra skoven. Søren og sønnen bliver placeret i skovkanten, og de fugle der kommer har taget god højde, inden han kan åbne ild. Han præsterer et bomskud eller to, inden det lykkes at nedlægge en flot fasankok, som Pilou henter. I de næste minutter kommer flere flotte fasaner, hvoraf Søren får et par yderligere, inden aktiviteten ebber ud, og såten ”blæses” af.
Der har ikke været ro på i ret mange sekunder, før Pilou finder på noget andet at lave. Snart er han så højt oppe i en af de små egetræer, at hans forehavende kunne få overbeskyttende curling-forælder til at flå lågen til kosteskabet op – havde han været et curlingbarn. Lidt senere roder han rundt på en væltet birkstamme og følger senere efter Søren med næverne fulde af optændingsbark, der skal med hjem – knægten elsker nemlig at lave bål.
Tredje såt er en remise midt i en pløjemark. De, der kender til våd lollandsk pløjejord, vil vide, at det ikke er det rene sjov at bevæge sig ud i. Snart har både far og søn klumper af tungt mudder omkring støvlerne. Det bliver hurtigt for meget for Pilou, så mens Søren skyder et par flotte fugle, følger drengen med siddende i græsset et halvt hundrede meter bag sin far. I hånden har han en faxe kondi og foran sig udsigten til mange fugle og flot skydning – han ser ud til at nyde det.
Seksårige hundefører
Selvom Pilou holder meget af at spise vildtkød og bl.a. via jagten har lært, hvor maden kommer fra – og at dyr må dø, for at vi kan få kød på bordet – så drejer det sig ikke ret meget om, hvad der bliver nedlagt. Han er også ret ligeglad med, hvem der skyder hvad, eller hvor mange skud der bruges pr. fugl, eller hvem der får chancen til flest fugle, eller hvad de koster pr. stk. Det er drejer sig bare om at være med. Sørger Søren blot for, at drengen har det varmt og tørt og får lidt at spise og drikke, så passer han sig stort set sig selv hele dagen.
Små 50 meter til højre for Pilou sidder Kaya på seks år. Hendes far og farbror er apportører på jagten. Kayas far Nicolai Winther fortæller, at Kaya – ligesom Pilou – er med så ofte, det er muligt. Den lille pige forstår faktisk allerede at sende familiens hunde på apporteringer og modtage fuglene, når hunden returnerer, ligesom hun kan bære en enkelt fugl eller to med til vildtvognen efter såterne.
I fjerde såt skal Søren og Pilou gå igennem. Det er begyndt at småregne, så de normansgraner, de trykker igennem, er lidt våde. Pilou følger dog sin far uden at pive og holder blot armene godt op foran hovedet, når de skal skubbe sig igennem tætte grangrene. Et par gange synes Pilou, at han ser en skovsneppe og gør ivrigt sin far opmærksom på observationerne, men skovsnepperne er nu nok solsorte. Lige inden de slipper ud af granerne, flakser en skovsneppe dog over sporet lige foran dem. Den er for lav, til at Søren kan skyde til den, men en skovsneppe det var det.
En snak om rokketænder
I femte og sidste såt sker der ikke meget, men Søren dødskyder dog en fasanhøne, der falder 20 meter foran dem. Pilou løber, alt hvad han kan og når lige akkurat at sikre sig fuglen, inden de to labradorer, som Nicolai har sendt, når frem til den. Fuglen er ikke helt forendt, så Pilou fanger den af med et slag over nakken, mens Søren holder fuglen. Kæppen til at fange af med har Pilou selv lavet tidligere på dagen.
Klapjagt er en social jagtform, en jagtform designet til smalltalk og korte konversationer og det uanset social status, køn og alder. I denne såt går Kaya igennem sammen med driverne og kommer ud af skoven med sin farbror, lige hvor vi står. Hun følges med Pilou, Søren og de øvrige jægere mod bilerne. Undervejs taler jægerne om jagten og de forskellige situationer, mens børnene har helt andre emner oppe at vende. Jeg hører bl.a. Kaya spørge Pilou, hvor mange rokketænder han har.
Intet pres
Pilou holder – som sin søster og Kaya – meget af at gå på jagt med familien, men om børnene selv bliver jægere, er der ingen der ved. Oplevelserne i naturen på jagt efter det næste måltid kan være fantastiske for både børn og forældre. Hverken Søren eller Nicolai presser på, for at børnene skal tage med, det er helt op til ungerne selv, om de har lyst. Så længe de har en god oplevelse, og jagtens voksne deltagere viser hensyn og de selv kan vælge, hvad de vil være med til undervejs, vil de dog meget gerne med på jagt. Når alt kommer til alt, er det nok ikke så meget et spørgsmål om, hvad de laver, men mere et spørgsmål om, at de laver noget sammen.
På spørgsmålet på hvad Pilou synes, der er sjovest ved at være med på jagt, svarer han:
- Når vi får noget med hjem.
Om det noget er oplevelser, minder fra en god dag med far, røde kinder, birkebark til optænding eller noget helt femte fremgår ikke tydeligt af knægtens svar. I dag har han hoppet i vandpytter, rullet i mudder, klatret i træer, apporteret fasaner, klappet hunde og fået både cola, faxe kondi og flødeboller – så mon ikke han med noget, mener lidt af det hele!
